Labour på vej over i den rene marxisme

Jeremy Corbyn

Det britiske arbejderparti, Labour, indledte d. 21. september dets årlige landsmøde i den eksklusive sydengelske badeby Brighton. Udadtil har det afgørende programpunkt været en stilingtagen til spørgsmålet, om partiet i den standende strid vedrørende Storbritanniens udtræden af EU (Brexit) skal vælge side enten som et parti, der støtter Brexit, eller et parti, der støtter landets forbliven i EU – en strid, der er blevet udkæmpet mellem henholdsvis ”leavers” og ”remainers”. Men bag kulisserne har partiets hårde, venstreekstreme kerne omkring Momentum-bevægelsen, der i 2015 bragte Labours nuværende leder Jeremy Corbyn til magten, støttet af den almægtige fagforening Unite under ledelse af Len McCloskey, stille og roligt drejet kursen så skarpt til venstre, at man må gnide sine øjne en ekstra gang.

 

Den venstrevredne Corbyn er kendt som en glødende beundrer af den afdøde venezuelanske diktator Hugo Chávez og for sine venskabelige forbindelser til terrororganisationerne Hamas i Gaza og Hizbollah i Syrien. Han har i Brexit-striden opportunistisk forsøgt at holde en lav profil og ikke mindst i de seneste måneder bevidst undgået at tage endelig stilling for eller imod Brexit.

 

Til gengæld har hans håndgangne mænd, den erklærede marxist og Labours skyggefinansmnister John McDonnell og partiets kommunikationschef Seumas Milne, under landsmødet med Corbyns velsignelse i bedste stalinistiske manér forsøgt at rense partiet for dets mere mådeholdne personligheder, hvilket dog kun tildels er lykkedes. Således slog forsøget på at fjerne Labours næstformand, en fremtrædende ”remainer”, Tom Watson, fra sin post fejl, og mon han nu ikke bag kulisserne sliber sin dolk?

 

Alligevel fremstår en ganske vist svækket Jeremy Corbyn som landsmødets sejrherre. Et knapt flertal af de delegerede valgte nemlig at støtte hans Brexit-strategi og besluttede ved håndsoprækning, at partiet ikke skulle lægge sig fast i Brexit-spørgsmålet af frygt for at miste stemmer ved det næste parlamentsvalg enten til Nigel Farages pro-Brexit-parti eller til pro-EU-partiet The Liberal Democrats.

 

Mens dette udfald måske var forventet af de politiske kommentatorer, kom derimod lanceringen af en række andre programpunkter, de fleste udarbejdet af John McDonnell og konsorter, som lyn fra en klar himmel – sikkert ikke for Corbyn selv, der naturligvis med den ideologiske baggrund han har, begejstret har nikket sit bifald.

 

Mest opsigt vakte forslaget om at afskaffe alle privatskoler og nationalisere de tomme bygninger, legepladser og idrætsanlæg. Udover at dette initiativ helt klart er et angreb på de internationale menneskerettigheder, ville dette forslag betyde, at ca. 620.000 elever i de 2.400 privatskoler skulle overtages af folkeskolesystemet, hvilket ifølge de britiske medier vil koste staten ca. otte mia. kr. og naturligvis alene administrativt vil være et mareridt. En god portion ironi ligger skjult i den kendsgerning, at en lang række af de mest fremtrædende Labourpolitikere enten selv er blevet uddannet i privatskoler, som fx. Corbyn, eller sender deres børn i disse skoler, der generelt har et højt pædagogisk niveau, som fx. Corbyns gamle kæreste og nuværende skyggeindenrigsminister Diane Abbott. Vi kender hykleriet også her i landet, hvor flere venstrefløjspolitikere har måttet indrømme, at de ikke ville drømme om at sende deres børn i folkeskolen.

 

Men McDonnell  og Labours strateger har mere i godteposen med henblik på at skaffe stemmer til det næste valg. Tydeligvis er kravet om at nationalisere jernbaner, postvæsen og medicinalindustrien ideologisk dikteret – og klassisk socialisme. Derimod er løftet om at afskaffe receptafgift for alle, afskaffe TV- og radiolicens for ældre medborgere, der også, så snart de er fyldt 65 år, vil modtage gratis pleje, samt gøre offentlig transport gratis for alle under 25 år ren lokkemad for vælgerbaglandet. Dette gælder også forslaget om, at lejligheder og byggegrunde skal overtages af staten, hvis de forbliver henholdsvis tomme og ubebyggede i mere end seks måneder – et direkte angreb på den private ejendomsret. At regningen for disse godter bliver enorm og ovenikøbet skal betales, fejes bevidst under tæppet med klassekampparoler.

