Indlæg fra læserne 9. juli: IS-krigerne # Biskoppelig fodfejl # Minimumsnormeringer # Øgede skatter # Banksektoren # Jeppe på bjerger # Det udvalgte folk # Har vi demokrati i Danmark?

IS-krigerne

Af Morten Dreyer

 

Regeringen er i fuld gang med at bryde loven ved at ville hjemtage IS krigeres børn og koner.

 

Loven er ret klar:

 

For IS børn samt familie er opholdstillladelsen bortfaldet. i følge § 17. Stk. 2. “Ud over de
tilfælde, der er nævnt i stk. 1, bortfalder en opholdstilladelse, når en mindreårig udlænding har
opholdt sig uden for landet i mere end 3 på hinanden følgende måneder på genopdragelsesrejse eller
andet udlandsophold af negativ betydning for skolegang og integration. Der er Bekendtgørelse af
udlændingeloven.”

 

Har børn og koner været udrejst i mere end 3 måneder, så har de selv misligholdt deres
opholdstilladelse. Og Danmark har ingen forpligtelser overfor dem.

 

Hvis den nye regering sætter embedsmænd i gang med hjemtagelse, så er det ulovligt.


 

Biskoppelig fodfejl 

Af Visti Christensen

 

Danmarks nye kirke- og kulturminister hedder Joy Mogensen. Hun er nu fhv. borgmester, og er kendt for sin generelt gode ledelse af Roskilde kommune.

 

På flere måder er hun en moderne kvinde med et fremskridtsvenligt syn på tingene og en god sans for diplomati, samarbejde og fredelig sameksistens.

 

Det sidste kom bl. a. til udtryk i forbindelse med tilladelsen til opførelsen af en tyrkisk, muslimsk moske i hjertet af Roskilde, hvor hun både holdt tale og foretog det første spadestik.

 

Nu kan man vel ikke klandre den nye kirke- og kulturmister for teologiske fodfejl. Heller ikke selvom Roskilde jo har en særlig plads i Danmarks historie og især Danmarks kirkehistorie.

 

Men det samme kan ikke siges om Roskildes biskop siden 2008: Peter Fischer-Møller. Også han deltog ved den indledende højtidelighed omkring moskebyggeriet.

 

Ligesom flere andre fra vort evangelisk-lutherske bispekollegium havde han ikke noget problem med at tale om religionsfrihed sammen med den Imam, som holdt hovedtalen ved seancen.

 

Det er, som om nutidens biskopper ser det som deres fornemste opgave at fremme dialog og gensidig forståelse fremfor at opretholde Luthers klare afstand til Muhammeds falske lære.

 

Salmedigteren Hans Christensen Sthen var anderledes klar i mælet, når han i sin kirkebøn fra Domkirken i Helsingør bad Gud bevare os ”fra Tyrkens (muhamedanernes) mord og Pavens hor”. 

 

Imamens tale var dels på tyrkisk og dels på dansk. Men oplæsningen fra koranen er altid på arabisk, og man kunne frygte, at det handlede om, at Allah ville udslette de vantro jøder og kristne.

 

Men også de seneste årtiers kirkeministre har været optaget af gensidig religiøs forståelse, og ikke af den hovedopgave, som både kirkeministre og biskopper burde have som første prioritet.

 

Sjællands første evangeliske biskop nåede i løbet af få år efter reformationen at besøge samtlige stiftets præster og sogne, hvor han underviste unge og gamle om en ret kristelig adfærd og levevis.

 

Samtidig sikrede han sig, at de lutherske præster virkelig havde forstået Evangeliets dagklare lys, så de ikke henfaldt til Maria- og helgendyrkelse efter gamle katolske opskrifter. 

 

Men den gamle praksis m.h.t. biskoppernes tilsynspligt over for præsternes forkyndelse er ikke længere gængs. Nogle præster når end ikke at få besøg af deres biskop i hele deres embedsperiode.

 

Kirkeministres indsigt i porteføljen er heller ikke hvad det har været. Et eksempel er den radikale Manu Sareen, der i hast måtte konvertere fra hinduismen til kristendommen. Bare for god ordens skyld.

