Indlæg fra læserne 7. oktober: At Pynte Sig Med Lånte Fjer # Homoseksuel sportsmission # Gamle dage # Søndagsfrokosten

At Pynte Sig Med Lånte Fjer
Af Morten Dreyer, Dansk Folkeparti i Dragør

 

Store politiske ego’er bør punkteres jævnligt.

 

Hvergang du hører ordet “Jeg” fra en politiker, bør du passe på: Jeg gjorde dette, jeg sørgede for dat, eller jeg fik bygget. Det er ren pral.

 

Ingen danske politikere, hverken fra Folketinget, Regionerne eller kommunerne kan løse noget alene.
Store Ego’er eller ej.

 

Hver politiker har kun een og kun een stemme.

 

Skal noget gøres, så skal der kunne mønstres et flertal. Budgetforslag uden flertal er ren fantasi, et eventyr uden substans. Som man ser gennem årene.

 

Offentlige pengekasser kan let fyldes. Der skal bare være et flertal, som ønsker det, og som sørger for, at de samlede udgifter stedse er
mindre end indtægterne. Voila.

 

Men hvis man lokalt sparer op til en stor dyr ting, som en sportshal eller lignende, så bliver
pengekassen udsat for talløse angreb, så snart den vokser. Med ønsker om lige at bruge lidt flere
penge på dette eller hint. Her kan det være svært at stå imod, men begynder man først at udbetale
fra kassen skrider alt. Det kræver et stabilt budget flertal og ikke bare en enkel ildsjæl, som med
egne opsmøgede ærmer går i gang.

 

Det samme gælder når et projekt skal startes.
Hver politikers ene stemme rækker ikke langt, hvis alle siger “jeg”.
Der sker først noget konstruktivt, hvis et flertal bliver enige om, at sige “vi” om opgaven.


 

Homoseksuel sportsmission

Af Visti Christensen

 

Så nåede den homoseksuelle mission også sportens verden. En ishockeyspiller er ”sprunget ud” som den første danske professionelle i TV2’s “Go’ aften live”.

 

Kun to mænd har hidtil været kendt som homoseksuelle, professionelle ishockeyspillere. En svensker, en canadier og nu en dansker. De to første er afgået ved døden. 

 

Offentliggørelsen har skabt store overskrifter, og himmel og jord er sat i bevægelse for at passe på andre, som måtte have mod til også at ”springe ud”.

 

Med den enorme omtale skulle tro, at homoseksuelle udgjorde 99 % og de heteroseksuelle kun 1 %. Men Landsforeningen af transkønnede m. fl. er glade. 

 

Dog forudses en risiko for, at nogle tilskuere vil komme med tilråb af upassende og krænkende art. Og det kræver ”mandsmod” at modstå dette.

 

Mange ”støtter op” om den nyudsprungne. Der skal ikke råbes “bøsserøv” og “homo” under kampene. Det er at håne den hellige, almindelige mangfoldighed.

 

Chefen for Danmarks førende ishockeyliga, Kim Pedersen, har i en mail til klubberne fremsat forslag til, hvordan ”sexistiske og racistiske” tilråb skal imødegås.

 

Dommerne skal afbryde kampen, og over højtaleranlægget meddele, at klubber og liga ikke accepterer tilråbene, og advare tilskuerne mod at fortsætte.

 

Og skulle tilråbene fortsætte, vil den tilskuersektion, hvor råbene kommer fra, blive ryddet, før kampen igen kan fortsætte, står der i mailen. 

 

Men fortsætter det alligevel, skal dommeren afbryde kampen, sende spillerne til omklædning og bortvise andre tilskuersektioner, hvorfra tilråb måtte komme. 

 

Hjemmeholdet bliver sanktioneret, hvis dommerne indberetter episoden. Straffen er tre slags: Advarsel, bødestraf på op til 20.000 kr. samt tilskuerfrie kampe. 

 

Også i fodboldsporten er der fokus på seksualiteten, og både klubber, spillerforeninger og DBU har taget afstand fra ”homofobiske episoder” i dansk fodbold.

 

Nogle spillere har lavet en video, hvor budskabet er klart: ”Ét homofobisk tilråb er ét for meget.” – Tjah, i mine drengeår råbte vi ”tøsedrenge” ad hinanden. Måske er det også homofobisk?

 

Den tanke er nærliggende, at folks trang til at spille spidsvinklede moralske frelsere, har overhalet mere tungtvejende, seriøse ting at gå op i – eller blive en kendis ved.


 

Gamle dage

Af Pernille Birkler

 

Forleden kom jeg i det nostalgiske hjørne og lod tankerne gå på langfart baglæns.

 

Jeg er født i København, midt under krigen, og jeg husker bombardementerne og angsten, når det bragede løs.

