Indlæg fra læserne 23. april: Balladen på Nørrebro # Meningsløse provokationer # Politikerne # Fransk demokrati i forfald

Balladen på Nørrebro

Af Pernille Birkler

 

Så viste Islam igen sit hæslige fjæs, denne gang på Nørrebro, og politikerne er ved at falde over egne ben i deres iver efter at skyde budbringeren Rasmus Paludan, som blot forsøger at gøre opmærksom på den stigende islamisering af Danmark. For importerer man Mellemøsten, så får man Mellemøsten, hvad der ikke burde komme bag på nogen, der følger med i. hvad der foregår i vores naboland Sverige.

 

Denne gang undlod Danmarks statsminister dog at tale om ”den fredelige religion Islam, som blot er blevet misforstået”, og at ”vi bare skal leve, som vi plejer”, eller hvilke floskler Lars Løkke ellers plejer at diske op med.

 

For sandheden er, at Islam ikke er en fredelig religion − tværtimod. Islam er en politisk ideologi på linje med andre undertrykkende ideologier som socialisme, kommunisme, fascisme og nazisme. Islam har så fået tilsat et skvæt religion for at få det til at glide nemmere ned.

 

Vi har både ytrings- og forsamlingsfrihed i Danmark − endnu da − og ytringsfrihed kan ikke gradbøjes. Men hvem har ikke prøvet at sige noget, som man bagefter ville have bidt tungen af for at gøre usagt, men det er der ingen, der prøver at slå én ihjel for, vel? Men fornærm ideologien Islam, det er der dødsstraf for, hvilket dog ikke får vore politikere til så meget som at løfte et øjenbryn.

 

Det kan altså ikke nytte noget, at man lukker øjnene og håber, at det nok går over, for det gør det ikke. Islam er på erobringstogt, og overalt bliver kristne og andre ikke-muslimer myrdet og kirker skændet eller brændt ned – også her i Europa − hvad de etablerede medier naturligvis ikke fortæller, for tænkt hvis sandheden gik op for os.

 

Den kloge politiker Winston Churchill har sagt: “Altså, hvis vi ikke vil kæmpe for retten, når vi let kan vinde uden blodsudgydelser; hvis vi ikke vil kæmpe, når vor sejr er sikker og ikke så dyrekøbt – så kan vi nå til det øjeblik, hvor vi er nødt til at kæmpe med alle odds imod os og kun have en yderst spinkel chance for at overleve.
Men der kan gives et endnu værre tilfælde: At vi er nødt til at kæmpe, når der ingen chance er for at sejre, fordi det er bedre at gå til grunde end at leve som slaver”.

 

I vores folketing sidder der 179 handlingslammede personer, der for lang tid siden burde have sat sig ind i, hvad Islam er, og hvad Islam står for. Og de burde som et minimum have læst koranen – især den hadefulde og voldelige del, som er den, mange muslimer lever efter − inden de tillod Islam i Danmark og gav tilladelse til opførelse af et utal af moskeer, hvor der prædikes direkte had imod os. Islam hører ikke hjemme i et vestligt demokrati. De 179 personer er valgt til at passe på Danmark og os danskere, og jeg ville ønske, de ville passe deres job i stedet for at gå Islams ærinde som haledikkende dhimmier.


 

Meningsløse provokationer?

Af Niels Jørgen Lindtner, cand. merc. fil.

 

Har landets statsminister mistet forstanden? I et tweet i kølvandet på Rasmus Paludans demonstration på Blågårds Plads i København d. 14/04 tager statsminister Lars Løkke Rasmussen kraftig afstand fra Paludans demonstrationer som han benævner som meningsløse provokationer.

 

Det har hr. Løkke Rasmussen fået galt i halsen. Rasmus Paludan er meget klar omkring, at han ikke går ind for Islam i landet. Den klarhed kommer blandt andet til udtryk ved at han afbrænder koranen, bedækker den med bacon og tillige kaster med den.

