Det interne opgør i Venstre raser videre.
Opgøret tog for alvor fart, da partiets næstformand og gruppeformand Kristian Jensen gik ud med en offentlig kritik af partiformand Lars Løkkes tanker om en SV-regering.
Løkke fremlagde under valgkampen uden varsel disse tanker uden at have orienteret Kristian Jensen eller partiet i øvrigt.
Så gjorde Kristian Jensen det samme med modsat fortegn: Han sagde offentligt nej til Løkkes forslag om en SV-regering, og han gjorde det uden at orientere Løkke eller sine øvrige partifæller på forhånd.
Det bragte næstformanden under heftig beskydning fra Lars Løkkes støtter i partiet.
Vildere og vildere
På partiets sommergruppemøde opfordrede Claus Hjort Frederiksen, mangeårig nøgleskikkelse i Venstre, Kristian Jensen til at gå som både næstformand for partiet og gruppeformand. Efterfølgende lagde Hjort ikke skjul på sin holdning i offentligheden.
Han begrundede sit dramatiske skridt med, at Kristian Jensen havde optrådt illoyalt med sin offentlige kritik af Løkke.
I forlængelse af dette har Claus Hjort lagt Venstres såkaldte dobbelte formandskab i graven. Det drejer sig om den aftale om deling af magten, som Løkke og Jensen indgik i 2014. Væk med den, siger Hjort nu. Der er kun én person i spidsen for partiet, nemlig Løkke, lyder det.
Siden har kredse i Venstre vendt kanonen mod Claus Hjort selv. De mener, at hans voldsomme kritik af Kristian Jensen kun forværrer Venstres problemer – både indadtil og udadtil. Og de er imod, at magtdelingen mellem Løkke og Jensen nu skal fjernes.
Kristian Jensen afviser at gå af og at opgive det delte formandskab.
Politisk uenighed
Den vilde og ret forvirrende Venstre-debat har drejet sig mere om debatform og magtbeføjelser end om politisk indhold.
Men balladen udspringer i sidste ende af en stærk politisk uenighed.
Kristian Jensen siger nej til Løkkes forslag fra valgkampen om en SV-regering. Venstres Ungdom støtter denne afvisning af en SV-regering. Det samme gør formentlig betydelige dele af partiet.
Men endnu er der ikke klarhed over, hvordan opbakningen i parti og folketingsgruppe fordeler sig på de to politiske holdninger. Det vil senest blive afklaret på Venstres landsmøde i november.
Løkke forskønner valgresultatet
Lars Løkke forsøger at overbevise sine partifæller og offentligheden om, at hans forslag om en SV-regering allerede gav stor vælgeropbakning i valgkampen.
Han henviser til, at Venstre i sidste del af valgkampen fik øget opbakning. Og han understreger, at Venstre var det parti, der oplevede den største fremgang i forhold til sidste valg.
Det er sandt, at Venstre fik et løft i slutningen af valgkampen. Sandsynligvis kom en del af dette løft fra vælgere, der var tiltrukket af tanken om et SV-samarbejde hen over midten.
Men Løkke glemmer at fortælle, at Venstre trods denne slutspurt fik sit næst dårligste valg i partiets nyere historie.
Løkke taler hele tiden om, at Venstre oplevede den største fremgang af alle partier i forhold til sidste valg. Men det hænger jo sammen med, at det sidste valg i 2015 var den rene elendighed for partiet.
Med kun 19,5 procent af stemmerne fik man det dårligste valgresultat i årtier. Så fremgangen ved årets valg faldt på en billig baggrund.
Næst efter bundskraberen i 2015 var de 23,4 procent af stemmerne, som man fik ved årets valg, faktisk partiets dårligste resultat siden 1994.
Opgøret er ude af kontrol
Så selv om man hentede noget i slutspurten, så havde Venstre ikke meget at råbe hurra over. Man har ikke formået at fastholde den position i vælgerbefolkningen, som især blev opnået under Anders Fogh.
Denne position skabte Fogh med et tæt samarbejde i blå blok. Løkkes forslag om SV-samarbejde har ikke kunnet genetablere denne position.
Lars Løkke tegner et misvisende billede af, hvor meget vælgerne bakker hans forslag om en SV-regering med mulig radikal deltagelse op.
Kampen i Venstre raser videre. Det rammer partiet hos vælgerne. Men skal man ud af det skadelige slagsmål kræver det en politisk afklaring af det store spørgsmål om, hvilken slags regering Venstre skal stile mod.
Foreløbig er man langt fra denne politiske afklaring. Opgøret fortsætter på alle niveauer, og ingen har overblik over, hvordan og hvornår man kan bringe det under kontrol.
