Sagen mod Jaleh Tavakoli endte som en skamplet på Københavns Kommune

Jaleh Tavakoli

Jaleh Tavakoli er et klokkeklart eksempel på, hvordan ytringsfriheden er sat under stigende pres.  Hun er datter at en iransk kvoteflygtning, som kom til Danmark, hvor han siden fik mulighed for at blive familiesammenført.

 

I samfundsdebatten har Tavakoli som blogger og debattør forsøgt at informere om islam, bl.a. i bogen i ”Islams offentlige hemmeligheder”.

 

Tavakoli er imidlertid også mor til et plejebarn, som hun og hendes mand har draget omsorg for siden fødslen, og som familien ønsker at adoptere.

 

Efter delingen af en drabsvideo på nettet, der informerer om jihad, har familien fået Socialtilsynet på nakken: Myndighederne truer med at fjerne barnet fra familien – og har som begrundelse bl.a. Tavakolis deltagelse i den offentlige debat.

 

Det skete i et varslingsbrev 13. marts.

 

Sagen rejste et ramaskrig. I en leder i Berlingske 8. april stor der blandt andet:

 

”Når Socialtilsynet vil fjerne islamkritikeren Jaleh Tavakolis plejebarn efter deling af drabsvideo, blotter myndighederne sig for beskyldninger om en indskrænkning af ytringsfriheden”.

 

Ja, det tør siges, og kun en blind og døv kunne være uenig. Eller måske en politisk modstander i det offentlige system, der har følt sig kaldet til at udøve magtmisbrug? Går den, så går den. Og hvis man ikke kan få lukket munden på en islamkritiker med argumenter, kan man da altid bruge et plejebarn som våben.

 

Den gang i april tænkte jeg: Sagen stinker, og den pågældende, i hvis hoved – eller måske parti? –  den uanstændige aktion er udtænkt, står forhåbentligt til en fyreseddel.”

 

Det er jo den rene og skære totalitarisme, hvis medarbejdere i staten kan slippe af sted med denne form for vilkårlighed i magtudøvelsen.

 

Socialtilsynet fremturer med et krav om skærpet tilsyn
Men nej – i stedet for en fyreseddel og en stor fuldfed undskyldning – så fremturer Socialtilsynet nu med et krav om skærpet tilsyn.  Og det til trods for, at plejedatteren ifølge de instanser, der har med hende at gøre (ikke mindst skolen) siger tommelen op: Plejedatteren trives – og har det fint og klarer sig godt.

 

Der ligger allerede en kæmpe bunke papirer i sagen, og går man ind i substansen, er det stadig mere tydeligt, hvad den skjulte dagsorden er: De sociale myndigheder vil ikke afgive magt og bruger plejebarnet til at stække en politisk modstander.

 

Foreløbigt har Jaleh Tavakoli måttet opgive sin blog på Jyllands-Posten, fordi hendes rolle som samfundsdebattør konstant bliver brugt imod hende. Den skulle diskvalificere hende som plejeforælder. Trukket helt op: At deltage i den offentlige debat med synspunkter, der ikke er i overensstemmelse med diverse statslige myndigheders holdninger, udløser fra de samme statslige myndigheder en sanktion. Det er tæt på at være lige så grimt, som Kafka beskriver det i romangyseren “Processen”.

 

Hvordan kan jeg tillade mig at sige, at det handler om, at de sociale myndigheder ikke vil afgive magt? Den kan jeg, fordi Jaleh Tavakoli og hendes mand i årevis har forsøgt at få lov til at adoptere plejedatteren – og i øvrigt har et fint forhold til datterens biologisk mor. Men de statslige myndigheder sætter foden ned, for finder en adoption sted, kan de ikke mere skalte og valte med trusler om at fjerne plejedatteren fra familien. Dermed spiller de sig et politisk trumfkort af hænde.

 

Barnets tarv rager de sociale myndigheder en papand
Skidt med, hvad der er godt for barnet. Det rager de sociale myndigheder en papand.

 

For at skære det helt ud: At det helt klart er i plejedatterens interesse at blive optaget som fuldgyldigt medlem i familien via en adoption, springer de statslige myndigheder op og ned på.

 

Hele sagsforløbet er en skandale og demonstrerer en stadig mere totalitær stats magtudøvelse. Specifikt i forhold til Jaleh Tavakoli handler det om, at statslige myndigheder misbruger et plejebarn i den hensigt at stække en borgers ytringsfrihed.

 

Sagen om Tavakoli er en skamplet og må aldrig blive glemt.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…