Kampen mellem Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby om næstformandsposten i Venstre er i gang. Det første møde fandt sted i Sorø i går.
Partiets formodet kommende formand Jakob Ellemann-Jensen talte også på mødet. Men alle tager for givet, at han bliver valgt til formandsposten, og derfor samler den politiske interesse ved disse møder sig om posten som næstformand.
Her står der meget på spil. Meget mere, end om det lige bliver personen Inger Støjberg eller personen Ellens Trane Nørby, der vælges.
Valget af Venstres næstformand kan få konsekvenser for, om Venstre og blå blok kan fravriste Mette Frederiksen regeringsmagten ved næste valg.
To kandidater – to holdninger til udlændingepolitik
Opgøret mellem de to kandidater drejer sig først og fremmest om udlændingepolitikken.
På andre områder, for eksempel den økonomiske politik, ligger de ikke specielt langt fra hinanden. Men i udlændingepolitikken er der en mærkbar forskel.
Inger Støjberg er kendt som en strammer i udlændingepolitikken. Hun ønsker grænsekontrol. Hun vil have tæt styring af, hvem der kan slå sig ned i Danmark. Hun udtaler sig meget kritisk om muslimske parallelsamfund og de værdier, der trives her – jævnfør hendes kamp mod barnebrude.
Ellen Trane Nørby har ikke markeret sig så tydeligt på udlændingepolitikken. Men hun tilhører kredsen omkring den mangeårige næstformand Kristian Jensen. Og Kristian Jensen står for helt andre holdninger i udlændingepolitikken end Inger Støjberg.
Kristian Jensen trækker i retning af Det radikale Venstre i udlændingepolitikken. Inger Støjberg lægger sig derimod i traditionen fra Anders Fogh Rasmussen, der gjorde Venstre til Danmarks stærkeste parti – ikke mindst i kraft af en stram udlændingepolitik.
Nej til grænsekontrol, ja til islamisk tørklæde
Den Korte Avis omtalte i går, onsdag, et interview, som Kristian Jensen gav til Berlingske i 2017.
Her tog han afstand fra grænsekontrol. Han nævnte ikke, at grænsekontrol i Danmark og andre europæiske lande var afgørende for at bremse den enorme asylstrøm i 2015-16.
I samme interview sagde Kristian Jensen, at han ikke så noget problem i, at muslimske kvinder bærer islamisk tørklæde overalt. Det kunne være en skolelærer eller en ansat i kommunens borgerservice., må man kunne udlede af hans bemærkninger.
Han sammenlignede tildækningen af kvinder efter islams regler med, at danske kvinder blotter eller piercer deres navle …
Men islamisk tørklæde er en markering af, at kvinden følger Allahs bud – også når hun arbejder for kommunen. Er det et signal, som fremtidens Venstre ønsker at sende til danskerne?
S-regeringens løftebrud i udlændingepolitikken
Én ting er givet:
Mette Frederiksen ville gribe det med kyshånd, hvis Venstre slog ind på en sådan linje i udlændingepolitikken.
Hun er politisk afhængig af de røde partier, som ønsker en markant svækkelse af udlændingepolitikken. Det har allerede sat sit præg på den socialdemokratiske regering – blandt andet med flere alvorlige løftebrud.
Før valget lovede Mette Frederiksen, at flygtninge skulle sendes hjem, når forholdene i oprindelseslandene var fredelige nok. Men det er regeringen løbet fra: Nu kan de blive i Danmark, hvis de kan påberåbe sig at have et arbejde.
Før valget lovede Mette Frederiksen, at hun ikke ville undergrave kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen ved at hæve de sociale ydelser til flygtninge. Men det har regeringen nu gjort alligevel.
Sidste skud på stammen kom i går:
Før valget kritiserede den nuværende S-integrationsminister Mattias Tesfaye, at Inger Støjberg ikke var konsekvent nok med at få sendt folk, der reelt ikke var asylansøgere, hurtigt ud af landet. For eksempel folk fra Marokko og andre nordafrikanske lande.
Men nu vil den nyslåede minister alligevel ikke foretage sig noget i forhold til disse grupper (Berlingske).
Ikke mange tænder at bide med
Den slags slipper S-regeringen naturligvis meget lettere af sted med, hvis Venstre er svagt i udlændingepolitikken.
Den røde sejr ved folketingsvalget hang i høj grad sammen med, at Mette Frederiksen fik overbevist en del vælgere om, at hun mente det alvorligt med en stram udlændingepolitik.
Hvis Venstre skal punktere dette indtryk, kræver det, at partiet selv tegner en klar og stram linje i udlændingepolitikken.
Det er der ikke lagt op til med Kristian Jensen-Ellen Trane Nørby holdningen. Hvis man tilnærmer sig Det radikale Venstre i udlændingepolitikken, har man ikke mange tænder at bide med, når Mette Frederiksen skal kritiseres.
Derfor er valget af næstformand vigtigt
Det er klart, at hverken Inger Støjberg eller Ellen Trane Nørby vil komme til at lægge linjen i Venstre. Det vil Jakob Ellemann-Jensen – sammen med parti og folketingsgruppe.
Men det vil sende et klart politisk signal, hvem Venstres medlemmer vælger som næstformand. Og dette signal vil i høj grad påvirke vælgernes syn på, hvor de har Venstre i udlændingepolitikken.
Venstre har brug for en linje, der gør partiet troværdigt som garant for en stram udlændingepolitik. En linje, som samtidig kan gøre det klart for vælgerne, hvor meget Mette Frederiksen svigter for at tækkes de røde partier.