Medierne sitrede af ophidselse, da Venstres folketingsgruppe fredag holdt sit sommergruppemøde. Det skyldtes et interview, som Berlingske i onsdags bragte med partiets næstformand, Kristian Jensen.
Jensen sagde nej til de tanker om en SV-regering, som Løkke luftede midt under valgkampen. Han mente, at man skulle ”aflyse” Løkkes ambitioner i den retning.
Det gav en dramatisk optakt til sommergruppemødet. Dramatikken fik en ekstra spand kul, da medier kunne fortælle, at Venstres grand old man, Claus Hjort Frederiksen, på mødet skulle have opfordret Kristan Jensen til at fratræde sine næstformandsposter i partiet og i folketingsgruppen.
Spændingen steg forud for det efterfølgende pressemøde, hvor Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen og politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen optrådte side om side.
Ville det hele eksplodere?
Men eksplosionen udeblev. Lars Løkke og Kristian Jensen havde tydeligvis indgået en våbenhvile. Pressemødet blev en parade af udglattende og nedtonende formuleringer fra de to Venstre-mænds side.
Samtidig gav Kristian Jensen en undskyldning for, at han var gået i pressen i stedet for at tage diskussionen i Venstres folketingsgruppe.
Politisk nederlag for Kristian Jensen
Sommergruppemødet blev et nederlag for Kristian Jensen. Dog ikke, fordi han gav en undskyldning. Når en politiker er gået solo med kontroversielle offentlige udtalelser, er det nærmest rutine at aflire en beklagelse over, at man ikke orienterede sine egne først.
Kristian Jensens nederlag var derimod politisk.
Det lykkedes for Løkke at fastholde sin handlefrihed. Herunder friheden til at søge et nærmere samarbejde med De Radikale og holde muligheden åben for en SV-regering.
Dermed kan Løkke fortsætte sit opgør med den politiske linje, som blev skabt af Anders Fogh Rasmussen – den vel nok stærkeste statsminister, som Venstre nogen sinde har haft.
Ingen selvkritik fra Løkke
Løkke slog som forventet fast, at Venstre naturligvis fortsat søger det tættest mulige samarbejde i blå blok.
Men han holdt et øget parløb med De Radikale åbent. Og han undgik omhyggeligt at udelukke et samarbejde med Socialdemokratiet, herunder et regeringssamarbejde.
Han forsikrede, at det ikke var, hvad han gik efter. Men han insisterede på, at det kunne komme på tale for at øge Venstres politiske indflydelse. Det havde Kristian Jensen ikke noget klart modspil til – derfor fremstod han som taberen.
Løkke øvede således ingen selvkritik for sine udtalelser om SV-samarbejde under valgkampen.
Men krigen med Kristian Jensen og andre kan brage løs igen, hvis han for alvor rykker tættere på den røde og den radikale del af dansk politik. Sådan at Venstre mere bliver et midterparti end et borgerligt parti.
Opgør med Anders Fogh Rasmussen
Foreløbig vides det ikke, hvor langt Løkke ønsker at gå for at søge indflydelse sammen med De Radikale og Socialdemokratiet.
Men han har i hvert fald indledt et opgør med den blokpolitik, som blev skabt af Anders Fogh Rasmussen.
Fogh så de store muligheder, der lå i at bringe Dansk Folkeparti ind i den politiske varme. Ved valget i 2001 satsede han på samarbejde i en borgerlig blok, der også omfattede Dansk Folkeparti, som de røde partier i den grad lagde for had.
Det gav en forrygende valgsejr til de blå og et systemskifte i dansk politik. Blå blok blev fuldstændig dominerende frem til folketingsvalget i år (bortset fra en parentes i 2011-15).
Denne meget stærke position fik Fogh skabt på en markant borgerlig profil i værdipolitikken, frem for alt i udlændingepolitikken. Dermed skabte han et stærkt tillidsforhold mellem Venstre og Dansk Folkeparti.
Det forhold røg på gulvet ved valget i juni.
Fremgang, men ikke noget at råbe hurra for
Lars Løkke argumenterer med, at blå blok nu har ændret sig. Den omfatter også et parti som Nye Borgerlige, der står på en række ultimative krav. Et sådant parti vil han ikke gøre Venstre afhængig af.
Derfor begyndte han under valgkampen at tale om samarbejde med De Radikale og muligheden for en SV-regering (eller SVR-regering).
I dag kan Løkke henvise til, at hans linje gav Venstre en fremgang på ni mandater (plus ét på Færøerne).
Der er næppe nogen tvivl om, at signalerne om bredt samarbejde trak et antal nye vælgere til Venstre i valgkampens sidste del.
Men ser man på det større billede var Venstres valgresultat bestemt ikke noget at råbe hurra for.
Nok fik partiet en vis fremgang. Men det var på baggrund af et meget dårligt resultat ved valget i 2015. Samtidig fik Venstre igen færre stemmer end Socialdemokratiet.
Da Anders Fogh førte sin markante borgerlige værdipolitik, fik Venstre langt flere stemmer, og partier var stærkere end Socialdemokratiet.
Lignede skoledreng
Men Kristian Jensen leverer ikke noget klart politisk alternativ til Løkke. Han har ikke noget, der ligner Foghs politiske power.
Derfor kom han på pressemødet fredag til at ligne en skoledreng, der blev sat på plads af læreren.
Dette var Kristian Jensens store nederlag.