 

Nu skriver vi 2019, og bomberne springer igen i København, denne gang ikke smidt ned fra fly men anbragt i plastikposer på udvalgte steder.

 

Som ung pige kunne jeg færdes i det offentlige rum uden frygt for egen sikkerhed. I dag skal en ung pige/kvinde helst ikke gå alene ud om aftenen, voldtægt lurer overalt, og der er frit valg på alle hylder, da danske kvinder under ét opfattes som og bliver kaldt ludere.

 

I min skoletid havde vi respekt for læreren, enten det var en mand eller en kvinde. Vi lavede sjældent ballade i timerne og kunne ikke drømme om at overfalde nogen med slag og spark. I dag skal lærerne finde sig i at blive spyttet på og overfaldet både verbalt og korporligt.

 

Der var ikke mange private biler i min barndom, og jeg var teenager, før mine forældre fik råd til deres første bil. Og at brænde biler af var ukendt. I år har der indtil nu allerede været 1.257 bilbrande i Danmark – og det er nok ikke selvantændelse.

 

Drab var før i tiden nærmest en sensation, som aviserne kunne skrive om i dagevis. I dag bliver det kun nævnt sporadisk – i de 2 røde TV-aviser helst slet ikke.

 

Og hvad med alle knivstikkerierne, som er blevet normen snarere end undtagelsen. For nogle år siden fik vi en knivlov, der har vist sig totalt virkningsløs og i dag er rent til grin.

 

Tidligere gjorde det såmænd ikke så meget, om man glemte at låse sin hoveddør. Jeg selv var ofte alene i et par måneder, når min mand var bortrejst, og glemte tit at låse yderdøren om natten. I dag har jeg alarmer alle vegne og naturligvis en dørspion og kunne ikke drømme om at lukke op for personer, jeg ikke kender, eller gå i seng uden at tjekke at alt er låst og alarmen sat til.

 

De danske fængsler er i dag fyldt til bristepunkt, og det er nødvendigt at bygge nye. Er det mon etniske danskere, der pludselig er blevet så voldsomt kriminelle?

 

For hvad er forklaringen på den meget store forskel på dengang og i dag? Mon ikke de fleste af os udmærket kender svaret, men af politisk korrekthed – desværre også noget nyt – må det ikke siges højt, i stedet kalder venstrefløjen det med stor begejstring multikultur.

 

Men noget af det mest tragiske ved denne udvikling er, at børnene i dag vokser op i troen på, at det er normalt. 

 

Hvor jeg dog savner gamle dage og ikke mindst mit gamle Danmark.


 

Søndagsfrokosten

Af Lone Eriksen

 

Så er programmet Søndagsfrokosten på P1 igen nået ud til lytterne, som den gør hver søndag kl. 12.15. Programmets deltagere var denne søndag, som sædvanligt fordelt efter forholdstallene 2 mod 1. Lederskribent på avisen Information David Rehling og formand for Eurobevægelsen Stine Bosse mod en endnu ukendt officer Jesper Holm Frederiksen, som ene mand skulle debattere mod disse to brushoveder fra den ”snakkende klasse”. Der er flere, der mener at forholdstallet reelt er 3 mod 1, da det, som det sig hør og bør under disse udsendelser, viser sig at radioværten reelt er på de tos side, men selvfølgelig prøver at holde lidt igen.

 

Der kunne skrives meget om det venstredrejede indhold, men jeg skal nøjes med at komme med et enkelt eksempel omhandlende de tiltagende problemer med etniske bander og personer, der sprænger bomber i København, som blev debatteret.

 

Udtalelsen kom fra den hæse og bjæffende David Rehling, der glad og overbærende kunne fortælle, at han under sin cykeltur fra Dragør og ind til Radiohuset denne søndag formiddag

 

”IKKE HAVDE OBSERVERET ELLER PÅ NOGEN MÅDE HØRT BOMBESPRÆNGNINGER PÅ SIN RUTE GENNEM KØBENHAVN”.

 

Sådan, så var den sat på plads. Det kan de berørte beboere på Nørrebro og i Nordvestkvarteret jo lade sig berolige af. Bare rolig – David Rehling har observeret og talt til de almindelige mennesker og de har sig ”derefter at rette”. Hvad foregår der dog i mandens hjerne. Hr. Rehling er jo fuldstændig tonedøv. Jeg vil foreslå denne mand og tage en cykeltur på en anden dag, i et andet kvarter og på et andet tidspunkt på døgnet.

 

Når en debattør fra den almindelige danske ikke voldelige højrefløj bliver omtalt i P1 beskrives de som kontroversielle, men her ”glemte” radioværten at betegne denne venstrefløjsdebatør som tvivlsom og smalsporet.

 

Jeg ønsker David Rehling velbekomme når han næste gang skal deltage i Søndagsfrokosten i DR.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…