Den nye kongemager
Valget 17.9 vil ændre Israel. Netanyahus æra synes ovre. Israels konge, som han kaldes, må sandsynligvis opgive at blive premierminister, og Netanyahu kan sammen med sin kone og søn se frem til at blive retsforfulgt og måske fængslet pga korruption og svindel.
Gantz kan ikke regne med at blive den nye konge, for Den Blå Hvide koalitions styrke involverer, at de inkluderer de 15 medlemmer af Knesset, som den arabiske koalition udgør. Det gør det umuligt for Gantz at få den nødvendige støtte fra højrekoalitionerne.
Den nye konge af Israel bliver derfor nok den russiske jøde Avigdor Liberman, hvis parti er det højreorienterede og erklæret sekulære ”Yisrael Beteinu”, Israel vort hjem. Ingen vil kunne danne regering uden om Liberman.
Han kan med sine mandater sikre såvel Netanyahu som Gantz. Men det vil han ikke. Han vil bruge sin indflydelse til at få de to partier til at gå sammen. Men det vil de ikke.
Men Liberman er ikke typen der bøjer sig.
Hvem er så denne Liberman, der kan få stor indflydelse.
Liberman sammenlignet med Netanyahu
Liberman er på alle måder en mere kompromisløs politiker end Netanyahu.
Haredi-jøder: Liberman betragter Israels haredi jøder, der udgør ca 20% og har en ubegribelig fødselshyppighed på 5%, som et kæmpe problem i Israel. De arbejder ikke, de går i Yeshiva hele livet, de er sammen med deres mange børn på offentlig forsørgelse, og de forretter ikke militærtjeneste. Netanyahu har samarbejdet med deres Torah koalition i Knesset, og prisen herfor er, at han har forpligtet sig til ikke at ændre på deres privilegier. Liberman ønsker pr straks at fjerne deres privilegier, fordi de med deres gigantiske tilvækst er en bombe under det israelske samfund.
Gaza og Libanon: Liberman betragter de daglige bombardementer med raketter og anden terror herfra som fuldstændigt uacceptabel. Ingen stat vil finde sig i det, og det skal Israel selvfølgelig heller ikke. Iflg Liberman kan man derfor lige så godt først som sidst engagere sig i en ny Gazakrig og et nyt Libanon felttog. Netanyahu har selvfølgelig anvendt en truende retorik overfor Hamas og Hizbollah, men han har ikke trykket på knappen. Sandsynligvis fordi han er bange for, at konflikten kan ende med at involvere Iran, og en sådan krig er både han selv og USA tøvende overfor.
Bosættelserne: Liberman ønsker at annektere de jødiske bosættelser på Vestbredden og i Jordan Dalen, så de bliver en del af staten Israel. Netanyahu ønsker det samme, men han har indtil nu veget tilbage for at gøre noget aktivt ved det som f.eks anlægningen af nye bosættelser i Hebron og annektering af området. Netanyahus tilbageholdenhed er dikteret af, at en så aggressiv bosættelsespolitik massivt ville udfordre præsident Trumps forsøg på en fredsplan (deal of the century).
USA: Liberman ønsker selvfølgelig USA som Israels allierede. Men Liberman er helt anderledes parat til en selvstændig israelsk politik, også selv om den skulle kollidere med de amerikanske interesser. Liberman er på det rene med, at Trumps og USA’s overordnede mål i Mellemøsten er at få USA ud af Mellemøsten. Det har præsidenten lovet de amerikanske vælgere.
Netanyahu er som det fremgår ovenfor i spørgsmålet og Gaza-Libanon og bosætterne mindre parat til at gøre livet vanskelig for Israels væsentligste allierede.
Iran: Liberman er i respekt for Begindoktrinens beslutning om, at Israel ikke vil tillade noget arabisk land at udvikle atomvåben indstillet på, at Israel om nødvendigt skal handle alene for at eliminere truslen fra et iransk kærnevåben, iranske fremføringsmidler og iranske proxystyrker i Libanon, Yemen, Gaza og Syrien
Palæstinenserne: Liberman ønsker en inddragelse og udvidelse af de jødiske bosættelser mhp deres nationalisering. Netanyahu ønsker det samme, men altså med den forskel, at Netanyahu mere end Liberman er parat til at vige pga angst for at støde USA fra sig.
Hvis ovennævnte er bare delvis rigtigt, så vil Libermans Israel blive en mere aggressiv stat, der både indenrigs- (haredi-problematik, bosættelser og deres nationalisering) og udenrigspolitisk (Gaza, Libanon og Iran) må forventes at føre en entydigt markant mere aktivistisk politik, hvor Israel vil være mindre tilbøjelig til at indgå kompromisser og forholde sig afventende.