 

Man kan ikke forlange, at kirkeministre skal efterleve Præsteløftet. Men det kan man af biskopperne, der som præster i folkekirken har underskrevet det skriftlige løfte, som lyder således:

 

“Jeg N.N., som er lovligt kaldet til ……… og som i min samvittighed ved mig fri for at have benyttet noget uhæderligt middel for at komme ind i dette embede, lover for den alvidende Guds åsyn: Først: at jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger, med al ærefrygt og sømmelighed forvalte de hellige sakramenter efter Kristi indstiftelse, og såvel her som ved de øvrige hellige handlinger udføre alt i overensstemmelse med de for folkekirken gældende forskrifter.

 

Fremdeles: at jeg efter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse; (min fremhævelse) samt at jeg troligt vil arbejde for ungdommens kristelige oplysning og vejledning. Endelig: at jeg vil stræbe efter, ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig til dette hellige embede, og beflitte mig på, som det sømmer sig en ordets tjener, at foregå menigheden med et godt eksempel, således også udførelsen af min tjeneste i dennes forskellige dele med al skyldig lydighed rette mig efter de kirkelige love og anordninger og mod foresatte og kaldsfæller udvise et sådant forhold, at der ikke med grund skal kunne føres klage over mig. Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil vil give.” 

 

Sproget er ikke opdateret, men meningen er ganske tydelig. Så at der er sket et skred i Folkekirkens ledelse og målsætning synes uden for enhver tvivl. 


 

Hvem skal betale for minimumsnormeringer?

Af Kristina Jørgensen Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget (DF)

 

Folketingsvalgkampen var foruden klimaspørgsmålet i høj grad også præget af temaet omkring minimumsnormeringer. En relevant og vigtig debat.

 

Men helt som frygtet, så står vi nu her med en lovning på, at der skal indføres minimumsnormeringer men uden nogen som helst udmelding om, hvordan finansieringen skal ske. Man vil ikke engang komme med et bud på, hvor mange voksne per man, der skal være!

 

Jeg har ved gentagne lejligheder påpeget overfor især de røde partier, at hvis kommunerne selv skal finansiere minimumsnormeringer, så vil det gøre rigtig ondt på kernevelfærden. 

 

Jeg mener minimumsnormeringer er godt, dog skal man også have fokus på kvaliteten og ikke kun kvantitet. Men hvis virkeligheden bliver, at kommunerne – hvor langt de fleste i disse år er under voldsomme økonomiske pres – selv skal finde midlerne, så kommer det til at gøre rigtig, rigtig ondt.

 

Det tyder på, at vælgerne er blevet holdt for nar. Jeg håber for den nye regering og dens støttepartier, at de ikke viser sig at være direkte uansvarlige og i stedet begynder at sikre finansieringen til deres egne beslutninger.


 

Den røde regering vil øge skatterne for den brede befolkning

Af Aage Krogsdam Krøier

 

Historien gentager sig. Hver gang vi har haft en rød regering kører de den danske økonomi i sænk. Derefter finder danskerne ud af at de eneste, der kan bringe økonomien på fode igen,  er de blå. I forbindelse med den ny regeringsdannelse er der intet nyt under solen.       Når nu begejstringen fra de røde journalister på DR og TV 2 over Mette og Co. har lagt sig, så kommer hverdagen. Sjældent har man se at en valgkamp og et regeringsdannelsesforløb i den grad ensidigt  er blevet båret frem af begejstrede røde journalister, på den mest udemokratiske måde i nyere dansk historie. Det ligner den ensidighed vi ser pressen bakker op om statsledere i lande, vi ellers ikke ønsker at associere os med.