 

Så længe Islam er på dansk grund, netop så længe giver Paludans demonstrationer mening. Hvis Islam derimod ikke havde etableret sig i det danske samfund og Paludan alligevel demonstrerede imod at Islam havde en plads i det danske samfund, ja, se så ville det give mening at tale om at hans demonstrationer var meningsløse!

 

Jeg tager kraftig afstand fra min statsministers, i dette tilfælde, provokerende dårlige dømmekraft.


 

Er politikerne blot uduelige, eller arbejder de med skjulte dagsordner?

Af Svend Nielsen

 

Menneskerettighederne og diverse FN og EU konventioner fremhæves gang på gang, på den ene side som et kendetegn for retsstaten, og på den anden side, som en beskyttelse af udsatte og forfulgte mennesker. Ok, så vidt så godt, men så forklar mig lige, hvorfor Saudi Arabien kan sidde på 6 år i FN´s menneskerettighedsråd (UNHRC), uden at det har ført til bedre rettigheder, for deres befolkning, og som belønning herfor, nu er valgt ind i FN’s komité ”for eliminering af diskrimination af kvinder”. Det giver overhovedet ingen mening, og udstiller i den grad det politiske establishment, som enten komplet udueligt eller at arbejde for en helt anden dagsorden end den officielle!

 

Saudi Arabien, Kuwait, De forenede Arabiske Emirater og Qatar, Egypten, blot for at nævne nogle få muslimske lande, har ikke taget en eneste flygtning fra deres egne nærområder, men stiltiende arbejdet på, at deres egne trosfæller, kæmper sig hele den farlige vej op til Europa.

 

Hvor er FN / EU og fortalerne for konventionerne henne? Jeg synes det kræver et godt svar, ikke mindst op til det kommende valg til EP og FT.

 

Afviste asylansøgere – kriminelle eller ej – kan ikke sendes hjem, fordi landene ikke vil tage i mod deres egne borgere! Ok, så må de jo i stigende grad drive rundt i Europas gader, og ernære sig ved kriminalitet, til stor gene og utryghed for landenes borgere og ikke mindst store omkostninger til politi og retsvæsen!

 

Der er flere sider af den samme sag. Politikernes uduelighed eller magtesløshed, eller er der måske en skjult dagsorden, jf. de efterhånden mange internationale aftaler man har indgået?

 

  • Den Europæiske Arabiske dialog 1973
  • Barcelona – Erklæringen 1995
  • Marrakesh – Erklæringen maj 2018
  • FN – Migrationspagten dec. 2018

 

Eller endnu værre en gennemførelse af Kalergi´s Pan Europæiske Union fra 1923, der går ud på, at udligne den europæiske befolkning, til en blandingsrace af europæere, afrikanere og asiater/muslimer.

 

Jeg ved det ikke, og vil helst tro, at vores politikere er komplet uduelige og magtesløse, hellere det, end tro på, at man i det skjulte arbejder for et multikulturelt Europa, hvor den europæiske befolknings menneskerettigheder og demokratierne trædes under fode, for til sidst at forsvinde helt, i en muslimsk samfundsorden styret af Sharia.

 

En tredje forklaring kan også være, at politikerne baner vejen for deres egen karriere, i en af disse mange internationale organisationer, så de er klar til et karriereskifte, når befolkningerne stemmer dem ud af de valgte forsamlinger. Med den dagsorden, skal man jo pleje sit netværk – også de udemokratiske elementer.

 

De kunne modbevise alle disse antagelser, ved at træde i karakter med konsekvenser, og handle på de faktiske forhold, ved at stoppe for immigrationen, og f.eks. nægte lande, der åbenlyst overtræder konventionerne, sæde i FN og diverse komiteer. Lande der ikke vil tage imod deres egne borgere, kan selvfølgelig heller ikke få økonomisk støtte, fra hverken nationalstaterne eller internationalt– noget for noget!

