Indlæg fra læserne 8. januar: Lars Løkke og det lille land og den store verden # Mangel på respekt for danskerne

Lars Løkke og det lille land og den store verden

Af Jens Kristian B. Pedersen

 

Grundforholdet for ethvert lands eksistens er indvikletheden med nabolandene og verden omkring det, uanset om et land er stort eller lille. Den omgivende verden presser sig ind på ethvert land – både for det gode og det onde. Det er dette grundforhold, der gør, at intet land kan eksistere isoleret, men er henvist til samarbejde med udlandet, for i det hele taget at bevare sin selvstændighed, frihed og identitet. Og derfor kan intet land ”være sig selv nok”.

 

Alligevel er det helt afgørende for et lands og et folks eksistens: at kunne ”være sig selv” – i sit hjemland. I alle de forskellige vanskelige manøvrer, som et land foretager i det indfiltrede internationale samarbejde, er målet for ethvert land netop at bevare landets selvstændighed, folkets overlevelse, frihed, landets geografiske grænser og national-politiske handlemuligheder.

 

Internationalt samarbejde er et overlevelsesvilkår. Men at gøre internationalt samarbejde til et mål i sig selv er en ideologisk, politisk-mental afsporing, der leder bort fra det, der er en statsleders opgave. Og bort fra det, som hele Europas historie vidner om: nationernes overlevelse.

 

Et mål i sig selv kan internationalt samarbejde kun være for kulturradikale, socialister, globalister, EU-integrationister, antinationale liberalister og lignende ideologiske internationalister, som alle er optaget af en sværmerisk international kollektivisme, der går ud på at nedbryde national identitet og selvstændighed, for dermed at forhindre, at noget land kan overleve, kan ”være sig selv” – inden for egne grænser – og som sådan kan samarbejde med andre lande.

 

Kommunismens arvtager i Europa
Dette er vor tids store katastrofale åndelige arv efter 150 års kommunisme og socialisme i Europa. Arven i både ”national-socialismen”, der gennem sin egen nationalisme kun ville ”være sig selv nok”, og derfor ikke kunne respektere andre lande og nationer. Og også arven i ”international-socialismen”, der gennem sin egen internationalisme ikke ville – og i dag stadig ikke vil – tillade, at noget land kan ”være sig selv”; og som derfor heller ikke vil respektere frie, selvstændige lande.

 

Alle ulykker kommer, når man på den ene side tror, at man kan ”være sig selv nok” og med dette udgangspunkt træder på andre lande og mennesker. Dette erfarede vi med national-socialismen. Men ulykken kommer også, når man på den anden side gennem international-socialismen ikke vil tillade, at lande kan ”være sig selv” og med dette udgangspunkt ligeledes træder på landes og menneskers frihed og selvstændighed – og ret til at ”være sig selv”.

 

Og dette sidste er den store ulykke i Danmarks og Europas aktuelle politik: At man for at værge sig imod den national-socialistiske katastrofe kaster sig lige lukt ud i den beslægtede ulykke: International-socialismens kvælning af den enkelte nation. Konsekvensen af den ulykke, der kommer af national-socialismen og international-socialismen, er nøjagtigt den samme. Dette kan de østeuropæiske landes virkelig tale med om.

 

Fred i Europa og nationernes frihed
Når man går på line, skal man holde balancen, for ikke at styrte ned i ulykken. Det er umuligt at læne sig for meget til den ene side, for ikke at falde i afgrunden til den anden side. Men det er det, som fortalerne for vor tids overskruede internationalisme gør.

 

Derfor er det også ekstremt latterligt og mangel på politisk-åndelig og statsmandspolitisk tænkeevne og iagttagelsesevne, når vor tids førende europæiske politikere ustandseligt forsvarer deres overspændte og ulyksalige internationalisme – i form af EU, konventioner og et stadigt mere udbygget internationalt samarbejde – med, at dette skulle have skabt fred i Europa.

