En 23-årig mand med bosnisk baggrund har gjort sig eftertrykkeligt bemærket hos politiet i Østrig. Han er taget i at køre bil uden kørekort … vel at mærke 45 gange.
Han har også andre ting på samvittigheden. Han har for eksempel haft en hobby med at bygge sine biler om – ulovligt.
Derudover har han lavet noget plat og svindel. Sammenlagt har han måttet betale store beløb i bøder.
Men det er først og fremmest de uendelig mange gange, hvor han er blevet taget i at køre uden kørekort, som har fået myndighederne til at tabe tålmodigheden.
Ud!
En embedsmand citeres for at sige: ”Det er en udbredt opfattelse, at det ikke har nogen konsekvenser, hvis man kører bil uden førerbevis. Men den holder ikke.”
Det blev gjort meget klart for bosnieren, at nok er nok: Han blev simpelt hen smidt ud af landet!
Nu ’gad’ man ikke ham længere.
Kørslen uden kørekort var ikke den eneste årsag til udvisningen. Men den vejede tungt. Meget forståeligt betragtede myndighederne det som en hån mod retssamfundet, at bosnieren bare blev ved med sin grove lovovertrædelse.
Så man besluttede sig for at koble færdselslovgivning og udlændingelovgivning sammen.
Trafikalt parallelsamfund
Problemstillingen med indvandrere, der kører uden kørekort, er mildt sagt ikke ukendt i Danmark. Bare spørg de politifolk, der for eksempel laver færdselskontroller i Aarhus Vest.
Det er et regulært trafikalt parallelsamfund, hvor man ofte kører efter de regler, der passer én. Og det bliver man ved med trods politiets behjertede indsats.
Men vi har vist nok endnu til gode, at vejenes vaneforbrydere ligefrem udvises af landet.
Hvem ved, måske kan der hentes lidt inspiration i Østrig…