Manfred Weber i København

Manfred Weber (Wikipedia)

 

Mandag den 1. april 2019 var Dansk Erhverv vært ved et debatarrangement på Børsen med formanden for den kristenkonservative gruppe EPP i Europa-Parlamentet, Manfred Weber, valgt for CSU (Christlich-Soziale Union in Bayern) i Tyskland.

Manfred Weber er EPP-gruppens ”Spitzenkandidat” som formand for EU-Kommissionen og efterfølger til Jean-Claude Juncker.

Weber, der er født i 1972 i Niederbayern og uddannet ingeniør, har siden 2014 været formand for EPP Gruppen bestående af kristenkonservative centrum-højre partier (EPP – European People’s Party). EPP er Europa-Parlamentets ældste og største gruppe med 219 ud af i alt 751 medlemmer i den nuværende periode (2014-2019). Weber efterfulgte Joseph Daul (UMP, Frankrig) på formandsposten.

Manfred Weber blev i begyndelsen af november 2018 på EPP-kongressen i Finland valgt til gruppens ”Spitzenkandidat” i konkurrence med den tidligere finske statsminister, Cai-Göran Alexander Stubb. Stubb har udover statsminister også været udenrigsminister og finansminister og er kendt som maraton løber og friluftsmenneske. Stubb havde op til valget af Manfred Weber i Helsingfors taget orlov fra sit nuværende job i ledelsen af Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Når den ret farveløse og forsigtige Manfred Weber, der aldrig har været regeringsleder eller bare minister, vandt over Alexander Stubb, var det fordi, han i forvejen havde Angela Merkels ”velsignelse” til at stille op til formandsvalget. Den tyske kansler gav allerede i august 2018 grønt lys til Weber efter at have konsulteret ledende medlemmer af CDU/CSU i regeringskoalitionen og efter et møde med formanden for European People’s Party, EPP, Joseph Daul. En række andre nationale ledere, herunder formanden for de konservative i Danmark, Søren Pape Poulsen, støttede ligeledes Weber.

I Europa-Parlamentet er Det Konservative Folkeparti (Bendt Bendtsen) medlem af EPP-gruppen. Gruppens størrelse gør den konservative stemme afgørende, når der skal stemmes om en ny formand for Kommissionen.

Hvis Pernille Weiss, som er konservativ spidskandidat til EP-valget, bliver valgt i maj 2019, vil hun indtræde i EPP-gruppen.

Manfred Weber har nærmere redegjort for nogle af sine synspunkter i et interview med Berlingske Tidende:

https://www.berlingske.dk/politik/han-er-helt-ukendt-for-de-fleste-danskere.-moed-manden-der-kan-blive-eus

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…