IS-krigere skal straffes der, hvor deres forbrydelser er begået

Islamisk Stat smider en homoseksuel ud fra et højhus i Syrien i 2016

65 % af danskerne vil ikke at IS-krigerne med dansk statsborgerskab skal tages tilbage til Danmark. Kun 15 % ønsker det, mens 20 % siger ”ved ikke” iflg. Jyllands-Posten 22. februar 2019.

 

Jeg er enig med de 65 %. Dette enkle tal dækker imidlertid over at der er flere væsensforskellige grunde til at man kan mene at de ikke skal tilbage:

 

1. Moralsk tager jeg overhovedet ikke deres anger, undskyldninger og forklaringer for pålydende. Det er alt sammen blot bortforklaringer, forstillelse og fortielse i islams tjeneste: taqiye. Begrebet blev netop indført af shi’a-muslimske lærde o. år 900 for at shi’a-muslimer kunne overleve som minoritetstro under sunni-islamisk herredømme, men er siden også overtaget af sunni-muslimer, herunder dér, hvor de er mindretalstro, fx i Vesten[1]. Taqiye henter sin legalitet fra Koranens sure 3, v. 28 og sure 16, v. 105 – 106. Sure 3 blev ifølge den islamiske tradition åbenbaret Muhammed (c. 570 – 632) i Medina, hvortil han udvandrede 622 sammen med sine trosfæller og oprettede sit styre, mens sure 16 blev åbenbaret ham i sin fødeby Mekka. De to steder bør citeres, så læseren selv kan se strategien: Sure 3, 28:”De troende må ikke alliere sig mere med de vantro end med de troende – enhver der gør dette vil isolere sig selv fuldstændigt fra Gud, undtagen hvis du har behov for at beskytte dig selv mod dem. Gud advarer dig om at vogte dig for Ham: den endelige genkomst er op til Gud. Sure 16, 105-106 uddyber dette:” (105) Løgn fabrikeres kun af dem, som ikke tror på Guds åbenbaring: De er løgnere. (106) Med undtagelse af dem som med magt er tvunget til at sige at de ikke tror, skønt deres hjerte forbliver faste i troen, dem som forkaster Gud efter at have troet på Ham og åbner deres hjerter for vantro vil få Guds vrede over sig og en voldsom straf venter dem.” (Min oversættelse fra THE QUR’AN. A new translation by M. A. S. Abdel Haleem. Oxford World Classics. OUP, 2005, s. 36 & 173).

 

 

2. Sikkerhedsmæssigt. Jeg anser IS-krigerne for at være så stor en trussel både mod Danmarks indre sikkerhed på kort og langt sigt – og det vil sige en trussel mod den danske stat og det danske politiske system og den danske politiske kultur – og mod det enkelte menneske i Danmark, at de med alle midler bør forhindres i at komme tilbage til Danmark. Her vil jeg blot henvise til min artikel ”Islams Forestilling Om Retfærdighed” på RESPUBLICA[2]

 

 

3. Jeg mener at retligt set bør de forskellige lande, der har leveret IS-krigere til Irak og Syrien, holde fast i at det er Irak og Syrien selv, der som suveræne stater har jurisdiktionen til at retsforfølge IS-krigerne. Jeg vil her tage udgangspunkt i simple statsretlige og folkeretlige kendsgerninger.

 

Danmark er hverken ifølge dansk lovgivning eller folkeretten forpligtet til at hente danske statsborgere, som er strandede i andre lande, tilbage. Det gælder også sådanne, som der ude i det fremmede har gjort sig skyldige i grove forbrydelser, det være sig ifølge dansk lov eller ifølge opholdslandets lovgivning. Her tænker jeg først og fremmest på Irak og Syrien.

 

Alle, der opholder sig i Danmark – statsborgere eller ej, lovligt eller ulovligt er underlagt dansk personalhøjhed, det vil sige dansk lovgivning, dansk lov og ret. En dansk statsborger, der opholder sig i et andet land, er stadigvæk underlagt dansk personalhøjhed, og er således forpligtet til at overholde dansk lov og ret uanset, hvor i verden vedkommende måtte opholde sig.

 

Dette modificeres dog af, at hvis en dansk statsborger opholder sig uden for Danmark og i et konkret andet land, er vedkommende derimod her og nu forpligtet til at overholde opholdslandets love og bestemmelser. Opholdslandet har som suveræn stat ligesom Danmark ligeledes jurisdiktion over sit territorium[3] og er derfor berettiget til at hævde sin lov og ret over danskeren.