 

Politikerne skylder os en forklaring, og hvad er mere oplagt her i valgåret, end at afholde nogen offentlige debatmøder, også på de landsdækkende TV kanaler, således befolkningen selv kan vurdere, indholdet af ovennævnte aftaler / pagter, og hvad årsagerne er til de mange uforklarlige beslutninger man træffer, og ikke mindst den totale mangel på resultater.

 

Afhængig af formen og udfaldet af disse debatter, kunne det jo være, at vælgerne vil samles om et nationalt kompromis, i stedet for, at den politiske polarisering fortsætter, med de konsekvenser det vil få på sigt!


 

Fransk demokrati i forfald?

Af Lektor em. dr. Gérard Lehmann

 

Nice, lørdag den 23. marts. På place Garibaldi, i byens centrum, står en lille gruppe gule veste. Blandt dem svinger en ældre dame et regnbueflag, symbol på fred. Hun er en gammel aktivist og lokal ordfører for Attac, en altermondialist venstreorienterede verdensomspændende bevægelse. Politi (CRS) og gendarmer (med ansvar for landets intern sikkerhed og med militære kompetence) udgør ordensmagterne på stedet.

 

Det er forbudt at demonstrere på pladsen. Oplysningen om forbud er uklar og vanskelig at finde på internet. Demonstranterne risikerer en bøde på 135 euros (ca. 1.000 kroner).

 

Det er tale om meget mere end en af de utallige demonstrationer som har fundet sted i hele Frankrig siden den 17. november 2018 i forbindelse med de gule veste (gilets jaunes). Historien rækker udover de almindelige voldsepisoder. Selvom nogle episoder forekommer usandsynlige, svarer de ikke desto mindre til den nøgne sandhed.

 

Beordret af politikommissær Rabah Souchi stormer tre delinger CRS en mindre gruppe gule veste. Pludselig ligger den 73 år gammel dame på asfalten i en blodpøl.

 

Det er ikke første gang, siden november måned, at fredelige demonstranter bliver såret eller mutileret og mister en hånd, en fod, et øje eller hørelsen. Eller livet. Mere end 200 politivoldssager er ved at blive undersøgt.

 

Men her kommer den første usandsynlig begivenhed.

 

Samaritternes forunderligt skæbne

10 street medics, hvoraf 4 er tilknyttet hospitalsvæsen står ved gadens hjørne i deres hvide bluse og tilbyder hjælp. En gendarmer henvender sig til dem og vil gerne vise vejen. Men kommissæren Rabah Souchi har en anden mening: gendarmen bliver genet af vejen, samaritterne bliver arresteret, sat i lænker, registreret og fotograferet, varetægtsfængslet under umenneskelige forhold, uden mad og vand, i bare sokker, i celler hvor gulvet og væggene er plettet med blod og afføring, fortæller de. I hele 10 timer. Gadescenen er blevet filmet af Thierry Paysant, en af de anholdte samaritter.

 

Brandmænd fragter hende til sygehuset hvor hun bliver indlagt

Nogle politifolk udtrykker deres afsky over episoden. Men de måtte adlyde kommissær Souchi. Et par af dem beder journalisterne: ”vi kan intet gøre, men I, I kan. Gør noget!”. Gendarmerne rører sig ikke. De vurderer at der ikke er nogen grund til aktionen.

 

Politiet er under pres, deres arbejdsbetingelser forværres. Siden årets begyndelse har en politimand begået selvmord hver femte dag.

 

Præsidentens moralprædiken. Om visdom og anstændighed

Præsidenten Emmanuel Macron beklager episoden overfor Nice-Matin. Han tilføjer at når man er skrøbelig, bør man undgå at befinde sig steder hvor man kan komme til skade. Kort sagt: hun har været ud om det.Og for resten har hun aldrig været i kontakt med politiet. Hun faldt bare. Han ønsker hende en hurtig bedring og en smule visdom (un peu de sagesse).

 

En grov og ufin udtalelse, (propos grossiers et indélicats) vurderer Genevière Legays advokat. Andre taler om foragt og arrogance (mépris et arrogance). Common decency kunne også have været relevant.

