Åben krig i Venstre: Kristian Jensen siger lodret nej til Løkkes ide om en SV-regering

Kristian Jensen (Foto:Venstre)

Venstres næstformand, Kristian Jensen, mener, at det borgerlige Danmark står i en bekymrende situation.

 

Der er brug for et genopretningsarbejde, medmindre Mette Frederiksen skal have lov at blive siddende meget, meget længe.

 

Udgangspunktet for det hele skal være at aflyse den ambition om en SV-regering, som Lars Løkke Rasmussen lancerede i valgkampen. Og som Kristian Jensen ikke kendte til på forhånd.

 

Sådan skriver Berlingske i sin udgave torsdag.

 

Det er i realiteten en åben krigserklæring til Lars Løkke Rasmussen.

 

Løkke udgav sidst i valgkampen en bog, hvor han slog til lyd for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

 

Det vakte voldsom harme i de andre partier i blå blok, som følte sig snigløbet. De oplevede at den borgerlige blok blev opløst med Løkkes udspil, som ikke var drøftet med dem.

 

Også i Venstre var der stor utilfredshed med denne kovending midt i valgkampen.

 

Blandt vælgerne var der dog mere forståelse for et samarbejde hen over midten. I hvert fald gik Venstre frem i meningsmålingerne og fik et pænt valg med fremgang.

 

Men nu går Kristian Jensen altså ud i offentligheden og undsiger direkte Lars Løkkes ide om en SV-regering.

 

Det sker tre dage efter et dramatisk gruppemøde, hvor Inger Støjberg blev vraget som medlem af gruppens ledelse.

 

Og det sker dagen før Venstres sommergruppemøde. Det kan blive dramatisk.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…