Indlæg fra læserne 19. marts: Journalisterhvervet # Hvem leverer hvad om landbruget? # Politik er også følelser

 

Hvad er der sket med journalisterhvervet i Danmark?

Af Pernille Birkler

 

Der var engang, hvor det at være journalist betød, at man gravede dybt ned i aktuelle emner for at afdække sandheden. Det gør man sjældent i dag, i hvert fald slet ikke, når det drejer sig om Islam og EU. Selv Ekstrabladet, som tidligere turde, hvor andre tav, tør nu kun bringe halve sandheder.

 

Men ret skal være ret, ikke alle journalister er sådan, der er heldigvis stadig nogen, der brænder for deres job og gør et godt stykke arbejde, men de står så som regel også udenfor det pæne selskab og må klare sig uden skatteborgerbetalt økonomisk støtte.

 

Handler det om dovenskab? Mange af de nyheder, vi får serveret i de danske medier, er hentet fra udenlandske kolleger, og så er der jo ingen grund til selv at gøre arbejdet.

 

Naturligvis er der ikke noget i vejen med at bringe nyheder fra udlandet, dem har vi så sandelig brug for, men vinklingen viser desværre ofte igen, hvor de danske journalister befinder sig politisk. Tag blot den nuværende amerikanske præsident. Alt, hvad der siges og skrives om Trump, er vinklet særdeles negativt. Den daglige TV-avis på DR skal helst indeholde mindst én negativ historie om Trump. Og man kan som bekendt fortælle en løgn så mange gange, at den til sidst bliver troet som den skinbarlige sandhed.

 

Eller handler det om politik? Vi ved jo, at de allerfleste danske journalister stemmer helt ude på venstrefløjen, sådan omkring 80 %, og de vælger så at behandle emnerne med deres politiske briller godt placeret foran øjnene.

 

Vores TV-aviser i Danmark er så politisk farvede, at det skriger til himlen. Vi får skam serveret div. nyheder, men ofte er nyhedsstoffet så manipulerende og politisk farvet, at vi sagesløse seere/lyttere bliver ført direkte bag lyset, hvis vi ikke ved, hvor vi selv kan finde nyhedsstof.

 

Eller er det griskhed? De danske etablerede medier er jo statsstøttede, og man bider ikke den hånd, der fodrer én. Samtidig er det blevet populært for journalisterne at opholde sig på Christiansborg og dyrke selskabelig omgang med de danske politikere. Og kommer man så tæt på politikere, der deler ens eget politiske ståsted, så er man nok meget nænsom med, hvad man bringer ud til offentligheden.

 

Og for at sætte kronen på værket har vi nu også fået indført censur, hvor visse emner ikke må omtales negativt, hvad den danske journaliststand med stor entusiasme har taget til sig. Og sammenkobler man censur med politisk korrekthed så har man begyndelsen til enden på et frit og demokratisk samfund.

 

I den kommende valgkamp vil vi så igen opleve de danske journalister sætte fokus på alt andet end Danmarks allerstørste problemer, den tiltagende islamisering af vores land og vores altødelæggende medlemskab af EU, for negativ omtale af bl.a. de to emner er for længst blevet tabu i de kredse.

 

Det ville klæde den danske journaliststand igen at finde skovlene frem.


Af Peter Bohsen Jensen, Bestryrelsesmedlem Bæredygtigt Landbrug

 

Tidligere på året startede Berlingske en sand ”Command Raid” mod landbruget. Dette er set tidligere, og således var det ikke en overraskelse. Berlingske der ”bor” selv, og sælges jo primært i områder med lave postnumre, er således fysisk og mentalt langt væk fra landbruget. Indsigten i, og forståelsen af landbrugets forhold, var på ingen måde imponerende hos de dygtige journalister, der påtog sig opgaven i at afsløre, ”at landbruget ikke havde leveret varen”, som betinget for Landbrugspakkens vedtagelse.

 

Derimod lykkedes det glimrende, at få oppositionen til at gå i selvsving over, manglende opfyldelse af politiske krav for vedtagelsen af Landbrugspakken. Ifølge Berlingske var Ida Auken i ”chok over afsløringerne”. Jakob Ellemann-Jensen lod sig rive med af hans kollegers choktilstand, og trøstede dem (og hans potentielle vælgere) med, at han både råbte højt og bandede, da nyheden nåede ham.  Ellemann-Jensen vil jo gerne være handlingens mand, der gerne tager følelserne i brug når fakta ikke rækker, og hvad er nemmere end at til sværte det erhverv, han burde betjene. Og det var lige hvad der skete her.