 

Borgmesteren  Christian Estrosi fra Nice mener, at hun kun har pådraget sig lette sår. Borgmesteren og den offentlige anklager Jean-Michel Prêtre mener det samme som Macron: hun har i hvert fald ikke været i kontakt med politiet.

 

Imidlertid har en CRS givet sig til kende som den ansvarlige, han har vistnok skubbet til hende. Han er oprigtigt ked af det og beklager.

 

Taler Macron (præsidenten), Estrosi (borgmester) og Prêtre (offentlig anklager) sandt?  – Løgner! Kommenterer Genevève Legay til radiostationen France Bleu Azur.

 

Macrons strategien over for de gule veste er klar fra straten og resumeres med to ord: konfrontation og ikke forhandling. Og han er gået så vidt som at bede general Legay, Paris militær guvernør om at at stille sine soldater til tjeneste for præsidenten. General Legay bekræfter at hans soldater kunne komme i den situation, hvor de vil skyde med skarpt.

 

Vidneforledelse?

Mens den gamle dame ligger på Hôpital Pasteur med flere kraniebrud og fem brække ribben, får hun besøg ved tre lejligheder at politifolk under ledelse af politiundersøgeren Helène Pedoya. De vil overbevise hende at hun er blevet skubbet af en journalist. Har de håbet på at hun var omtumlet nok for at føje dem? Hun svarer nej hver gang. Forledelse af vidner er strafbart.

 

Journalister fra Le Quotidien havde lavet en aftale om et interview med hende. Sygehusets sikkerhedspersonale forbyder journalister adgang til hendes sygeværelse. Hvordan kan det være at politiet har fri adgang til  hende allerede dagen efter ulykken men ikke journalister?

 

Geneviève Legay er ikke særlig blid over for en præsident som ikke forstår og ikke kan forstå det franske folk. Han foragter det. (Mediapart). Uforståelig og især jammerlig (BFMTV).

 

Har Rabah Souchis adfærd levet op til sit ansvar? Det tvivler lederne fra to delinger gendarmer som var tilstede. En militærperson synes, at kommissæren var febrilsk og ekstremt nervøs. Burde Rabah Souchis adfærd ikke underkastes en nøje professionel og psykologisk undersøgelse? Han har ikke efterladt de bedste minder blandt sine kolleger i hans førherværende poster i Arras og Amiens, fremgår det af avisen Voix du Nord.

 

Er hun blevet slået i hoved med en knippel som hun påstår? Var politiets angrebets voldelighed berettiget efter omstændighederne?  Brug af vold i en politiaktion er underlagt nøje og strenge regler.

 

En politimand indrømmer at han kom til at skubbe hende og beder om undskyldning. En politiforundersøgelse om de faktiske forhold er sat i gang under ledelse af Helène Pédoya.

 

Inhabilitet, interessekonflikt?

Det viser det sig at denne politundersøger Hélène Pédoya lever sammen med kommissær Rabah Souchi, som var egentlig ansvarlig for operationen.  Spørgsmål om inhabilitet rører ikke den offentlige anklager. Han vidste det fra starten, erklærer han, men kan ikke se problemet. Pedoya og Souchi burde have betakket sig.

 

Andre ser problemet og synes at sagen bør flyttes til en anden retskreds.

 

Da det er blevet benægtet, er sagen er blevet anket til Frankrigs højeste retsinstans: Cour de Cassation.

 

Sagen er knapt nok startet. Men enhver detalje som jeg har gransket, er ægte. Overdrevet brug af vold i embedsmedfør, grundlovsstridig varetægtsfængsling af samaritter, fornægtelse af faglig hjælp til tilskadekomne, påvirkning af vidnerne,  interessekonflikt.

 

Har jeg glemt noget?

 

Man kunne tro at det var løgn. Det er bare Macrons Frankrig.

 

Menneskerettighedernes fædreland har det ikke for godt.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…