 

Da IS-krigerne primært har kæmpet i Irak og Syrien har de kæmpet imod disse to suveræne staters myndigheder. Her er det vigtigt holde fast i at Irak og Syrien begge på trods af revolutioner, krige og borgerkrige har bevaret denne suverænitet, som de opnåede i henholdsvis 1932 og 1946. Dermed har de folkeretligt set også bevaret den uindskrænkede territorialhøjhed over deres respektive territorier. Det er bl.a. blevet fremhævet i udtalelsen fra formanden for FNs Sikkerhedsråd den17. august 2015 vedr. alle af IS berørte lande, særligt Syrien og Irak[4]. Derfor er de danske IS-krigere ligesom alle andre landes IS-krigere i disse lande helt og holdent juridisk set underlagt de irakiske og syriske myndigheders myndighedsudøvelse på hver deres territorier. Denne myndighedsudøvelse har ganske vist i praksis været ulovligt suspenderet i det IS-kontrollerede område, men nu i takt med at IS-kalifatet er blevet nedkæmpet vinder Irak og Syrien deres faktiske territorialhøjhed tilbage også dér, hvor IS-kalifatet i nogle år har udøvet sin faktiske magt.

 

Derfor burde Danmark og andre leverandører af IS-krigere – og nu begrænser jeg mig til Syrien – både støtte genopbygningen af statsapparaterne i Syren og samtidig lade IS-krigerne indgå i de tillidsopbyggende foranstaltninger mellem styre og opposition, som nu skal finde sted, sådan som FNs nye, særlige udsending, den norske diplomat Geir O. Peterson netop fremhævede overfor Sikkerhedsrådet 28. februar 2019[5].

 

I det omfang styret ikke magter dette kunne man efter min mening overlade rettergangen mod IS-krigerne til den Internationale Strafferetsdomstol (ICC), der blev oprettet med Rom-Statutten i 1998, og som trådte i kraft 1. juli 2002. Den har sæde i Haag.

 

ICC blev oprettet som en såkaldt komplementær domstol, der skulle træde til, hvis myndighederne i et land ikke ville eller ikke magtede at føre de nødvendige[6] retssager med de nødvendige krav til retsstatslig upartiskhed. Faktisk kunne man efter at have læst William A. Schabas i øvrigt fremragende værk om ICC tro at ICC nærmest var forudbestemt til denne rolle i Syrien.

 

ICC knytter i sin tilblivelse an til både Nürnberg- og Tokyo-tribunalerne efter Anden Verdenskrig og den kan pådømme sager vedrørende folkemord, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser, herunder mord, voldtægter, tortur, slaveri, osv.. Forbrydelserne, som ICC er kompetent til at pådømme, findes opregnet i Rom Statuttens art. 6, 7 og 8.

 

Syrien har underskrevet Rom-Statutten i 2000, men ikke ratificeret den[7]. Det udelukker imidlertid ikke oprettelsen af strafferetsdomstolen i det konkrete tilfælde. Hertil kræves enten den syriske regerings accept eller en resolution fra FNs Sikkerhedsråd, der er vedtaget med henvisning til FN-pagtens kapitel 7 eller artikel 39[8].

 

Retten burde sættes på syrisk jord for at tydeliggøre at den midlertidigt erstatter det syriske retsvæsen og dets udøvelse af den syriske stats territorialhøjhed. Det siger sig selv at de dømte skal afsone deres straf i Syrien. Det er fuldt lade-sig-gørligt, da ICC ikke kan idømme dødsstraf, kun livsvarigt fængsel.

 

Den 6. marts 2019, Henning Duus

 

[1] ) Caroline Fourest: BROTHER TARIQ – The Doublespeak of Tariq Ramadan. Encounter Books, 2008, s. 25ff.

[2] )  http://www.respublica.dk/?cat=144

[3] ) Peter Germer: Indledning Til Folkeretten. 3. udg.. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2004, s. 22ff og Ole Spiermann: Moderne Folkeret. 3. omarbejdede udgave, 2006, s. 265ff.

[4] ) https://undocs.org/S/PRST/2015/15

[5]) https://news.un.org/en/story/2019/02/1033792

[6] ) William A. Schabas: An Introduction to the International Criminal Court. 2. ed. Cambridge University Press, 2004, s. 86.

[7] ) https://treaties.un.org/Pages/ViewDetails.aspx?src=TREATY&mtdsg_no=XVIII-10&chapter=18&clang=_en

[8] ) William A. Schabas:”The International Crime Court and Non-Party States” I Windsor Yearbook of Access to Justice. Vol. 28, No. 1, 2010, ss 1 – 21.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…