Indvandring vil blive forsøgt undertrykt i valgkampen, men sandheden er, at Europa er ved at begå selvmord

Europas sælsomme død

Der er snart folketingsvalg. Venstrefløjen og de politisk korrekte medier vil gøre, hvad de kan, for at holde udlændingepolitikken ude af valgkampen. De vil tale klima, de vil tale sundhedspolitik, og de vil påstå, at indvandringen er under kontrol: Se bare, hvor få asylansøgere, der kommer om året.

 

Især statistiske fremskrivninger om befolkningens ændrede sammensætning skal holdes ude af debatten.

 

Men kendsgerningen er, at ikke-vestlige indvandreres andel af befolkningen vokser støt i Danmark og i andre vesteuropæiske lande. Det betyder døden for Europa, som vi kender det. En befolkningsudskiftning er i gang.

 

Europa er i gang med at begå selvmord
Så Europa er i gang med at begå selvmord. Eller i det mindste har dets ledere besluttet sig for at begå selvmord. Om det europæiske folk vælger at følge trop er naturligvis en anden sag.

 

Gør europæerne det, vil vi have mistet det eneste sted i verden, vi kunne kalde ’hjem’.  Og det mest sandsynlige scenarie pt er, at vores europæiske kultur ikke vil overleve. Det er blandt andet beskrevet i Douglas Murrays bog ”Europas undergang” (udkommet på dansk 2018).

 

Der ikke en enkelt årsag til Europas sygdom, skriver han. Men de to vigtigste årsager er A. Massetilvandringen fra 3. og 4. verdenslande, 2. Europa har mistet tilliden til sine overbevisninger, traditioner og legitimitet. Mere end noget andet kontinent er Europa tynget af skyld over sin fortid.

 

Vi europæere ved godt, at vi ikke kan blive indere eller kinesere. Alligevel forventes det, at vi tror på, at hvem som helst i verden kan flytte til Europa og blive europæer.

 

I det 20. århundrede kom den kristne religion til at betyde stadig mindre i det 20. århundrede. I kølvandet opstod trangen til at demonstrere, at i det 21. århundrede havde Europa en i sig selv hvilende struktur af rettigheder, love og institutioner, som kunne eksistere ganske uden den kilde, der havde givet dem liv.

 

I stedet for religion kom det oppustede menneskerettigheds-sprog – i sig selv et begreb af kristen oprindelse. Fulgt af det store spørgsmål om nationalstatens position og formål.

 

De europæiske folk har været imod migrationspolitikken
Fra første færd har store dele af de europæiske oprindelige befolkninger været imod deres regeringers migrationspolitik.

 

At være imod indvandring eller bare at påpege dens negative konsekvenser blev truende for renomme, karrierer og levebrød. Til trods for at der kom stadig flere artige afsløringer frem om vold, overgreb og kriminalitet begået af immigranter.

 

Historien er med små variationer den samme i alle de vesteuropæiske lande. Måske blev der ikke for alvor gjort noget for at vende udviklingen, fordi ingen magthaver troede på, at der kunne gøres noget. Hvis denne opfattelse var en politisk sandhed, så forblev den usagt. Ingen kunne blive valgt på en sådan platform, så en kontinental tradition rejste sig med politikere, der sagde ting og aflagde løfter, som de vidste var uopnåelige.

 

Folk måtte lære at leve med det.

 

Løgnene om migration
Politikere og andre magthavere søgte at sælge løgnen om, at migration var en økonomisk gevinst for værtslandene. Den konklusion kunne kun drages ved at manipulere med fakta og gøre enkeltstående, exceptionelle succes-historier til ’gennemsnitsimmigranten’.

 

Den anden magthaverløgn hævdede, at Europas aldrende og barnefattige befolkninger skulle erstattes udefra. Frem for at lave politiske initiativer i forhold til den indfødte befolkning: Hæve pensionsalderen og få sat de mange unge arbejdsløse i arbejde. Hvorfor importere ufaglærte arbejdere, når der allerede er så mange ufaglærte i Europa?

 

Murray er rejst rundt i det meste af Europa og har bl.a. besøgt en række af de steder, hvortil immigranterne først kom(mer), fx Lampedusa. Han anslår, at omkring 80 procent af de tilrejsende er unge mænd. De er kommet på vegne af deres familier, og med tiden håber de at kunne sende penge tilbage til dem. Mest af alt håber de på, at deres familier kan slutte sig til.

 

Det er praktisk taget umuligt at skelne mellem ægte flygtninge og økonomiske migranter. Bl.a. fordi modtagesystemet ikke fungerer og alle de tilrejsende ikke bliver registreret og deres papirer undersøgt. Hvis de da ikke har smidt papirerne væk, hvad der undertiden kan være det smarteste.

