Mand, der forbindes med bombesprængning på Amager, blev kaldt ”mellemøstlig af udseende” – men så forsvandt denne oplysning

Natten til tirsdag eksploderede en bombe ved en thai-restaurant på Røde Mellemvej på Amager. Det er den seneste i en stribe af bombesprængninger og skudepisoder i København. Det er sandelig nye tider i lille, fredelige Danmark.

 

Disse uhyggelige begivenheder har ligefrem fået den amerikanske ambassade til at advare amerikanske tilrejsende om at færdes med varsomhed i visse dele af Københavnsområdet.

 

Bomben på Røde Mellemvej har naturligt nok også vakt opsigt blandt danskere, og den har fået fyldig omtale i danske medier. Eksplosionen var så voldsom, at den sprængte restaurantens facade i stykker.

 

Men der er et påfaldende træk ved omtalen af bombesprængningen.

 

”Mellemøstlig af udseende” røg ud

Tirsdag midt på eftermiddagen kunne TV2 referere Københavns Politi for følgende (med Søren Frandsen, der formentlig er fra TV2, og Ritzau angivet som forfattere):

 

”Politiet eftersøger i forbindelse med sagen en person, der er set løbe fra gerningsstedet i retning af Nålemagerstien i Urbanplanen. Personen beskrives som en 16-18-årig mand, 175-180 cm høj. Mellemøstlig af udseende og iført mørke bukser og sko samt mørkeblå dunjakke. Slank af bygning og m. kort hår.”

 

En person, der var ”mellemøstlig af udseende”, har altså muligvis haft en central rolle i begivenhederne, og vedkommende blev eftersøgt.

 

Kort efter omtalte også Danmarks Radio bombesprængningen. Her havde man været i kontakt med efterforskningsleder ved Københavns Politi, Mads Helios. På DR’s hjemmeside (dr.dk) oplyste man følgende:

 

”- Der er et vidne, der ser en person løbe væk fra stedet, lyder det fra Mads Helios. Vidnet har beskrevet vedkommende som værende 175-180 centimeter høj iklædt sort tøj, som krydser Røde Mellemvej og løber ad Nålemagerstien og forsvinder den vej, forklarer Mads Helios.”

 

”- Det kan være et vidne, der er forskrækket over noget, eller det kan være en potentiel gerningsmand. Uanset hvad er vi meget interesseret i at tale med vedkommende.”

 

Der mangler dog en central information i DR’s gengivelse af begivenhederne: Her omtaler man ikke, at manden var mellemøstlig af udseende …

 

Man må ellers gå ud fra, at denne oplysning indgik i det oprindelige signalement, fordi politiet mente, at den var relevant i bestræbelserne på at finde den pågældende.

 

”Mellemøstlig af udseende” må da også siges at være et naturligt bidrag til eftersøgningen af manden.

 

Efter alt at dømme et bevidst valg

Men i DR’s reportage var denne hjælp til at finde gerningsmanden altså væk. Det fremgår ikke umiddelbart, om det er DR, der har fjernet oplysningen, eller om efterforskningslederen denne gang undlod at nævne den.

 

Under alle omstændigheder skulle det dog være ganske enkelt for DR at bringe denne oplysning, eftersom den fremgik af politiets oprindelige signalement.

 

Man må bestemt sige, at denne oplysning må have offentlighedens interesse. Den bidrager også til at placere begivenheden i et større billede, hvor en meget betydelig del af den senere tids voldelige sammenstød i Københavnsområdet involverer unge mænd med ”mellemøstligt udseende”.

 

Men Danmarks Radio valgte altså at fortie en information fra politiet, der kunne være et bidrag til at indkredse den flygtende mand.

 

Denne fortielse blev ikke korrigeret, da DR bragte et længere indslag om sagen i TV-Avisen kl. 18.30. Fortielsen var således næppe en forglemmelse midt i hastværket. Den var efter alt at dømme et bevidst valg fra TV-stationens side.

 

Fortielse i flere medier

Nyhederne kl. 19 på TV2 havde slet ikke fundet plads til omtale af den opsigtsvækkende sag.

 

På TV2 Lorry, som er TV2’s regionale station i hovedstadsområdet, havde man et indslag om sagen i udsendelsen kl. 19.30. Men heller ikke her var der nogen omtale af en mand med mellemøstligt udseende.

 

I løbet af tirsdagen forsvandt oplysningen om den flygtendes mellemøstlige udseende således helt ud af TV-dækningen. Oplysningen manglede også i flere aviser.

 

Dette til trods for, at politiet havde fundet den så væsentlig, at den indgik i signalementet.

 

Danskernes berettigede krav

Fortielsen kunne efterlade det indtryk, at de pågældende medier satte hensynet til den politiske korrekthed over hensynet til sagens opklaring og dermed beskyttelsen af borgerne.

 

Generelt er det forkasteligt, at medier ikke giver et så dækkende signalement af en potentiel gerningsmands udseende som muligt.

 

Danskerne har krav på, at forbrydere bliver fanget. Og de har krav på, at politisk korrekthed hos Journalistisk Venstreparti ikke står i vejen for, at dette sker. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…