Ræverøde præster vil tage domprovst Gadegaards bastante synspunkter til sig med kyshånd

Kan man bruge kristendommen i samfundslivet? Skal man? Kan man f.eks. bruge Jesu bjergprædiken som en slags politisk kompas? Væsentlige spørgsmål er endnu engang til debat. 

 

Hvor politisk skal kirken være?

I den forstand, at kristendommen handler om det hele menneske, er kirken altid i en vis grad politisk – men aldrig partipolitisk. De fleste danske præster er ræverøde og vil tage domprovst Gadegaards bastante synspunkter til sig med kyshånd. Vi andre er mere skeptiske og (gen)læser – som en slags modgift –  Rudolph Arendts ”Evangelium og politik”, skrevet i 1971 som reaktion på ungdomsoprøret. Domprovsten opfatter sig selv som en oprører. Men er han i grunden det?

 

Denne lille og hurtigt læste bog består af en mere teoretisk del, efterfulgt af en praktisk: ti prædikener, hvor Gadegaard udfolder sine holdninger. Et af de bedre kapitler handler om forkyndelsens politiske dimension. Man kan uden problemer tilslutte sig Kaj Munks påstand om, at det er prædikantens forpligtelse at ”aktualisere evigheden”. Udmærket gøres der rede for den politiske prædikens faldgrubber, men man sidder efter endt læsning tilbage med en fornemmelse af, at Gadegaard ikke selv slipper helskindet igennem.  

 

En sviner til Søren Krarup og hans ”epigoner”

Bogen stritter i mange forskellige retninger. Der er gode afsnit, hvor man bliver klogere og får sat tingene ind i en sammenhæng, bliver opbygget og inspireret. Og så er der afsnit, hvor man synes, at kæden simpelthen hopper af. Domprovstens lyse og klare øjeblikke skæmmes fælt af det mørke, aggressive og ulideligt bedrevidende. ”Det er da indlysende, at…”.

 

Værst er kapitlet om Søren Krarups angiveligt nationalkristne ideologi. Det er naturligvis i orden at være uenig med Krarup. Men uenigheden bør udspringe af en saglighed og en vilje til at forstå modstanderens synspunkter. Gengivelsen af Søren Krarups synspunkter er i bedste fald forvrøvlet. Det hænger sammen med, at Gadegaard ikke begriber sagens kerne. Det er jo meningsløst at påstå, at Krarup påstår, at kun en hvid dansker skulle være ens medmenneske – for nu at sige det forenklet. Lignelsen om Den barmhjertige Samaritanker skamrides for 117. gang.

 

Kan man bygge og opretholde et samfund på Jesu bjergprædiken?

Det fører over i en kritisk overvejelse af Gadegaards hovedærinde: at der findes en særlig kristen etik, og at man ud fra skabelsestro og gudsrigetro kan afgøre sig klart i konkrete, politiske spørgsmål. Han citerer flittigt fra folk, der mener det samme som ham selv. Ingen stor kunst. 

 

Forfatteren har et meget ensidigt syn på mange ting. Palæstinenserne er gode, israelerne onde. Han påstår, at der i dagens Danmark er en udbredt antisemitisme. Hvor skulle den komme fra? Han påstår en udbredt islamofobi og forstår ikke, at der kan være en vis begrundet skepsis blandt danskere over for en totalitær ideologi, forklædt som religion, som i stigende grad tager magten i samfundet. De fleste danskere (og europæere) vil gerne hjælpe mennesker på flugt og i nød, men er ikke indstillet på massiv indvandring af mennesker, som ikke har ret meget positivt at bidrage med. Vi ønsker ikke en radikal ændring af befolkningssammensætning. Det gør os da ikke til racister. 

 

Gadegaard er ingen stor stilist. Sproget er noget tungt, med ophobning af mange substantiver. Hans engagement kan ingen være i tvivl om, men hvorfor denne pain in the ass-attitude. Desværre flytter bogen ikke noget, for synspunkterne er velkendte. Vi har ikke brug for flere fronter og skyttegrave.  

 

Anders Gadegaard, Tro mod politik. Kristne værdier – byggesten til en politisk etik.

Eksistensen 2019, 196 sider, 200 kroner. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…