Indlæg fra læserne 2. juli: Slager i Paradis # FN-konventioner # Kolding-modellen

Slanger i Paradis
Af Visti Christensen


Bortset fra, at Christiansborg ikke ligefrem er noget paradis, og slanger ej heller, hvad de har været, så er der immervæk sket meget på den politiske arena i det sidste halve sekel – godt og vel.Vi, der i Ungdomsoprørets dage i 1960erne og 1970erne som hovedregel fik afvist alle vore indsendte artikler af den toneangivende, progressive presse, ser nu frugterne af det, vi frygtede og advarede imod.

 

Nu er datidens samfundsomstyrtende, kulturelle elite, bestående af Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich og Jesper Jensen, for længst i jorden. Men treenighedens mission er videreført af de øvrige to tusind eneste intelligente mennesker i Danmark, som Rifbjerg kaldte sine nærmeste proselytter.

 

Dengang lod næsten alt sig gøre. Minoritetsgrupper trivedes uhindret, og deres sære ideer og påfund fik af ledende politikere lov at blomstre, da disse frygtede at blive kaldt gammeldags og reaktionære.

 

Tressernes frugter hang lavt. Intellektuelle angreb på selv de mest hensigtsmæssige, bestående regler, var normen. Selvrealisation, frigjorthed og oprør mod alt bestående var tidens mode. Pornografien blev frigivet, og narkotikaforbruget mentes at være en forbigående sport. 

 

Alt, hvad der kunne hæmme personlig frihedsudfoldelse blev anfægtet, og ingen dæmmede op for tsunamien. Kun et ubetydeligt mindretal fandt det betænkeligt, at samfundsudviklingen hældte alt for mange gode børn ud med badevandet. Grænser, normer og kristen kulturetik blev skrottet.

 

Og resultaterne ses tydeligt i nutiden. Demokrati i sig selv er ingen garanti for, at et samfund kan bestå uden grænser, skel, forbud og påbud. Og realiteter taler jo for sig selv. Overalt konstaterer man manglende bolværker mod især muslimsk kultur, hvis samfundsindretning, religion og ufrie livs- og menneskesyn er vævet ubrydeligt sammen og kræver særhensyn.

 

Men manglen på overordnede normer og værdisæt er også farlige for den danske kultur, som er ændret og nedprioriteret. Vi har ikke kun forladt den, vi har også glemt, hvori i den før bestod.

 

I dag er der politisk uenighed om, hvorvidt det er blød pædagogik eller hårde metoder, der skal anvendes over for kriminelle. Det er en af strømpilene for det skred, der er sket i moralbegreberne. Et medlem af folketinget fra Enhedslisten kan som bekendt begynde karrieren i småkriminelle BZ-celler; komme på bedre tanker, udskifte vennekreds, skifte parti, og sågar ende i en ministerbil.

 

Det går alt sammen, når man i sit nye parti tør gøre grin med sin ungdoms fejltagelser, som kunne være flyvesedler og nedkastning af levende høns i folketingssalen fra tilhørerpladserne. Men det kunne nemt forklares som en reaktion på uddannelsesbesparelser, der fik de studerende til at ligne burhøns. Således udlagde meningsfæller på dagbladet Information i hvert fald den happening.

 

En sådan håndsrækning er selvfølgelig ingen helgenkåring. Men det hjælper nu lidt på selvtilliden, så man ikke tager afstand fra de vandaler, der smed maling i nakken på Anders Fogh Rasmussen. 

Der er stadig slanger i Paradis.


 

Et simpelt spørgsmål til politikerne

Af Niels B. Larsen

 

Med hvilken moralsk ret spilder vore politikere bl. a. undertegnedes skattekroner på mennesker, som bl. a. jeg ikke har noget ansvar overfor, ikke har den fjerneste interesse i og intet formål ser i at hjælpe med at undergrave mit samfund via demografi, kriminalitet, modvilje mod at indordne sig under vore regler for ikke at tale om diverse ublu særkrav?

 

Der er naturligvis tale om de mennesker, som æder 35 milliarder af vore skattekroner netto pr. år.

 

Det kan ikke være europæernes opgave at modtage Mellemøstens og Afrikas fødselsoverskud og i samme ombæring fattiggøre os selv og overlade et ringere og mere splittet land til vore efterkommere.

 

Vi bør sætte disse verdensdeles lande og befolkninger stolen for døren og kræve, at de selv håndterer deres problemer uden at læsse dem over på europæerne.

 

Til en begyndelse kunne vi opsige de vanvittige FN-konventioner, som fratager os retten til selvbestemmelse. Det var ikke disse konventioners forfatteres mening, at de skulle kunne anvendes til at iværksætte interkontinentale folkevandringer og det er på høje tid, at der sættes en stopper for den trafik!


Kolding-modellen

 

Kristina Jørgensen

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget (DF)

 

I Sydslesvig vil man på dagtilbudsområdet til at gøre brug af det vi i Kolding Kommune kalder netværksledelse. I den forbindelse har man søgt inspiration hertil i Kolding Kommune, hvilket er oplagt, idet vi som foregangskommune er ophavsmænd til ’Kolding-modellen’, som er en model til netværksledelse af dagtilbud i praksis.

 

Vi har siden 2005 gjort brug af netværksledelsen på dagtilbudsområdet, og det har nu i mange år været hele grundlaget for den høje kvalitet vi har i vores dagtilbud.

 

Modellen går kort sagt ud på, at alle vores ledere på dagtilbudsområdet indgår i netværks- og arbejdsgrupper, hvor man i fællesskab styrker kompetencerne og udvikler børneområdet. Alt dette giver synergi ifht. sparring og dygtiggørelse af vores medarbejdere, det forstærker samarbejdet med forældrene og den øvrige omverden, og så er det med til at gøre os til en attraktiv arbejdsplads.

 

I Kolding Kommune har vi evidens for vores høje kvalitet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi bl.a. kan takke Kolding-modellen herfor.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…