En HF-klasse i Holbæk skulle på besøg i en moské. Inden besøget fik eleverne en besked, der oprørte Vibeke Christensen. Beskedden gik ud på at eleverne skulle pakke sig ind. De måtte ikke komme med små shorts, nederdel og bare arme.
Det nægtede Vibeke at rette sig efter. Islam skulle ikke diktere hendes påklædning. Under de omstændigheder nægtede hun at møde op til besøget.
Det medførte, at hun blev noteret for fravær. Hun blev altså straffet af skolen for sin handling.
Selvfølgelig er der regler og sædvaner alle steder, men det har ikke været fremme i medierne, at den kvindelige studerende fra Nordvestsjælland havde tænkt sig at møde nøgen op eller bare iført undertøj. Konklusionen på presseomtalen af sagen må være, at hun havde tænkt sig at komme i det tøj, hun normalt går i.
Men det går åbenbart ikke i omgangen med islam, og HF-kursets leder mente, at det ville være rimeligt, hvis den studerende blev noteret for fravær.
Sagen udløste et ramasrkig på de sociale medier og andre steder med støtte til Vibeke. Og så ændrede skolen holdning. Hun blevet ikke længere noteret for fravær, men blev pålagt at skrive en opgave om islam.
Men det ændrer ikke på, at sagen er principiel. Den handler om hvorvidt islam skal have lov til at brede sig i det danske samfund.
Vibeke har selv kaldt det en sag om sharias indflydelse, som hun ikke vil bøje sig for. Det handler om kvinders ligestilling.
Og denne sag er langt fra den eneste, som viser islams voksende indflydelse og det danske samfunds føjelighed.
Flere andre sager
I København kan ledelsen i en moské næsten ikke være i sit tøj af begejstring over at byde en folkeskoleklasse fra Jylland velkommen i moskéen.
I Midtjylland bøjer en gruppe danske skolebørn i underskolen sig mod Mekka under ledelse af en jævnaldrende dreng af afrikansk oprindelse.
I København erklærer en bager med stor begejstring, at han har uskiftet traditionel gelatine med noget lavet af et okseprodukt, måske til de muslimske kunder, der gerne vil købe en regnbuekage, når de fejrer den københavnske pride.
Et stort hospital lige udenfor den københavnske kommunegrænse har besluttet, at mad til alle patienter skal være halal. Hvis maden ikke er halal, kan de få vrøvl med de muslimske patienter, der ikke holder sig tilbage, når det handler om at skaffe sig et ekstra privilegium. Ingen forventer at få vrøvl med flertallet af patienter – eller skatteborgere.
Vi ser tv-reklamerne med skolepigen, de gumler på et stykke slik og erklærer, at hendes slik skal være veggie, ja ja ja. Ikke noget med gelatine udtrukket af svin, som der ellers har været brugt, siden man begyndte at lave slik på fabrikker.
Han, hvis navn ikke må nævnes
Vi oplever at et socialt medie, der nærmest har monopolstatus, udelukker både debattører, organisationer og enkeltpersoner, der drister sig til at nævne navnet på en britisk aktivist og journalist. Ikke at denne nogensinde har opfordret til vold eller had, men blot fordi munden skal lukkes på ham.
Han skulle bare ikke have den frækhed at sætte fokus på én organiseret gruppe af mænd, hovedsagligt af pakistansk oprindelse, der gennem mange år har misbrugt unge britiske piger.
Vi har set et stigende antal af bilbrande, eksplosioner, skyderier og anden form for dominansadfærd.
Den ikke voldelige version ser vi i den offentlige debat, hvor mennesker med rod i en kultur, de ikke selv kunne drømme om at opholde sig i, mener sig udvalgt og kaldet til at fortælle os, hvordan vi skal indrette vores samfund, hvem vi bør stemme på og ikke mindst, at vi bør bruge mange flere ressourcer på dem, for de er nemlig ofre. Ofre for deres egen kultur, og den vil de gerne frelses fra – lige bortset fra, at det vil de alligevel ikke, når det kommer til stykket.
Er der andre end mig, der kan et mønster?
Man skal godt nok være om sig, hvis man vil have en kylling, der ikke er halalslagtet. Og man skal være villig til at betale tre-fire gange så meget for en, hvis den lader sig opdrive, og man skal være god til at aflæse slagterikoder, hvis man vil være sikker på, et den næste grillbøf ikke skal være halal.
Man kan vælge at vurdere halal som noget, der kun handler om, at der bedes en bøn over de slagtede kyllinger, men kan også se det lidt bredere og finde ud af, at alt den her halal breder sig som ringe i vand. Chokolade, slik, kemi, lægemidler og Gud ved hvad ellers får halalcertifikater, så muslimer ved, at de ikke kommer i kontakt med noget, der kan få deres religion til at få kvababbelser.
Islam får hjælp af dem
med hjertet på rette sted
Islam er på march i disse år. Og nej, jeg tror ikke, at alle muslimer glæder sig til at se os alle massakrerede og lemlæstede. Jeg har personligt mødt flinke, venlige og imødekommende muslimer, men jeg udsatte nu heller ikke deres medbragte ideologi for hverken kritik eller latterliggørelse. Jeg har en sart mistanke om, at de nok ikke havde været flinke, venlige og imødekommende, hvis jeg havde ytret kritik af den ideologi, de klamrer sig til.
Jeg tror, lagt de fleste muslimer dybest set er ordentlige mennesker, der har andet at lave end at marchere. Men de siger ikke fra, og på den måde bliver de til et tavst flertal, der lukker øjnene og lader de aggressive marchere.
Det vil være alt for let at udråbe muslimerne som fjenden over alle fjender. Muslimske krav om halal, om damesvømning, om badeforhæng, indpakning af damer, kønsadskillelse i offentlige bygninger, lemfældig omgang med straffeloven og accept af grotesk adfærd ville aldrig kunne gennemføres uden empatiske menneskers villige og aktive støtte.
Hvorfor de så aggressivt går imod de værdier, deres bedste- og oldeforældre led så mange afsavn for at kunne give videre, ved kun de selv.
Edmund Burke, britisk politiker og intellektuel formulerede i slutningen af 1700-tallet, at en nation formes af dem, der gik forud og allerede er døde, de nulevende og de, der endnu ikke er født, og at intet led har ret til at formøble sit arvelod, så der ikke er noget til næste led i kæden.
Brian Mørch, Byrådsmedlem og Folketingskandidat, Dansk Folkeparti