 

Når euforien har lagt sig, må vi håbe at mikrofonholderne hos journalisterne og de manglende kritiske spørgsmål (som de røde journalister aldrig forsømmer overfor blå politikere) stopper, og at  hovedparten af journalisterne kan lægge deres personlige politiserende holdninger på hylden og stille kritisk spørgsmål til den røde regering om, hvor pengene skal komme fra til de mange flyvske ideer, som er nedskrevet i ”forståelsespapiret”

 

Fordi det varer ikke længe inden regering ikke kan levere andet  end løftebrud og ufinansierede forslag, (er allerede sket) som fører til skattestigninger for den brede befolkning på foreløbig 10 milliarder kroner. Det tog 20 dage at lave ”forståelsespapiret” uden konkret indhold og uden at der er sat tal på, hvor pengene skal komme fra.  Altså har man brugt ½ milliard kroner pr. dag.

 

I valgkampen advarede tidligere statsminister Lars Lykke Rasmussen og andre blå politikere om, at et rødt flertal ville sætte skatterne op. Det er det der er lagt op til, og de højere afgifter og skatter , vil føre til dårligere konkurrencevilkår for erhvervslivet og  på længere sigt føre til øget arbejdsløshed. Det betyder, at erhvervene som skal tjene pengene til øget velfærd, ikke kan gøre det. 

 

Det er den forkerte vej at gå. Vi ser allerede den røde regering har begået løftebrud blandt andet omkring  integration – højere ydelser til flygtningen på flere områder, således at det igen bliver attraktivt for flygtninge at komme hertil. Det betyder en øget udgift og  de penge, som skulle bruges til flere varme hænder på institutionerne, på sygehuse, til politiet og til uddannelse forsvinder ud i den røde luft uden at vi får løst alle de ønsker, som står skrevet i forståelsespapiret.  Derfor er det en uansvarlig politik, som Mette og Co. Lægger op til, og den vil gøre os alle fattigere, lige det modsatte af hvad der er behov for nu hvor de blå afleverer et samfund i vækst med den laveste arbejdsløshed i 30 år, styr på migrations strømmen og styr på inflationen m.v. Når de gode  tider sættes over styr af den røde regering, hvad så? Er det virkelig et fattigere Danmark, at befolkningen ønsker, -det tror jeg ikke på.


 

Banksektoren

Af Ole Schmidt

 

Man skulle tro, at banksektoren efterhånden var så træt af deres dårlige image, som visse banker selvforskyldt har pådraget branchen, at sektoren som helhed vil sætte alt ind på – via god, informativ og hæderlig rådgivning – at komme kunderne i møde, kort sagt at være interesseret i at have kunder, som stadig af uforklarlige årsager ønsker at sætte penge ind på en bankkonto. Men nej; de adskillige banker jeg har talt med er på ingen måder interesseret i at få indlånskunder. Tilsyneladende har de fleste banker fuldstændig glemt den helt basale bankdrift, og argumentationen for ikke at betale rente af indestående beløb, har fra alle banker været fuldstændig enslydende, svarende til en grammofonplade, der kun kan køre i en rille. Det minder om en kartelaftale af værste skuffe, men det genere tilsyneladende ikke bankerne,

 

Engang for mange, mange år siden var det sådan, at bankernes indtjening primært bestod af differencerenten mellem udlån og indlån. Men sådan er det tilsyneladende ikke mere. Næsten alle banker vil kun tage sig godt betalt af deres udlån, men ikke vil betale rente af indestående beløb. Men hvorfor ikke ? Jeg har som ovenfor nævnt fået samme enslydende svar hos flere banker, at da obligationsrenten generelt er tæt på 0, og da Nationalbanken yderligere tager en rente på ca. 0,65 % af bankernes indestående, er det simpelthen ikke muligt, at betale rente til kunderne af deres indestående. Svaret er naturligvis bekvemt for bankerne, men svaret er hverken fyldestgørende eller hæderligt. De fleste bankmedarbejdere ønskede i øvrigt ikke at diskutere problemet, men siger blot, at det er et diktat fra direktionen, et svar som oversat til dansk betyder, at bankerne desværre ikke har en fornuftig og rimelig forklaring på den førte rentepolitik. En af de store banker, som heller ikke yder rente af indestående beløb tager ganske pæne renter af diverse udlån. Eksempelvis . Rente af gæld og overtræk mellem 10 % p.a. og 18 % p.a. Nogle banker tager givetvis mere, og nogle få banker giver måske en mikrorente, men selvfølgelig med betingelser, forbehold og maximering. Differencen mellem – 0,65 % og ca. 18% (eller højere) skulle vist være tilstrækkelig til at give en beskeden rente til indskyderen. At udbetale blot 2 til 4 % i rente til private indlånskunder burde næppe være det helt store problem for de fleste banker.