 

Men at Labour nok kan  få succes med denne overbudspolitik, viser en meningsmåling i forbindelse med McDonnells absolute hit: løftet, hvis altså Labour kommer til magten, om i de næste ti år gradvist at indføre en 32- timers arbejdsuge med fuld lønkompensation, hvilket 60% af de adspurgte hilste velkommen. Gennemføres forslaget, vil Storbritannien sandsynligvis have Europas korteste fire-dages arbejdsuge. McDonnell lægger ikke skjul på, at udgifterne til denne ”menneskeliggørelse af arbejdsmarkedet” i sidste ende vil koste ca. 100 mia. kr. om året, men undlader at forklare, hvor dette beløb skal komme fra – og denne undladelse gælder også finansieringen af de andre gyldne løfter.

 

Men læser man efter i partiprogrammet, fremgår det tydeligt, at Labour i den forbindelse vil anvende den klassiske socialistiske opskrift: en voldsom forhøjelse af arveafgiften og formue- og ejendomsskatten, der især – igen efter bedste socialistiske manér – vil ramme den sagesløse middelklasse samt en statslig gældssætning af svimlende størrelse. Forsigtige bud på de årlige udgifter, hvis Labours nye program skal realiseres, nævner et svimlende beløb på 600 mia. kr.

 

Men hvad gør alt dette, for “socialisme eller barbari er det eneste virkelige valg som Storbritannien har” udtalte John McDonnell under et politisk møde i Glasgow for nogle uger siden. Og til denne socialisme hører åbenbart også, hvilket blev foreslået på landsmødet d. 26. september, at Storbritanniens grænser skal åbnes for en ukontrolleret indvandring. Ligeledes skal udlændinge med bopæl i landet kunne vælge ved nationale valg. Her håber Labour altfor åbenlyst at fiske stemmer blandt de 3 mio. EU-borgere, der lever i Storbritannien, men mon ikke reaktionen i befolkningen på disse to forslag vil være tilsvarende negativ?

 

Så lad os slå koldt vand i blodet. Med Jeremy Corbyn som Storbritanniens premierministerkandidat er der gudskelov næppe nogen chance for, at Labour – trods partiets overbudspolitik – kommer til at danne regering. Ifølge det uafhængige meningsmålingsinstitut YouGov mener 54% af Labours vælgere, at Corbyn burde træde tilbage, og blandt alle vælgere var tallet hele 58%.

 

Årsagerne er mange. Foruden Corbyns uvilje til at vælge side i Brexit-debatten er ikke mindst hans passivitet i forbindelse med den radikale antisemitisme, der karakteriserer dele af hans parti, en hovedårsag til disse negative tal. Således dukkede aftenen før landsmødet begyndte et dokument op fra 2002 med overskriften ”Cairo Declaration”, der opfordrede til boycot af Israel og beskyldte landet for at begå folkedrab på det palæstinensiske folk. Og én af medunderskriverne var – Jeremy Corbyn! Dette jødehad har fulgt ham og dele af Labour op gennem de flg. år helt frem til i dag, hvor en plakat ved indgangen til landsmødet efter protester fra jødiske delegerede måtte fjernes. Plakaten viste Corbyn på en talerstol smykket med det palæstinensiske flag. Bag ham kunne man se tegningen af en pilot, der viser den israelske premierminister Benjamin Netanyahus ansigtstræk, i en jetjager dekoreret med den jødiske davidstjerne og med et missil, der er rettet direkte mod Corbyn.

 

Dette er primitiv antisemitisme, så det batter. Måtte den inkompetente men potentielt farlige Corbyn blive nedsænket i glemslens grav, idet man kan håbe, at fornuften vinder overhånd i det traditionsrige britiske arbejderparti med en ny generation af moderne og pragmatiske ledere, der afsværger antisemitisme og klassekamp som fx. den ovenfor nævnte Tom Watson.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…