Bog om Greta Thunberg: Klimakatastrofe og en udbrændt, svensk familie

Her er en beretningen om en dysfunktionel familie, som finder terapeutisk styrke i fuldbyrdet, fanatisk klimaengagement. Greta Thunberg og hendes skolestrejke og hendes dundertaler til verdens ledere har alle hørt om. Hendes mor, Malena Erman, har skrevet en bog om fænomenet.

 

Klimakatastrofe og en udbrændt, svensk familie

I de sidste tredive år har vi levet i en klimakamp mellem klimaaktivisterne og klimaskeptikerne. For de fleste kan det godt være svært at finde helt ud af, hvad der er op og ned i debatten. Seneste eksempel er et billede af en flok slædehunde, der kører gennem smeltevand på en fjord ved Thule i det nordvestlige Grønland. ”Klimakatastrofe”, råber klimaaktivisterne – og Morten Østergaard. Mere besindige forskere peger på, at der er tale om et helt almindeligt grønlandsk forårsfænomen.

 

”Scener fra hjertet” består af 92 korte ’scener’, som var der tale om et teaterstykke. Måske er det forfatterens fortid som operasangerinde, som spiller ind. Først får vi beretningen om en familie, der er ved at gå i fuldstændig opløsning p.gr.a. svære psykiske problemer. Det gør ondt at læse om først Gretas, så lillesøster Beatas sygdom. Mor Malena har også sit at slås med, mens far Svante vist er den eneste, som ikke har alvorlige diagnoser. De har dog alle fået det bedre siden august 2018.

 

Hvad er årsagen til, at flere og flere diagnosticeres med psykisk sygdom?

Anden del har overskriften ”Udbrændte mennesker på en udbrændt planet”. Flere og flere især unge mennesker, især af hunkøn, registreres med en eller anden psykisk sygdom. Nogle ville mene, at det skyldes forbedrede diagnosticeringsmetoder – eller en øget tendens til at ville diagnosticere alt. Ernmans forklaring er, at psykisk sygdom skyldes klimaforandringer – sådan lidt groft sagt.

 

Der er megen vrede og mange skældsord i denne bog. Det er for dårligt, at pressen ikke interesserer sig mere for klimaet! Det er evident, at Ernman fik en dårlig placering ved melodigrandprix’et i 2009, fordi hun havde protesteret over politiets afvikling af en homo-parade i Moskva! Det er surt med alle de lortepsykologer- og psykiatere, der befolker ’systemet’! Shit, shit, shit!

 

Undergangsfortællinger om klimaet kan være skadelige

Det er ikke rimeligt at bruge Gretas svære psykiske diagnoser som et argument imod hendes projekt. Men det er legitimt at sætte et stort spørgsmålstegn ved, om hendes aktioner er den rette måde at tackle klimaproblemerne på. At gå i panik er vel næppe løsningen på særligt meget. Det er hendes ukritiske følgere og promotors snarere end hende selv, der må vække bekymring.

 

Grundlæggende rejser denne bog problemet med sygelig alarmerethed og klimaradikalisering.  Og om, at alt for mange mennesker i denne verden hopper på den gode historie: at undergangen er nær, men en lille, skrøbelig pige skal nok redde os! En opvækst med angst og undergangsfortællinger er ikke en god cocktail. Som modgift kan man jo tage en kættersk slurk Bjørn Lomborg.

 

Falsk markedsføring

Bogen markedsføres under Greta Thunbergs navn. Greta er kun forfatter til de sidste 17 sider. Resten af bogen er skrevet af hendes mor. Det nærmer sig falsk varebetegnelse af sætte Gretas fremhævede navn først. Forklaring? Den enkle, at ingen aner, hvem Malena Ernman er, mens alle kender hendes 16-årige datter. Hvis man orker at læse dette kampskrift, kender man så også lidt til hendes mor, far og lillesøster. Men man er næppe blevet så meget klogere på klimaet.

 

Greta Thunberg m.fl., Scener fra hjertet

Politikens Forlag 2019, 240 sider, 250 kroner.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…