 

Disse overspændte internationalister tager æren for at have skabt fred i Europa – og de lader propagandaen køre til fordel for denne falske ære. Nej, Europa fik fred, fordi national-socialismen med militære midler og mange døde blev slået ned, og fordi de enkelte nationer derved genvandt deres selvrespekt, deres frihed og selvstændighed. Det er krigens døde, der skabte freden i Europa.

 

Læs den europæiske historie om de frie nationers overlevelse!
Intet er så krigsfremmende som dette, at man knægter nationernes frihed og selvstændighed – om det så sker med nok så megen fredsretorik og internationalistisk propaganda. Men det forstår vore dages toppolitikere ikke. Derfor nedbryder de med deres overskruede internationalisme lige netop den fred, som de usandt og selvovervurderende påstår, at de selv har skabt.

 

Og dog kan Lars Løkke i sin nytårstale, i en nærmest utilladelig misforståelse, sige: ”Jeg kan godt blive bekymret for, om alt det, der blev sat i søen i krigens kølvand, bliver skyllet væk igen. Ønsket om fred. Håbet om demokrati. Menneskerettighederne. Viljen til samarbejde. Internationale fællesskaber, der forpligter og beskytter. Bygget på ordentlighed. Skabt med verdenskrigene i frisk erindring. Kan vi regne med, at den ordentlighed og den forpligtelse holder, når færre husker historien – som andet end netop historie? Det er jeg – desværre – ikke helt sikker på.”

 

Men Europas historie er historien om nationernes overlevelse. Kernen i Europas historie er nationen. Den kampånd og modstandsånd, der udgik fra Churchill og Storbritannien var bestemt ikke nogen international fredsånd, men derimod den ånd, der opflammede hele Europa til at kæmpe for nationernes frihed. Af nationernes frihed kom freden. Så Lars Løkke har ikke blot glemt historien. Han ved slet ikke, hvad historien drejer sig om. Han, der er minister for den danske stats overlevelse.  

 

Og læs tidens tegn!
Men folkene er i oprør. Tidens tegn er tydelige: Brexit, de europæiske folkeslags modstand mod indvandring, Østeuropas modstand mod EU´s flygtninge-fordeling, de tiltagende vanskeligheder for udvidelse af EU´s overnationale centralisme, FN-pagternes og konventionernes indskrænkning af nationernes handlefrihed, en stigende fokusering på nationernes betydning overalt i verden.

 

Men disse toppolitikere læser ikke disse tegn som bevis på, at noget er helt galt i deres overskruede internationalisme. I stedet fremturer disse politikere i en stadig mere forhærdet og hovmodig tro på deres egne internationale projekter og med stadig større panisk ihærdighed, for at gøre nationerne og forskellene imellem dem mere og mere betydningsløse; centraliseret socialisme på det internationale plan.  

 

Og alle disse opbrudstegn kalder de populisme, stigende højredrejning, ”at lukke af for en besværlig omverden. Vende ryggen til. Have nok i sig selv” (Løkke i sin nytårstale) – men nej, der er i alle disse europæiske opbrud tale om en genopretning for at finde den balance, hvor ethvert land ikke er ”sig selv nok”, men dog kan ”være sig selv”.

 

Der er tale om at genvinde og hævde en national respekt og selvrespekt, som vor tids internationalt ensporede politiske projektmagere ganske har tabt. Tale om at sige, at forskelle og grænser mellem nationerne betyder noget. Og der er tale om at genvinde den fredsbalance, som kun frie, selvstændige nationer kan skabe, og som de samme politikere også er totalt blinde for.

 

Løkke Rasmussens internationalistiske paradigme
Lige akkurat her finder vi vor statsminister Lars Løkke Rasmussens paradigme for Danmarks stilling i verden. Det, der synger i hovedet på Lars Løkke, er det omkvæd, han i alle sine taler ideligt slynger i hovedet på os: ”Danmark er et lille land.” Det omkvæd, hvormed han vil opdrage danskerne til at forstå og indtage den rigtige servilitet og udslettende anonymitet i det internationale samarbejde. Og således gøre Danmark mindre og mindre, og det danske mere og mere utydeligt og udflydende – og alt det internationale og forskelsløse større og større. Det evige råb efter ”internationale løsninger” er truslen mod Danmark i dag. Løkke fremmer den.

