Valgkamp i en krydsild af ukvemsord
I denne uge blev jeg kaldt racist af en gymnasieelev, da jeg til en politisk paneldebat argumenterede for, at Danmark skal stå imod islamisering og for eksempel ikke tillade islamiske tørklæder for ansatte i den offentlige sektor.
I en pause efter debatmødet gik jeg ind på facebook, hvor jeg kunne se, at jeg og Dansk Folkeparti blev anklaget for at være levebrødspolitikere og have tilladt indvandring og islamisering af Danmark uden at røre en finger.
Kort sagt: angreb fra venstre og fra højre. Dansk Folkeparti er udsat for en voldsom krydsild for tiden. Multikulturalisterne kalder os angstfyldte racister og Nye Borgerlige kalder os hykleriske levebrødspolitikere, der aldrig har forsøgt at løse problemet ”fra bunden”.
De to anklager er lige dårlige.
Islamkritik har jo ikke noget med racisme at gøre. Racisme har med hudfarver at gøre, og hudfarver er komplet ligegyldige og har aldrig været del af Dansk Folkepartis retorik.
Den anden anklage, om at vi burde have ”løst udlændingeproblematikken fra bunden” er desværre lige så forvrøvlet. Det kan man jo ikke. I hvert tilfælde ikke, hvis man dermed mener, at Danmark skal være islamfrit om få år.
Dansk Folkeparti har selvfølgelig aldrig stillet i udsigt, at man kan løse problemet med indvandringen fuldstændigt. Dansk Folkeparti kæmper for den strammest mulige udlændingepolitik og kæmper imod islamisering. Det har vi lovet, og det har vi gjort, og det vil vi fortsætte med. Vi håber og ønsker, at det kan gavne Danmark, – men vi kan da ikke love et islam-frit Danmark, eller at den muslimske befolkningsandel ikke vil vokse. Sluserne blev åbnet i 1983, og vi lukkede dem så godt som muligt igen i 2002 og 2016. Men den skade, der er sket, kan ikke udbedres 100%. Man kan kun mindske den og stoppe eller formindske dens vækst.
Problemet for mit parti i denne valgkamp er ikke Dansk Folkepartis politik eller kommunikation, men de opskruede forventninger, som nogle personer har haft til, hvad Dansk Folkeparti kunne udrette, og som selvfølgelig må skuffes. For det har intet med virkeligheden at gøre. Det forsøger Nye Borgerlige nu at lukrere på ved at bygge deres politiske kerneargumentation op som en kampagne imod Dansk Folkeparti, selvom vi er det eneste parti, der siden 1995 har kæmpet for en stram udlændingepolitik og for et stop af islamiseringen af Danmark.
Der har måske været vælgere, der har troet, at Dansk Folkeparti lovede et muslim og islamfrit Danmark i 2020. Men det har vi selvfølgelig ikke. For det kan ikke lade sig gøre. Det, der kan lade sig gøre, og som vi arbejder benhårdt på er: asylstop, grænsekontrol, hjemsendelser, dansk kultur i førersædet og stop for islamisering.
Det har vi arbejdet på hele tiden og det arbejder vi videre med.
Hvis ikke, vi gør det, risikerer vi, at Danmark ikke er dansk om hundrede år. Og jeg ønsker, at Danmark består som et selvstændigt, dansk land mange, mange år ud i fremtiden. Den kamp er så vigtig, at det faktisk kan være lidt lige meget om politiske modstandere råber groteske ukvemsord som racist eller levebrødspolitker efter en. Når jeg tænker på, hvad Pia Kjærsgård og min egen far, Søren Krarup, igennem årene har været igennem af ubehageligheder for at sige tingene, som de er, så er valgkampens ukvemsord kun irritationsmomenter, som man selvfølgelig må ryste af sig og fortsætte kampen for det rigtige.