 

Konklusionen for os kunder må være, at pengerigeligheden hos bankerne er alt for stor, hvilket således betyder, at indlånskunder faktisk er uønskede. Burde vi privatkunder, som ikke har lånearrangementer hos bankerne, og som måske er lidt oppe i årene og derfor ikke ønsker at købe aktier eller andre risikopapirer, ikke blot helt undlade at sætte penge i banken ud over at have en enkel konto til den daglige drift. Hvis eksempelvis en stor del af de mange pensionister – vi er jo en særdeles stor årgang (født mellem 1940 – 1945) tog vort 0-rente-indestående beløb ud af banken, ville det være interessant at konstatere, om ikke en sådan manøvre måske trods alt havde den virkning at bankernes råderum til udlån vil blive formindsket, og dermed gøre indskyderne til lidt mere attraktive kunder ? Men om tilstrækkelig mange vil trække deres penge ud af bankerne er naturligvis usikkert. Måske er mange privatkunder fuldstændig ligeglade med om de får renter af deres bankindestående ? Men under alle omstændigheder, er bankernes politik over for indlånskunder en hån ud over alle grænser.

 

Med bankernes særdeles pæne renteindtægter af udlån, med gebyrer på hver eneste ekspedition, med gode årsresultater, med modtagelse af diverse redningspakker af staten, burde bankerne måske tænke på at få poleret deres omdømmet en smule. Ydermere har visse store bankers ageren i relation til hvidvask og tilsyneladende også i relation til momssvindel blot yderligere problematiseret deres omdømme. Men at bankerne i det der ligner et nærmest kartelagtigt forhold kan undlade at betale renter af private indlån er naturligvis et genialt træk af bankerne, men branchen viser tilsyneladende samtidig foragt for de kunder, der således ganske gratis, låner penge ud til bankerne.

 

Konkurrence- og forbrugerstyrelsen ønsker desværre ikke at gå ind i sagen med den undskyldning, at deres afgørelse er ”gjort på baggrund af en ressourceafvejning”. Ganske tankevækkende svar kan man vist roligt sige. Det kan undre, at konkurrenrådet ikke ønsker at gå ind i en sag, der umiskendeligt handler om en karteldannelse eller en koordineret samordning men måske har bankverdenen så tætte relationer til staten for at sikre samfundets kontinuerlige sammenhængskraft, at konkurrencerådet helst vil vende det blinde øje til ? Men mon ikke mange bankkunder mangler en god forklaring på, at stort set samtlige banker bekvemt kan slippe godt fra deres kartellignende 0-rente-politik, da kartel-aftaler som bekendt er forbudt. En særdeles god forklaring fra bankernes side vil som et minimum være på sin plads, som modsvar på det ”helt tilfældige” sammenfald af bankernes tilsyneladende velkoordinerede og konkurrence-særprægede kundeservice, som har resulteret i den fælles 0-rente- politik overfor private indlånskunder.

 

Tænk hvis nogle bankbestyrelser fik den ide, at de som følge af branchens efterhånden mere eller mindre blakkede omdømme, fik lyst til at vise, at bankdrift stadig kan være en sund og rimelig forretning for både indlåns- og udlånskunder og banken selv, ville det jo falde i særdeles god Jord hos befolknigen. Men jeg er helt klar over, at her befinder vi os desværre i Utopia.

 

DESVÆRRE !


Jeppe på Bjerget

Af Per Hansson

 

Jeppe Kofoed er på grund af afbud og manglende kvalificerede S politikere, nu udnævnt som Danmarks udenrigsminister, og det til trods for at han tidligere har vist total mangel på evner og format som diplomat på den internationale scene. 

