Derfor kan EU ikke spare
Af Henning Romme
Det er en udbredt misforståelse, at politikerne laver budgetter. Det gælder i kommuner, regioner, folketing og EU.
Det gør politikerne ikke. Det gør embedsmændene. Det er helt naturligt, for det er deres arbejde.
Politikerne kan udstikke retningslinier og de skal vedtage budgetterne og være de ansvarlige.
Lad mig begynde med det kommunale område. Det er overskueligt for de fleste.
Embedsmændene udarbejder et budget, der indebærer fremskrivning af priser og lønninger m.v. samt prisen for opgaver/ønsker politikerne har haft.
Det færdige resultat forelægges kommunalbestyrelsen, som drøfter de rigtig mange tal og må konkludere, at budgettet udviser et underskud. Der er som regel bl.a. for mange ønsker.
Budgettet skal beskæres for at få den fornødne balance. Her er det ikke embedsmændene, der i første omgang foreslår besparelser. De har jo lavet budgetudkast i den bedste mening.
Byrådet kunne meddele administrationen, at de må komme med et nyt budgetudkast, der er i balance, men det sker ikke.
Der diskuteres i stedet nedskæringer/besparelser, hvilket flittigt behandles i pressen.
Retningslinier udstikkes til embedsmændene, der så fremkommer med et budgetudkast i balance. Det vedtages og de fleste er glade. I avisen kan man læse, at et enigt byråd har vedtaget det kommende budget.
En meget stor del af et kommunalt budget består af lovbundne udgifter, så det er ikke altid let at få ønsker og økonomi til at mødes ansvarligt.
I en budgetbehandling begynder man sjældent på at vurdere, hvad der er nødvendigt, altså ud over det lovbundne. Har f.eks. administrationen den nødvendige størrelse? Er der udgifter, der har overlevet sig selv? Kunne noget gøres mere effektivt o.s.v.
Og så til en ”historie fra det virkelige liv” i EU.
En højtstående embedsmand i EU, med rigtig mange medarbejdere, satte sig for at vurdere nytten af det arbejde, han udførte. Han satte sig for at vurdere de enkelte arbejdsopgaver, hans afdeling udførte.
Han kunne efterfølgende konkludere, at mindst 20% af opgaverne ikke havde relevans for andre end de, der udførte arbejdet. Herefter gjorde han noget uhørt. Han beskar antallet af opgaver og medarbejdere med 20% uden at være bedt om det.
Hans handling forblev ikke upåtalt. Han blev indkaldt til møde med direktøren. På mødet fik han at vide, at det an havde gjort, ikke var sket tidligere og ikke måtte gentage sig.
Den højtstående embedsmand fik til slut to valgmuligheder. Den ene var at blive afskediget. Den anden var at overtage en afdeling, der var tre gange større, men under forudsætning af, at han ikke gentog, hvad han lige havde gjort.
Han valgte naturligvis forfremmelsen, og historien gentog sig ikke.
Da min gode ven nu er død, tillader jeg mig at skrive ovenstående.
EU har et budget i 2019 på 1.120 mia! Der er ansat ca 60.000 i administrationen og EU mister England som medlem i 2020.
EU bliver altså mindre, og så diskuterer man en forøgelse af budgettet i 2020!
Om budget 2020 skriver Europarådet i en pressemeddelelse, at”—tallene bygger på den forudsætning, at UK fortsat vil deltage fuldt ud i finansieringen–
Er der en voksen til stede!
Anstændighed forbudt
Af Visti Christensen
Der skal stadig skrappere midler og udtryk til at få folks opmærksomhed. Det gælder i filmbranchen, forfatterbranchen, Tv-serier og andet.
Bag tendensen aner man et bestemt segment, et urbant reservat, der er fødekæde til en mere og mere sammenspist og indavlet kulturelite.
Jeg har fulgt DR’s seneste satsning: ”Fred til lands”. Og for ikke at virke som en sur gammel mand, har jeg afholdt mig fra at kritisere den.
Men nu, hvor vi er halvt inde i seriens forløb, kan man vel tillade sig at udtale sig med en vis rimelighed.
Serien er – mildest talt – en skandale.
Man skulle ellers mene, at DR – efter Ole Bornedals håndtering af Dybbøl og 1864 – ikke kunne synke dybere. Men det kan de så alligevel.
Her er tale om en amatøragtig form for grænseløs afsporethed. Det sindssyge fremstilles som det stærke, det almindelige, det toneangivende.
DR lever ikke længere højt og luksuriøst af tvangslicens. Besparelser kræves, og det afspejles i billig underholdning og genudsendelser.
Men penge skal stadig spenderes på serier, der skal få folk op af stolene. Men det går heller ikke efter planen. De lefler for det forargelige.
Vold, sex, selvtægt, narkotikaforbrug og andre samfundsnedbrydende og personlighedsødelæggende ting fremstilles som normal adfærd.
Jeg mener, serien mangler substans, flow og intellekt, og at den er dilletantisk. Skuespillerne gør hvad de kan, men manuskriptet er tom luft.
Større end >
Her finder du regler og eksempler for større end og mindre end tegn (<). Brug vores huskeregel til krokodille tegn <og>.