 

De uretmæssige tilkommende bliver ikke sendt hjem igen. Det gør de kriminelle heller ikke. Det er lettere at lade dem forsvinde ind i Italien og videre i Europa end at holde lovens linje.  Sandheden er, at når man først har overlevet Lampedusas havstrøm, er man i Europa for bestandig.

 

2015 er skæbneåret
2015 er skæbneåret, hvor katastrofen for alvor går op for de brede befolkninger. Det år, hvor folkevandringen finder sted på de europæiske motorveje. Omkring 400.000 migranter bevægede sig igennem ungarsk territorium, og den tyske kansler Angela Merkel udtalte de berømte ord: ”Wir schaffen das”.

 

Da Europa først havde indset, at indvandrerne var kommet for at blive, udspaltede der sig to modsatrettede opfattelser, som ikke desto mindre levede side om side i flere tiår:

  1. Forestillingen om, at europæiske lande kunne være en ny type multi-racemæssigt, multikulturelt samfund, som hvem-som-helst hvor-som-helst-fra i verden kunne komme til og så slå sig ned i. Et synspunkt, der aldrig vandt genklang hos andre end eliten, der bestræbte sig på at lave værtsnationernes historie om. Som fx at Europa altid havde været indvandringslande. Fx at alt i den vestlige civilisation faktisk stammede fra den islamiske verden. Europas stort set monokulturelle fortid skulle tilpasses den særdeles multikulturelle nutid.

 

  1. Forestillingen om, at det hele var en løgn – og at den almindelige europæers oplevelse af virkeligheden overtrumfede enhver officiel statistik og undersøgelse, der bekræftede fordele ved indvandringen. Overalt kunne borgerne se, hvad deres politikere ikke kunne: At til trods for indbyrdes forskelle de forskellige europæiske lande imellem, havde hvert eneste land haft fiasko med at assimilere de nytilkommende.

 

Skyd budbringeren
De røster, der har advaret er blevet forfulgt og udnævnt til de egentligt skyldige. Efter princippet: Skyd budbringeren.

For pressen var sagen oplagt: En kombination af frygt, fejhed og en internalisering af truslen fra islamisk indvandring. I mellemtiden kunne politikerne ikke konfrontere sig med problemet, fordi de var ansvarlige for at indføre det i Europa.

 

Andre tog dog bladet fra munden: Fx i 2008 på et møde i Køln, hvor den daværende premierminister, i dag præsident, Erdogan fortalte en mængde på 20.000 tyrkere, der boede i Tyskland, Belgien, Frankrig og Holland: ”Jeg forstår udmærket, at I er imod assimilation. Man kan ikke forvente, at I skal assimilere jer. Assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden”.

 

Skyldkomplekset
Skyldkomplekset gik hærgende igennem Europa. Under banneret: Europa har ikke noget andet valg end at tage imod enhver, som vil ind. Ikke at tage imod var det samme som at være nazist.

 

Hvad angår kravet om mangfoldighedens velsignelser og europæernes pligt til at tage den på sig på, stiller Murray spørgsmålet: Hvorfor ikke påtvinge Saudi-Arabien mangfoldighed, når mangfoldighed og multikultur er så godt?

 

De åbne grænser blev bakket op af stærke kræfter. Ikke mindst milliardæren George Soros har brugt store summer på at finansiere pressionsgrupper og institutioner, der arbejder for åbne grænser og fri bevægelighed for migranter ind og ud af Europa.

 

At voldtægtstallet er steget i takt med migrantstrømmen står i dag uden for diskussion, selv om det lykkedes i årevis at holde sandheden under låg. Den etablerede presse gjorde sit til at mørkelægge, men kunne ikke lukke ned for blogosfæren.

 

Alt for sent blev det klart, at strømmen af først og fremmest unge mænd ikke var flygtninge, men økonomiske migranter. Endvidere at de europæiske samfund er de første i verdenshistorien, der via sociale ydelser har betalt folk for at angribe dem.

 

Politikerne er i færd med at ændre Europa for altid
Europa er ramt af træthed og udmattelse på grund af et tab af mening.  Måske fordi tidligere tiders energi kom fra kontinentets religion, kristendommen, der var under angreb.  Europa havde mistet sin grundlæggelseshistorie.

 

Men kristendommen kan ikke bare ignoreres, for ingen i Vesten kan være fuldstændigt ikke-kristen. Den moderne sekulære verden er i sig selv et kristent skaberværk, og efterkrigstidens menneskerettighedskultur er i virkeligheden en sekulær version af den kristne samvittighed.

 

De sidste 50 års gode held og lykke har udvisket vores forståelse af tilværelsens tragiske dimension: At vi kan miste ALT. For selv om massemigrationen bliver solgt som en humanitær sag, er der i virkeligheden tale om, at der bliver erobret territorier.

 

Politikerne er i færd med at ændre Europa for altid – og de vil ikke blive tilgivet.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…