Kampen om Danmark – i romanform

Hvordan ser Danmark – og Europa – ud i 2039? Ulla Dahlerup har skrevet en fortælling, der fremskriver udviklingstendenserne.

Ulla Dahlerup: STORHEDSVANVID. En fremtidsgyser. Hæftet med flapper. 449 sider. Kr. 319. Skriveforlaget. Udkommet d. 17.1.19.

**** fire stjerner ud af 6

—————————————————————————————-

Ulla Dahlerup (født 1942) er forhenværende journalist på BT, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og har arbejdet som kulturmedarbejder på tv. Udover at være kendt som medstifter af Rødstrømpebevægelsen i 1970 og forfatter har hun gjort sin stemme gældende i udlændingedebatten, hvor hun i ti år havde flygtninge- og indvandrerkriminalitet som journalistisk stofområde.

 

Solid viden om massemigrationen til Europa ligger til grund for hendes seneste roman ”Storhedsvanvid”, som forfatteren selv genreplacerer som en fremtidsgyser.

 

Tid, sted og rum
Vi befinder os i året 2039 i København. Journalist Morten Skriver fører dagbog, og det samme gør hans søster, Emma, der er uddannet musiker, gift med Rasmus og med en lille søn Markus på fem.  De bor alle i samme hus, en stor gammel herskabsvilla i Charlottenlund, der også er Morten og Emmas barndomshjem.

 

Boligen har tilhørt Skriver-slægten i generationer og betegnes ”Dommerens hus”. Dommeren er Markus’ oldefar, Christian Skriver. Betegnelsen har han erhvervet i forlængelse af posten som formand for den kommission, der har stået for det juridiske arbejde i forbindelse med Danmarks udmeldelse af EU.

 

Efter ”Revolutionen” har han imidlertid mistet sit dommersæde i Højesteret. Der har ikke været en egentlig revolution, men et systemskifte efter et folketingsvalg. Her har ”Enhedsvejen” sammen med partiet ”Islamisk Fredsfront” tilsammen fået stemmer nok til at gribe regeringsmagten. Islamisk Fredsfront har kunnet mobilisere næsten alle muslimer i landet under parolen: Stem på os – eller I bliver smidt ud af landet!  Alliancen mellem de to partier har ændret det danske samfund til totalitær ukendelighed.

 

Det er Morten og Emmas farfar, altså Markus’ oldefar, der har sat sine børnebørn til at skrive dagbog for at sikre slægtens historie. Selv fører han en politisk dagbog, der skal bidrage til at imødegå forfalskninger fra senere forskere og historikere.

 

Den Demokratiske Republik Danmark
Morten angiver fortællerammen i sit allerførste dagbogsnotat: ”Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at Danmark nu hedder Den Demokratiske Republik Danmark, at kongefamilien holdes i husarrest, at dødsstraf for racisme og nationalisme er indført, og der tales tre sprog i Folketinget. Klassisk arabisk og tyrkisk er indført i folkeskolerne og engelsk er forbudt. Osmanner-Tyrkiet 2 er verdens førende islamiske stat. Vores erhvervsliv er overtaget af staten, selvejet afskaffet, og alle er lønmodtagere. Kun rederierne nåede for skummende knob at sejle deres containerskibe så langt bort, som bølgerne kunne bære.” (s.8)

 

Så er scenen sat.

 

Morten er ikke den eneste, der ikke kan acceptere tingenes tilstand. Stadig flere vil ikke finde sig i at blive undertrykt, og i at landet opdeles i lukkede sorte, brune og hvide zoner.  Ej heller i at sædelighedspolitiet kontrollerer kvinderne på gaden, og at alle skal gå i lange såkaldte ligeretsfrakker. Muslimske kvinder i sorte, danske og asiatiske i grå.
Der er madkøer foran statens halvtomme butikker, og på grund af den store tilvandring er boligudbuddet begrænset, hvilket betyder, at tre og fire generationer er nødsaget til at bo under samme tag. Således også familien Skriver, der dog gør dyd af nødvendighed i et tæt og kærligt sammenhold gennemsyret af ånd og dannelse.

 

Rytterstatuen af Frederik den Syvende er blevet fjernet, og over hele landet er rytterstatuer af fortidens kristne konger blevet omsmeltede. Nøgne statuer er forbudt i det offentlige rum.