 

Som da han valgte at fabrikere og sende en løgnehistorie direkte til den daværende præsident i USA (Obama) samt til den amerikanske kongres. Hans løgn bestod i at underskyldte for, at en fremtrædende dansk politiker havde kaldt USA’s præsident for nigger.

 

Problemet for Jeppe Kofoed var, at det var den rene løgn, ikke en misforståelse eller andre underskyldende årsager, hans dagsorden var alene at prøve at fremme hans egen internationale stjerne, og sværte en politisk modstander på hjemlig grund. Efter massiv kritik måtte han nølende undskylde og trække sine udtalelser tilbage.

 

Man må virkelig håbe at embedsmændene i udenrigsministeriet har bundet og kneblet ham fra dag 1, så ulykkerne ved hans udnævnelse begrænses mest muligt, han mangler ikke bare internationalt format, han er i det hele taget en sølle person.

 

Det vækker i øvrig mindelser om hans tidligere formand Svend Auken , der også med løgn forsøgte at skade en dansk politisk modstander, den daværende udenrigsminister Ellemann, ved at berette en løgnehistorie. Auken påstod, at en norsk toppolitiker fra hans søsterparti havde bedt Auken om at lukke kæften på Uffe. 

 

Problemet for Auken startede for alvor da den hæderlige norske politiker kunne forsikre om, at det var en stor fed løgn. Det fik de radigale til at fastslå at hvis S beholdte Auken som statsministerkandidat, så ville de aldrig få deres støtte, kort efter blev Auken væltet som formand for S.

 

Man kan så spørge, hvorfor de radigale, for at holde linien, ikke nedlægger veto mod Jeppe Kofoed’s udnævnelse, men det er sikkert fordi dennes løgn var rettet direkte mod de radigales hovedfjende.


 

Det udvalgte folk

Af Visti Christensen

 

At jøderne op gennem historien er blevet kaldt Guds udvalgte folk, er ingen hemmelighed. Det er blevet accepteret udfra mange parametre, også udfra en kristen synsvinkel. 

 

For jødisk humor og visdom er velkendt. Og modbevise kan ingen, at jøderne, der udgør 0,01 promille af jordens befolkning, udgør over halvdelen af verdens nobelpristagere.

 

Men ikke alle har det godt med jødefolkets ”udvælgelse”. Hitler ønskede kun ét udvalgt folk i verden, nemlig den ariske race. Og det gik så ud over jøderne.

 

Men længe før forrige århundrede var der folk, som misundte jøderne deres status. Ikke kun fra Israels stormagtsdage under kong David og Salomon, men også senere.

 

Jødisk visdom er på flere måder bemærkelsesværdig. Men hvis folket glemte, at det ikke selv var årsagen til udvælgelsen, men derimod Gud, så tordnede profeterne mod folkets hovmod.

 

”Mit folk er et tåbeligt folk. De er uden indsigt, de er vise til det onde og forkerte, men tåber til det gode!” advarede Jeremias (4,22). – San comparaison med Danmark, i øvrigt.

 

Men da profeters råben op ikke nyttede, fortsatte han: ”Hvis en neger kunne skifte hud og en panter sine striber, så ville mit folk også kunne ændre adfærd!” (13,23 gl. oversættelse). 

 

Paulus lægger heller ikke fingre imellem. De omkringboende hedningefolk skulle man ikke efterligne, skriver han. De er ikke bare onde. De er opfindsomme på ondt. (Romerbrevet 1,30).

 

Og kendetegnene er usømmelighed, uret, mordlyst, kiv, løgn, bagvaskelse, voldsmagt, svig, hovmod, pral og uforstand. Og ikke alene øves disse ting, men deres udøvere roses endog derfor.

 

Vi ved, at arabere – siden Muhammeds dage i det 7. århundrede – har ønsket alle jøder udryddet. Til trods for, at man antog jødiske regler og hævdede at være eneste sande og rene udvalgte folk.

