Islamister overtager Frankrig, og franskmændene bøjer hovedet og lader det ske

Arkiv fra Frankrig, Skærmprint Le Parisien

Der kommer ikke borgerkrig i Frankrig

Guy Millière på Dreiz.info, den 26. november 2019

https://www.dreuz.info/2019/11/26/il-ny-aura-pas-de-guerre-civile-en-france/

 

Oversat fra fransk af Kirsten Valeur

Der har flere steder blevet skrevet om en mulig borgerkrig i Frankrig. Ivan Rioufol, som jeg sætter stor pris på, har rejst spørgsmålet og har sågar skrevet en bog om det. Eric Zemmour taler om en “kolonisering”og nævner somme tider muligheden for, at franskmændene gør modstand imod det, der venter dem.

Jeg må sige, at jeg ikke tror, at der kommer borgerkrig i Frankrig, og jeg tror heller ikke, at der opstår en modstandsbevægelse. Jeg har for ganske nylig forklaret grunden hertil, og jeg finder det nyttigt atter at understrege nogle hovedpunkter.

Eric Zemmour har ret på ét punkt: Der finder en kolonisering sted, og den spreder sig. Begivenheder som den, der blev fremprovokeret af en kvinde, der bar et langt, sort tørklæde i forbindelse med en skoleudflugt i Dijon, ville have været utænkelig for 15 år siden. En lang række andre hændelser ville også have været utænkelige. For 15 år siden havde der endnu ikke været nogen større islamistiske terrorangreb i Frankrig. No-go zoner havde taget form, men antallet af dem oversteg ikke 700 dengang. Unge muslimer brændte biler af for på deres facon at fejre den 14. juli eller den 31. december, men fænomenet havde endnu ikke antaget det omfang, som det har i dag. Der var voldtægter og seksuelle overgreb, men antallet var endnu ikke så højt som nu: gennemsnitligt 400 om dagen, og antallet forekom mig at være så stort, da jeg læste det, at jeg måtte kontrollere dataene for at være sikker på ikke at tage fejl.

 

 

For 15 år siden blev bøger, der sagde sandheden om islam, endnu ikke forvist til det bagerste hjørne på biblioteket, som om det drejede sig om pornografiske værker. Bemærkninger som dem, Eric Zemmour kommer med om islam, og som har givet Zemmour flere sagsanlæg, vredesudbrud, opfordringer til boycot og endda opfordringer til at slå ham ihjel, kunne dengang endnu fremsættes uden at fremkalde lige så intense og hadefulde reaktioner.

For 15 år siden tror jeg ikke, at Julien Odouls holdning til den tilslørede kvinde i Dijon ville have fremkaldt en næsten enstemmig indignation hos de store mediers journalister og den politiske klasse i Frankrig. Der ville ikke efterfølgende have været demonstrationer med muslimer, der fremstiller sig selv som ofre for udstødelse og forfølgelse, navnlig ikke så kort efter en muslims drab på en politimand fra politipræfekturet. Skilte med teksten “Hvis du ikke kan lide min pålædning, så forlad mit land” ville ikke kunne vises uden at afføde meget stærke reaktioner. Bemærkninger som dem, Yassine Bellatar – tidligere rådgiver for Emmanuel Macron – kom med for nylig, og udsagn om, at muslimerne ikke er et “assimilationsprojekt”, ville blive modtaget meget negativt. Ikke-muslimske demonstranter ville ikke i kor have råbt “Allahu akbar” få hundrede meter fra Bataclan, sådan som det skete for nylig ved afslutningen af en demonstration imod “islamofobi”.

 

 

Det, som nu sker i Frankrig, er et meget tydeligt tegn på opgivenhed og et forsøg på at bedøve befolkningen, som jeg med tristhed må sige virker i vid udstrækning. Folk er uden tvivl vrede, men de giver ikke udtryk for det. De politiske ledere siger intet, heller ikke med floromvundne vendinger, af frygt for at blive udstødt og skubbet langt væk fra mikrofoner og kameraer.

Eric Zemmour har modet til at tale om det og mærker konsekvenserne, men han er stort set den eneste, der fortsat kan sige det, han gør, uden at få hovedet holdt under vand indtil den mediemæssige døds indtræden. Renaud Camus, for bare at nævne en enkelt, er helt forsvundet fra skærmen og bliver konstant trukket igennem sølet uden at nogen oprøres over det. Bøger, der siger sandheden om islam, er ikke engang at finde i det bagerste hjørne på biblioteket, de står slet ikke på bibliotekerne. De er underlagt en boycot, og stort set ingen køber dem. En uge efter demonstrationen imod “islamofobi” var der en demonstration imod landets islamisering, der samlede ti gange færre mennesker end førstnævnte demonstration. Demonstrationen imod islamisering var organiseret af en markant gruppering på højrefløjen, men selv hvis den ikke havde været organiseret af en gruppe, tvivler jeg på, at der ville være kommet flere.

 

 

Opgivenheden lå der allerede latent inden urolighederne i 2005. Siden da er den blevet stadigt mere åbenlys. Den var tydelig efter terrorangrebene i 2015. Demonstrationen efter massakren i  Charlie Hebdos redaktionslokaler var præget af politisk korrekt underkastelse og ikke af handlekraft.

 

 

Efter massakrerne på Bataclan og i Nice var der kun stearinlys, blomster og tårer tilbage. Efter drabet på en politimand var der ikke engang stearinlys eller blomster, og tårerne så man ikke meget til.

Frankrigs kolonisering skrider fremad, og den er ledsaget af opgivenhed. Der er ingen tegn på modstand. Ingen handlekraft manifesterer sig.

Der er kun én part, der fører krig og rykker frem. Der er ingen forsvarslinier foran dem. Der er sågar stort set ingen, der tør at sige fra og erklære, at nu kan det være nok.

Bedøvelsen virker. Det sørger de etablerede medier og de politiske ledere for. Jeg ville gerne tænke, at det ikke er for sent. Det ville jeg virkelig. Men jeg kan ikke.

Jeg skrev for nogle måneder siden, at bedøvelsen fører til aflivning. Jeg ville gerne kunne skrive det modsatte i dag. Det kan jeg ikke. Desværre.

Er jeg pessimist? Hvis jeg her tilføjede flere faktorer, der kan beskrive Frankrigs hastige forfald, ville jeg virke endnu mere pessimistisk.

Bør jeg sige det? Jeg er pessimist. Jeg ville gerne kunne holde op med at være det. Jeg udgiver snart en bog med titlen Y a-t-il quelqu’un pour sauver la France ? (Er her nogen til at redde Frankrig?). Mere herom senere.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…