 

Løkkes grundholdning er: ”Det må ikke føre frem til den konklusion, at når de internationale regler ikke er gode, så skal vi bare melde os ud. Det vil være en farlig chancesejlads. Men vi skal sige fra og tage kampen op for at ændre dem” (Løkke, Grundlovstale 2017). Og mens græsset gror, dør Danmark. Der er intet ultimativt dansk, der gælder for Lars Løkke, og som må byde ham i de internationale fora og i EU at sige ’det ultimative nej’, for at sikre Danmarks og danskernes overlevelse? For det afgørende for Løkke ligger i internationalismen, ikke i Danmark.

 

Lars Løkke kaldes ofte en pragmatisk, behændig, erfaren og dreven politiker. Det er han ganske givet. Men hans pragmatisme og såkaldte erfaring ligger tillige under for et internationalistisk og paradigmatisk sværmeri, der er ganske katastrofal for Danmark, og hvori han har kastet initiativet, pligterne, handlekraften, løsningerne, de konkrete handlinger, ansvaret for Danmark, håndhævelsen og gennembruddet videre ud i det såkaldte internationale samarbejde. Det bliver mere og mere klart, at Lars Løkke er internationalismens trojanske hest i dansk politik.

 

Derfor rejste Løkke Rasmussen til Marrakesh, og underskrev FN´s Migrationserklæring. Derfor er Danmarks EU-forbehold en torn i siden på Lars Løkke. Og derfor har Lars Løkke i sine paradigme-erklæringer overtaget meget af den samme internationalistiske sindelagspropaganda, som man kan finde i alle hans nytårstaler, folketingstaler, grundlovstaler osv.

 

Men at ”være sig selv” – og at skabe fred – forudsætter, at man kan sætte skarpe og tydelige grænser i forhold til sine omgivelser. Og det må derfor også altid indebære villigheden til og en risiko for konfrontation med omgivelserne, om ikke selvudslettelse, selvopgivelse og opløsning skal blive et lands fremtid og skæbne.

 

For et land betyder dette skarpe grænser for fremmed indvandring, for fremmed indflydelse i landet, grænser for EU-lov og internationale konventioner, grænser for udenlandsk økonomi og opkøb, for fremmed kultur osv. Ellers ender vi med at kunne sige: Danmark er ingen steder; for det er internationalt det hele.


 

Mangel på respekt for danskerne

Af Michael Nedersøe Byrådsmedlem – Horsens og folketingskandidat i Favrskov (Østjyllands Storkreds)

 

Nytårsdag sad jeg spændt foran fjernsynet for at se, hvad Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde at fortælle danskerne i sin nytårstale. Talen bar på ingen måder præg af, at der senere på året skal udskrives folketingsvalg. Ja, man kan vel nærmere betegne talen som en god jobsamtale, hvor han roser det internationale samarbejde i EU, menneskerettighederne osv. Sandsynligvis pga. det forestående EU valg i maj. Samtidig forsøger han, at så tvivl omkring briternes valg om at forlade EU med betegnelsen, at der er kaos i landet grundet brexit.

 

Jeg er netop hjemvendt fra juleferie i England og jeg sporede på ingen måde kaos, nok snarere sammenhold og national stolthed. En ting i talen vil jeg dog godt give LLR ret i og det er, da han nævner antallet af udlændinge med ikke-vestlig baggrund i Danmark og at man ikke kan rulle tiden tilbage. Nej Lars Lykke Rasmussen, man kan ikke rulle tiden tilbage, men når man i de sidste mange årtier har rendt hovedløst ud ad den forkerte vej, ville det så ikke være på tide, om man stoppede op og gik i den modsatte retning og ikke overlod det hele til EU, menneskerettighederne, Marrakech-aftalen osv.

 

Briterne har gjort det og Danmark bør gøre det samme også på trods af at, dine muligheder for et topjob i den internationale politisk korrekte elite bliver mindsket. Se det ville være respekt over for danskerne.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…