 

Desværre, for Ellemann, var det sagsbehandlingen hos myndighederne der haltede, og ikke landbrugets vilje der manglede, da ”katastrofen” om de udeblevne minivådområder blev afsløret af de vågne journalister.

 

Men en vigtig pointe i dette cirkus blev elegant udeladt, både af de dygtige journalister fra Berlingske og de chokerede politikere. Tallene man brugte i denne ”afsløring” af landbrugets brøde, hvilede på teoretiske modelberegninger og faktuelle nedbørskorrigerede målinger spillede kun en mindre, eller slet ingen rolle. Og dette kan undre. Utallige steder i landbruget, foretages målinger af drænvandet, og resultatet er klart, i mere end én forstand. Vand der forlader dyrkningszonen indeholder ikke overskydende næringsstoffer, faktisk er værdierne så lave, at der ikke vil være effekt af at lave minivådområder. Ligeså tydeligt er det, at måles der i grøfter og afvandingssystemer, der bortleder vand fra bebyggede områder, så konstateres der et væsentligt højere indhold af uønskede stoffer. Dokumentationen for ovennævnte ses bl.a. i ca. 150 prøver taget gennem 16 måneder i Ingstrup Sø Landvindingslaug i Nordjylland.

 

Landbruget vil gerne måles på udledningen. Vi vil gerne ses efter i sømmene. Grunden til denne holdning er, at vi gerne vil have de reelle fakta frem og den eneste måde at dokumentere dette, er at foretage målinger. Skal de påståede problemstillinger i vore vandløb, søer og fjorde afhjælpes, må man lokalisere kilderne til forureningen. Bæredygtig Landbrugs holdning er, foretag hyppige målinger på mange lokaliteter over en lang periode.                                                                                                                                                                  

Men spørgsmålet er om politikere og myndigheder overhovedet er interesseret i faktuelle målinger. Modelberegninger er jo langt mere egnet til politisk tilpasning, for på den måde at effektuere en regulering i en ønsket retning. Således er det nok meget behageligt for miljøministeriet, at to miljøskibe ligger stille i Svendborg. Var de på arbejde og foretog målinger i de indre danske farvande lige nu, ville samtlige prøver afsløre overløb af spildevand fra byernes kloakker og renseanlæg, efter denne måneds kraftige nedbør..

 

Svaret på spørgsmålet i overskriften er: Landbruget leverer via målinger dokumentationen for minimal miljøpåvirkning af vandmiljøet. Berlingske leverer en usand historie, der bekommer oppositionen vel, og Ellemann-Jensen ser bort fra fagligheden og leverer en politik han håber, giver genvalg.


 

Politik er også følelser

Af H. Romme

 

Politikerne lytter til de strømninger, der er blandt mennesker, vælgere. Det er en selvfølge, men hvad nu hvis følelser, populære strømninger ikke er baseret på reel viden?

Bare det giver stemmer.

 

Selv om Piet Hein skriver, at Denmark is greater, than it is small, så er danmark også miljømæssigt et meget lille land, men vi skal gøre noget ved miljøet. Politikerne nærmest falder over hinanden med ”grønne udspil”.

 

Det er da positivt, mener de fleste, også jeg. Dette, at stigende overbefolkning på kloden er det reelle problem, (min mening,) forties i debatterne.

 

Nej vi skal have flere elbiler, for det er godt for miljøet. Elbiler forurener ikke i trafikken. Det er jo de fossile brændstoffer, der med CO2 udledning gør at klimaet tager skade.

 

Jeg prøvekørte forleden en elbil, og det var en meget positiv oplevelse.

 

Da jeg kom hjem, undersøgte jeg, hvor strømmen til den forureningsfri kom fra.

 

Det var en øjenåbner. Bortset fra, at produktionen af en elbil kræver energi og råstoffer til fremstilling, så kommer driften af elbilen fra el. Denne el skal produceres, og på min årsopgørelse fra mit grønne elselskab kan jeg læse, at 8% kommer fra Vind, sol og vand. 73% kommer fra kul, brunkul og gas og 14% fra atomkraft.

 

Elbiler, hvis antal af hensyn til miljøet skal øges, kører altså på kul, brunkul og atomkraft.

 

Hvorfor er det egentlig tabu i miljødebatten?

Skyldes det, at følelser er vigtigere end fakta for at vinde et valg?

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…