Spidse penne og borgerlige holdninger
Af Torben Busekist
Der er stort set ikke en bøjet femøre tilbage i statskassen til at løfte blot en flig af alle de valgløfter, socialdemokraterne kom med før valget. Her var der frit valg og sløjfeombundne løfter på alle hylder, bare stem på os, så bliver Danmark til et sandt paradis. Men socialdemokraterne har det med at love og love, og holder så lidt, og det kan man så vælge at ryste på hovedet af, eller journalistisk gå i rette med, og armeret med spidse penne og borgerlige holdninger gå i kødet på substansen i de populistisk politiske budskaber fra socialdemokraterne og resten af venstrefløjen.
Men det er som om det borgerlige medie-Danmark mangler en kollektivt fælles indsats mod spin og politisk fake news.
Eksempelvis fik finansminister Nicolai Wammen frit løb til at bilde danskerne ind, at der mangler 3.5 milliarder kroner i statskassen på grund af ubetalte regninger. Usandt! Pengene er ikke brugt og er alene sat på ønskelisten til bl.a. politiet – et forslag som socialdemokratiet selv har stemt for. Men den afsløring fik vi ikke dengang. Nu er der kun er småpenge tilbage i pengekassen til finansloven 2020, fordi finansministeren allerede stort set har brugt rådighedsbeløbet på velfærd i regioner og kommuner. Så inden de røde de røde partier skal kæmpe om næste finanslov, kan vælgerne se de lokkende valgløfter forsvinde som varm luft, hvis ikke der tilføres nye penge via forhøjede skatter.
Og Onkel Arne – den 59-årige bryggeriarbejder Arne Juhl – fik revystjerne status på socialdemokraternes partikongres i weekenden. ” Nu er det din tur ” sagde statsministeren direkte til Arne i sin omtale af retten til tidlig tilbagetrækning. Men der kom ikke nogen forklaring på, hvordan denne gestus skal finansieres fra den hule pengekasse. Til gengæld kan beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fortælle, at et notat fra hans eget ministerium, beskæftigelsesministeriet, bekræfter, at der ikke er noget i velfærdsforliget, der ligger til hinder for retten til tidlig tilbagetrækning.
Særdeles opsigtsvækkende skrev selvsamme ministerium i et notat i april i år – altså før valget – at retten til differentieret folkepension var i strid med forliget. Hvordan kan samme embedsværk nå frem til to så modsatrettede konklusioner? Det ligner skinbarligt politisk bestillingsarbejde – og er en oplagt sag for det borgerlige medie-Danmark at grave i. Har ministeren bestilt et til lejligheden bekvemt notat – og hvem i ministeriet har udarbejdet det nu foreliggende. Og det foregående?
Andre områder at grave i er konsekvenserne af socialdemokraternes såkaldt målrettede skattestigninger med tilbagerulning af skattenedsættelse på aktie- og kapitalafkast og en voldsom åreladning ved generationsskifte.
Når man som vælger ser på valgresultatet, har det borgerligt liberale Danmark ikke brug for kulturradikal journalistisk – derimod et ærligt borgerligt journalistisk engagement, der river de værste tidsler op med rod i venstrefløjens farvestrålende ønskehaver.
Venstres vigtige valg
Af Erik Bach
Trist, hvis Venstre i forbindelse med næstformandsvalget sender et grumset signal, der tyder på, at partiet ikke tager truslen fra den islamistiske ideologi alvorligt.
Nazisterne og islamisterne regnede med, at de skulle vinde krigen. Stormuftien og Hitler planlagde sejrsfesten.
Jeg håber, at mange på Venstres landsmøde vil stemme for en næstformand, der udtrykker klar afstand fra personer med en ideologi, der har ufattelig had til jøder og kristne. De skal ikke have mulighed for at bosætte sig i Danmark.