14.-15 februar 2015 slog Omar el-Hussein to mænd ihjel og sårede fem betjente. En forfattertrio kortlægger den dramatiske historie i en ny bog.
Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard, Natascha Rée Mikkelsen: TERRORISTEN FRA NØRREBRO. Jagten på Omar el-Hussein. Hæftet med flapper. Ill. 272 sider. Kr. 249,95. Politikens Forlag. Udkommet d. 11.2.2019.
**** fire stjerner ud af seks
”Terroristen fra Nørrebro” er en dokumentarisk-journalistisk fortælling, der bygger på samtaler med omkring 130 mundtlige kilder suppleret med skriftlige. Endvidere på dokumentation fremlagt i retssager, såsom vidneudsagn, videomateriale og tekniske beviser. Yderligere er der aktindsigter fra dels Københavns Politi, dels i radiokommunikationen fra Akutberedskabet.
Til baggrund skal også nævnes, at hverken Københavns Politi, Justitsministeriet, Politiets Efterretningstjeneste eller Rigspolitiet officielt har ønsket at medvirke i bogen. Hermed antydes anonyme kilder. Anonymitet har også været et krav fra kilder, der har frygtet repressalier fra et miljø, hvor man ikke taler med journalister (læs: bande- og kriminelle miljøer).
Hvad skete der i de dramatiske 13 timer?
Journalisterne Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard og Natascha Rée Mikkelsen har sat sig for at besvare følgende spørgsmål: Hvad skete der i de dramatiske 13 timer, hvor politiet jagtede gerningsmanden bag først terrorangrebet på Krudttønden, Østerbro, siden på den jødiske synagoge i Krystalgade, København? Hvem var han? Hvad var hans baggrund? Var angrebet planlagt eller spontant? Hvordan reagerede myndighederne? Effektivt og organiseret, eller var der fejl at lære af?
Skridt for skridt oprulles den 22-årige Omar el-Husseins terrorplanlægning og handlinger. Fokus ligger på de 13 timer, der går fra angrebet på Krudttønden til Omar bliver skudt om morgenen – og i fremstillingen krydsklippes mellem terroristens bevægelser rundt i København og myndighedernes beslutninger og (re)aktioner.
Undervejs indføres læseren i Omars livshistorie, der i en kombination af familieomstændigheder, kultur, ghetto-og bandemiljøer, uheldige valg og voldsparathed afgør hans skæbne: Han bliver jihadist, en muslim der fører ’hellig krig’ mod ikke-muslimer.
Terrororganisationen Islamisk Stat finder i Omar den helt rette modtager for deres budskaber på internettet: Angrib de vantro og vend det dekadente vestlige samfund ryggen. Målet er et kalifat.
Kæmpestor ros
Forfatterne fortjener en kæmpestor ros for deres grundige, detaljerede research, der hele tiden har (den selvfølgelig i realiteten ikke-eksisterende) objektive journalistik som navigationspunkt. Alle involverede skal komme til orde. Alle skal høres. På den baggrund er bogen værd at læse – og lære af.
Fx skal myndighederne lære af deres fejl. PET var således i besiddelse af en hemmeligstemplet såkaldt bekymringsliste med godt 50 navne, hvorpå Omars navn figurerede. Denne liste blev ikke delt med politiet.
Og hvorfor gik der så lang tid, før den jødiske synagoge blev beskyttet, når det var almindeligt kendt, at jihadister går efter jøder, fordi de udnævnes til en hovedfjende i islams helligskrifter? Angrebet på Charlie Hebdo fulgt op en gidseltagning i et jødisk supermarked i Paris burde have været i dugfrisk erindring.
”Denne bogs nye oplysninger om at Omar el-Hussein indsmuglede propaganda fra Islamisk Stat, mens han sad i fængsel, og at han stod på en liste hos PET, som Rigspolitiets bandeenhed aldrig fik kendskab til, giver anledning til at spørge de involverede myndigheder, hvordan oplysningerne er blevet brugt. Overså man, hvor radikaliseret han var – og kunne oplysningerne i sidste ende have forhindret et terrorangreb?
Hverken PET, Københavns Politi, Rigspolitiet eller Justitsministeriet har ønsket at kommentere dette.” (s. 224)
En opblødning af kritikken er dog på sin plads. I dag skal der holdes styr på så mange potentielle terrorister, at det er umuligt at undgå fejl. Ressourcerne er ikke ubegrænsede.
Der tages aldrig for alvor fat om nældens rod
Samtidig er ”Terroristen fra Nørrebro” et godt eksempel på, hvor langt det er muligt at nå for en journalist, der gerne vil have arbejde på DR og i de andre mediestøttede mainstreammedier. Der tages aldrig for alvor fat om nældens rod, der hedder islam, som en overordnet forklaring på Omars terrorhandlinger. Men det er islams helligskrifter, som legitimerer jihad mod de vantro, ikke mindst jøder.
Omar bliver i stedet først og fremmest gjort til offer – måske fordi forsvarsadvokat, sociale myndigheder m.fl. er temmelig blanke på islam(s 1400-årige) historie og jihad?
I hvert fald er tendensen at tolke jihadister, der udfører terrorangreb på fx Muhammed-tegnere og islamkritikere, som såkaldt ’enlige ulve’. Frem for i en ramme, der forstår jihadister som mennesker, der bliver næret af en totalitær ideologi forklædt som religion.
Af litteraturlisten fremgår det, hvilke bøger de tre journalister (ikke) har læst. Det er sikkert også grunden til, at de navngiver deres værk ’neutralt’: ”Terroristen fra Nørrebro”. Den korrekte betegnelse ville være ’Jihadisten fra Nørrebro’, men med den titel ville der været blevet tonet rent flag: Omar var i krig med Vesten, vestlige værdier og de vantro.
Den slags jihadister vil der komme mange flere af, fordi politikere og beslutningstagere – ligesom de tre journalister(?) – abonnerer på offer-indfaldsvinklen. Fremfor beskyttelse af vores stadig mere skrøbelige demokratier.
****************************************************************************
Om forfatterne:
Louise Dalsgaard (f. 1988.) Cand. comm. i journalistik fra Roskilde Universitet. Retsreporter i DR Nyheder. Har dækket terrorsagen fra Krudttønden, adskillige sager om Syrienskrigere og den seneste bandekonflikt i København.
Mette Mayli Albæk (f. 1988.) Retsanalytiker i DR Nyheder. Uddannet journalist fra DMJX. Har dækket krimi- og terrorstof for Morgenavisen Jyllandsposten og siden DR, deriblandt de seneste års terrorangreb i Europa.
Natascha Rée Mikkelsen (f. 1974.) Cand comm. fra Roskilde Universitet. Har arbejdet på forskellige programmer i DR og har i flere år beskæftiget sig indgående med bandekriminalitet og Syrienkrigere, bland andet i dokumentarfilmen Islamisk Stats danske soldater.