 

De mest almindelige anklager ved arrestationer er anti-islamisk propaganda, og systemet har særligt personer med ’en dårlig familiebaggrund’ i kikkerten.  Til dem hører Skriver-slægten, hvis medlemmer næsten alle nægter at bøje nakken.

 

Journalist på ”Jagthunden”
Den fandenivoldske og kompromisløse Morten Skriver er journalist på landets eneste ikke-statskontrollerede medie ”Jagthunden”. Han lader sig under dække hverve som sikkerhedsvagt for en højtstående franskmand inden for FN-systemet, flygtningeorganisationen UNHCR. Denne hedder Marchel Butor og bliver respektfuldt kaldt kaptajn.

 

I et havehus i Sydhavnen, København, samles beskyttelsesgruppen for Butor og viser sig underligt nok at bestå af otte hvide europæere og 16 jihadister i fyrreårs-alderen. Den noget besynderlige sammensætning skal imidlertid vise sig at være led i en nøje udtænkt plan.

 

Herfra udvikler historien sig med overraskende drejninger og skæbnesvangre møder i kølvandet på især Butors beslutninger. En mand, der lider af storhedsvanvid.

 

En citatmosaik
Bogen igennem klippes der imellem de to søskendes dagbogsoptegnelser, så læseren kan få et indblik i både situationen på hjemmefronten med Emma som skribent, og i Mortens farlige færd i først Kosovo, siden Italien.

 

 En citatmosaik kan illustrere romanens centrale tematik:    

”(…)det kan da ikke være racistisk at holde af sit fædreland og forsvare det imod en muslimsk invasion.” (s. 176)

”I et hvidt, kulturkristent land kunne I aldrig have ændret befolkningens sammensætning uden at få ukritisk hjælp fra pressen og flygtningeorganisationerne (…)” (s. 340)

”I Danmark har truslen om at blive sendt til arbejdslejren i Thuleområdet i Grønland ændret indstilling hos næsten alle, der tidligere ikke ville hjemsendes til oprindelseslandet.” (s. 424)

”Der findes ikke noget rum, som er stort nok til at rumme pressens svigt.” (s. 426)

I parentes bemærket får især dagbladet Politiken en på bærret.

”(…)for min skyld kan muslimske kvinder gå med alle de tørklæder på hovedet, som de vil, men så er de IKKE DANSKE KVINDER, SELV OM DE ER FØDT HER. DE ER KOLONISTER.” (s. 436)

Korancitater indflettes med jævne mellemrum – mere eller mindre fermt integreret i selve handlingen – og det samme gør historisk viden om fx korstogene og islams fremtrængen i flere omgange i Europa.

 

Et godt spændingsplot
At kalde Mortens og Emmas optegnelser for dagbogsnotater er falsk genrebetegnelse på grund af de mange indlagte dialoger. Skiftet mellem de to synsvinkler fungerer imidlertid, og Ulla Dahlerup har fået skruet et godt spændingsplot sammen.

Personkarakteristikken nærmer sig indimellem triviallitteraturens stereotypier, og i visse passager skriger usandsynlighederne til himlen. Men til trods for mange bolde i luften og mange ærinder – indvandrings-og islamkritik, kritik af grådige, kyniske og egoistiske magthavere og politikere, kritik af magtmisbrug og hjælpeorganisationer, ikke mindst FN, kritik af dannelsestabet, kritik af de såkaldte Gutmenschen, kritik af medløberpressen i form af de etablerede medier – ender brikkerne med at falde på plads i det sindrigt og originalt udtænkte begivenhedsforløb.

 

Er romanen så meget ude i et politisk ærinde, at programerklæringerne skygger for den æstetiske oplevelse?  Både ja og nej. De litterære skikkelser er kun til dels troværdige, og de politiske budskaber undertiden for bastante. Omvendt, så fortjener et projekt, der i skønlitterær form har held med at formidle væsentlig viden om (Vestens knæfald for) islam, stor respekt og anerkendelse.

 

Antallet af stavefejl er katastrofalt
Bogen er for lang, og flere scener kunne med fordel have været strammet. Det værste er dog de mange stavefejl. Nærmest på hver anden side. Der bliver forhåbentlig overskud til en meget grundig korrekturlæsning, før andet oplag ser dagens lys.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…