GUD VÆRE LOVET
**** 4 stjerner ud af 6
François Ozon (født 1967) er fransk filminstruktør og kendt for film som ”Dobbelt begær” (2017), ”Frantz” (2016) og ”Sitcom” (1998). Han har vundet flere priser for sine film og været nomineret til Guldpalmen i Cannes, Guldløven i Venedig og Guldbjørne i Berlin.
Hans seneste film GUD VÆRE LOVET stiller skarpt på pædofile overgreb inden for den katolske kirke med afsæt i virkelige begivenheder.
Handling
Alexander (Melvil Poupaud) er 40 år og bor i Lyon. Alt ser smukt ud på overfladen: Kærlig og køn kone, sammen med hvem han har fem søde og velopdragne børn, som bliver opdraget i den katolske tro. Der er også bedsteforældre i familien, og Alexander bestrider en vellønnet stilling som bankmand.
Facaden krakelerer, da Alexander opdager, at præsten, Fader Preynat (Bernard Verley/Yves-Marie Bastien), som har misbrugt ham seksuelt i barndommen, fortsat har embede i den katolske kirke. Og hvad værre er: Præsten har fortsat med børn at gøre.
Alexander kan ikke mere lade fortiden ligge. Han er langt om længe klar til at tage kontakt til kirken og fremføre sin anklage og opnår da også at få Fader Preynat til at indrømme sin skyld. Men det er er ikke nok for Alexander. Han ønsker, at kirken skal udøve sanktioner over for krænkeren og bortvise ham frem for at skyde sig ind under, at der er gået så mange år. Kirken må tage et selvopgør.
Ganske gradvist begynder bolden at rulle, da flere ofre melder sig på banen og beslutter sig for i fællesskab at stifte en forening ”Bryd tavsheden”. Vil det lykkes at få straffet Fader Preynat, og hvordan håndterer den katolske kirke, repræsenteret af Kardinal Barbarin (François Marthouret), anklagerne?
Misbrugeren fremstilles ikke som et uhyre
Emnet ’seksuelle overgreb på værgeløse børn’ er grumt og kan behandles på mange måder. Instruktøren har valgt at fortælle historien afdæmpet – med flashbacks – uden sensationslyst og med beherskede dramatiske virkemidler, hvilket fungerer rigtigt godt.
Undervejs flyttes fortællersynsvinklen fra Alexander til to andre ofre, og skiftet betyder, at perspektivet bredes ud. Filmen giver et frysende indblik i omkostningerne ved misbruget, der har ramt de tre hovedpersoner på forskellig vis, men hvor fællesnævneren er traumer og mistrivsel. Smerten rammer ikke bare de enkelte ofre, men også deres forældre, kærester og evt. børn.
Filmen er for lang, men fortjener ros for at afdække, hvordan den magtfulde, katolske kirke i en årrække har kunnet slippe af sted med at lægge låg på de mange overgreb. Forklaringerne er mange og nuancerede, og det tæller klart på plussiden, at misbrugeren ikke kun fremstilles som det uhyre, han også er, men et lidende menneske.
Tilbage står indtrykket, at et seksuelt overgreb på et barn af en person, der skulle værne og drage omsorg for dette barn, der er blevet ham betroet, nok er en af de værste forbrydelser, man kan begå. Måske den værste?
Længde: 137 minutter
- Medvirkende: Melvil Poupaud, Denis Ménochet, Swann Arlaud, François Marthouret m.fl.
- Instruktør: François Ozon
- Manus: François Ozon
- Premieredato: torsdag d. 28. november