 

Det er ikke problemfrit at mene dette. Især ikke, hvis man skal indordne sig under andre regler end dem, man på en eksklusiv og naiv, religiøs vis, alene er blevet indoktrineret i. 


 

Har vi demokrati i Danmark?

Af Pernille Birkler

 

De fleste vil nok undre sig over spørgsmålet, for naturligvis har vi demokrati i Danmark. Det modsatte af demokrati er jo diktatur, og ingen vil vel mene, at vi har diktatur i Danmark. Men har vi demokrati?

 

Der er også den bløde mellemvare mellem demokrati og diktatur, skin-demokrati eller demokratur.

 

I 1972 sagde danskerne ja til et medlemskab af EF, som det hed dengang. Vi måtte godt nok igennem hele to folkeafstemninger, før det lykkedes politikerne at overbevise os om den store lyksalighed, vi ville opnå med et sådant medlemskab. Det blev solgt som et handelssamarbejde, og vi ville derfor naturligvis ikke miste vores selvbestemmelse. 

 

Men langsomt og støt bevægede EF sig hen mod den union, som vi har i dag, men som vi danskere aldrig har sagt ja til. En af Danmarks statsministre udtalte endda, at ”unionen er stendød”, hvad den desværre viste sig ikke at være, tværtimod. Og samme union bliver stedse mere snæver og omklamrende – og udemokratisk.

 

I dag har mange sikkert opdaget, hvad det var, politikerne i 1972 solgte til os under en falsk varebetegnelse, og at vores selvbestemmelse er blevet flyttet ned til hovedkvarteret i EU og nu ligger i lommen på EU-kommissionen.

 

Jamen vi har den danske grundlov, og det er da den, der bestemmer i Danmark. Eller gør den? 

 

EU har sin egen grundlov, og den står over den danske, hvad nok de færreste er klar over. Den danske grundlov er efterhånden blevet så udvandet og tyndslidt, at den reelt er sat ud af kraft.

 

 Som medlem af EU skal Danmark nemlig følge EU’s love, og skulle der opstå konflikt mellem EU’s lovgivning og den danske lovgivning, står EU-loven over den danske. EU’s lovgivning har nemlig forrang i medlemslandene. Det har EU-Domstolen besluttet. Der udpeges en kommissær pr. medlemsstat, men kommissærerne er bundet af deres ed til at repræsentere EU’s samlede interesser − snarere end deres hjemlands.

 

Det danske folketing er reelt blevet reduceret til et ekspeditionskontor for en kommission, der har sæde i det sydlige Europa, og hvorfra der kommer en lind strøm af love, som det danske folketing reelt ingen indflydelse har på. Er det demokrati? Er det, hvad vi danskere i 1972 sagde ja til? Og hvad skal Danmark i øvrigt med 20 ministre, når der reelt kun er brug for en enkelt med et gummistempel.

 

I et ægte demokrati udskrives der en folkeafstemning ved så store ændringer af samfundet, at det vil få afgørende indflydelse på hele landets fremtid. Det blev os sidste år nægtet, i stedet rejste Danmarks daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til Marokko og underskrev FN’s migrationspagt, der sikrer migration til Danmark og samtidig forpligter Danmark til at sikre, at udlændinge kan få sociale ydelser, og at de kan tage dem med hjem.

 

FN er for øvrigt domineret af muslimske ikke-demokratiske lande/regimer, der naturligvis gerne ser, at deres store befolkningstilvækst migrerer til Europa.

 

Ifølge den danske grundlov har vi ytringsfrihed – under ansvar naturligvis. Men også denne paragraf kommer mere og mere under pres fra udefrakommende udemokratiske kræfter. 

 

Samme migrationspagt forpligter for øvrigt også den danske regering til at blande sig i den måde, pressen rapporterer om migration på (tale pænt og positivt), rent meningstyranni.

 

Danmarks grundlov ligner mere og mere et gennemhullet kludetæppe, hvor kun et par frynser holder sammen på det hele. 

 

Så har vi demokrati i Danmark? Eller har vi i stedet et skin-demokrati.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…