Kommunismens sorte bog

Er jeg monstro den eneste i dette land, der godt kunne tænke sig lidt mere balance i udskamningen af historiens største forbrydere? 

 

I disse tider går næppe en dag uden at nazi-kortet bliver trukket mod nationalsindede og fædrelandskærlige borgere – omhyggeligt krydret med fy-ordene Hitler & Holocaust. Seks millioner myrdede jøder er et fuldstændigt uhyrligt tal, som forhåbentligt aldrig går i glemmebogen, men som ikke skal forhindre et fokusskift fra nazisme til en mindst lige så farlig ideologi, nemlig kommunismen. En ideologi, der slet ikke er blevet gjort tilstrækkeligt op med blandt menigmand og i lærebøger.


Ingen erklærede socialister (fx Pelle Dragsted, Pernille Skipper og Frank Aaen) kan mere gå i flyverskjul, efter at verden er blevet præsenteret for kommunismens sorte bog, der dokumenterer denne totalitære ideologis barbariske forbrydelser mod befolkningerne i samtlige kommunistiske lande siden 1917. 

 

Hvorfor skal der et fokusskifte til? Det skal der, fordi den bekæmp-uligheden-diskurs, der pt går hærgende igennem den vestlige verden, har sit afsæt i denne frygtelige utopi og dens udklækning af uhyrer som Stalin i Sovjetunionen, Mao i Kina og Pol Pot i Cambodia.  

 

Inspirationen til min kommentar, der skal bidrage til at rejse en skamstøtte for den kommunistiske ideologi og al dens uvæsen, udspringer af en nys afviklet rundrejse i Ukraine, hvor jeg i Kiev besøgte museet for det ukrainske folkemord ’Holodomor’. Ordet kan oversættes til ’udryddelse med sult’ og dækker over hungerkatastrofen i den daværende sovjetrepublik i 1932-33, der reelt var et folkedrab. Det sovjetiske diktatur skabte bevidst levevilkår for befolkningen i den hensigt at destruere grundstammen i den ukrainske befolkning.  

   

Høsten slog fejl i både 1932 og 33, men det ragede de sovjetiske myndigheder en papand. De beslaglagde en stigende mængde korn i landsbyerne, og de beboere, der enten nægtede at udlevere de krævede rationer eller forsøgte at gemme et lille forråd til deres familie, blev likvideret eller sendt i fangelejre. Mænd, kvinder og børn døde som fluer. For det var ikke kun korn, myndighederne lagde deres klamme hånd på, det var alle fødevarer. 

 

Dødstallet er så eksorbitant, at det er næsten umuligt at tage ind. Uanset en igangværende strid om det helt præcise tal, er der på museet gjort et vellykket forsøg på at illustrere omfanget af katastrofen, fordi hver eneste region / lokalitet har fået tildelt en montre med en bog, hvori navnene på de omkomne står. Montrerne står i en cirkel, og her kan besøgende få syn for sagn.  

 

Der har udspillet sig en større diskussion af, hvorvidt udsultningen var et decideret folkedrab. Således har Danmark interessant nok (endnu) ikke anerkendt betegnelsen. Officielt opfattes hungersnøden som en konsekvens af sovjetstatens fejlslagne industrialisering af landbruget og dårlige høstudbytter, men drivkraften var de sovjetiske magthaveres (Stalins) ønske om at knuse kulakkerne: De relativt velhavende og uafhængige bønder, der modsatte sig tvangskollektiviseringen. Frie mennesker med fod under eget bord vil ikke bare underkaste sig. 

 

I en aktuel debat om, hvorvidt den etablerede presse dækker virkeligheden korrekt, maner det til eftertanke, at to vestlige journalister i en film på museet afsløres som gedigne løgnere og håndlangere for sovjetstyret. Den mest berømte, eller skulle jeg sige berygtede, er New York Times journalisten Walter Duranty, der viste sig at være vældigt ferm til at skjule, at der reelt fandt et folkemord sted. For at det ikke skal være løgn fik manden Pulitzerprisen. 

 

Lad mig afslutningsvis gøre opmærksom på den amerikanske journalist Anne Applebaums bog om folkemordet ”Rød sult. Stalins hungersnød i Ukraine”. Den dokumenterer, at Josef Stalin stod bag fremstødet for at eliminere enhver national tankegang blandt bønder og intellektuelle i Ukraine. 

 

Kommunismen har fanden skabt. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…