Fagbladet 3 F ( februar 2019 ) har tema om udnyttelse af østarbejdere
Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog
Af artiklen fremgår det, at på “rollelisten” er bla.:
Den rumænske arbejder Ionut Ioan og to kolleger som ifølge Socialstyrelsens Center mod Menneskehandel har været udsat for menneskehandel. Ioans politianmeldelse blev ikke vel modtaget opadtil i byggebranchen.
Den rumænske sjakbajs Gabriel Morar truer nemlig de rumænske arbejdere således “Jeg dræber jer kusser. Jeg knepper din mors døde. Jeg splitter dit barn med min pik” , og kræver at de rejser ud af Danmark.
Det fremgår endvidere af artiklen at deres tidligere chef er bosnieren Alen Kapetanovic og at danskeren Madasar Ahmed har leveret adskillige underbetalte pakistanere til byggeriet i Holbæk.
Hvorfor undrer denne multi-kulti sammensætning af rollelisten og det billedlige sprog mig ikke spor?
PET og el-Hussein
Af Birte Bune Smith
Forleden faldt jeg over overskriften på en leder i en københavnsk avis: “Lad os få kastet lys over mysteriet Omar el- Hussein” ,stod der, i anledning af at el- Hussein igen er aktuel pga en nylig udkommet bog med ny viden, som ikke før har været kendt af offentligheden.
Man kan spekulere på, hvorfor ny viden først kommer frem nu og så pga journalistisk efterforskning, men det er ikke første gang, den slags sker. Tænk blot på holdet bag hvidvaskskandalen, som nåede imponerende resultater med kryptisk kommunikation og hemmelige møder rundt om i verden, iført det skæg og blå briller, som burde have siddet på efterforskere fra politiet, som måske- måske – ikke anede noget om vaskeriet.
Det gjorde de til gengæld om Omar el-Hussein. En hel del, kan man forstå, som blot blev holdt tilbage, indtil det nu er blevet gravet frem af andre. Så måske burde overskriften have været ændret til “Lad os få kastet lys over mysteriet PET”, for man kan kun tolke det som om, PET ikke har ønsket, at de mange oplysninger kom frem, fordi de ville åbenbare svigt og manglende professionalisme. Derfor skulle fx en oplysning om, at el-Hussein havde forsøgt at leje sig ind over for Krudttønden med alle midler undertrykkes, selv om man måtte ty til fortidens sovjetiske metoder med at ændre indholdet i en bog ved at rive en side ud og erstatte den med en anden uden den famøse oplysning. Hertil kommer så alle de andre eksempler, som bogen nævner, bl a hans radikalisering og hans lommekoran, som PET også hemmeligholdt.
Det er en efterretningstjenestes hverv at observere, analysere, eventuelt at underrette venligtstemte udenlandske tjenester og så at handle. Det virker som om, efterforskningen er det vigtigste for PET, så det i den grad skorter på handling, at tjenesten i mine øjne har tre liv på samvittigheden, hvis de da er i besiddelse af en sådan. For det er ikke første gang, at PET foretrækker at fortsætte med at observere fremfor at handle. Det skete jo også, da Blekingegadebanden huserede, og hvor den unge betjent Egtved Hansens liv måske kunne være skånet, om PET havde slået til i tide og ikke havde fortsat med at ville efterforske.
Men måske skyldes PETs tavshed ikke alene egen uformåenhed, men også at det i hvert fald for mig synes som om, at to spor støder sammen, som nok kunne være af interesse at efterforske: det islamiske og det palæstinensiske, forenet i el-Husseins person. For vel var angrebet på Krudttønden islamisk begrundet, lommekoran eller ej, selv om han ikke ramte målet, tegneren Lars Vilks, men i stedet måtte forsvare sig mod Finn Nørgaard, som han dræbte, inden han flygtede, men angrebet ved synagogen og drabet på Dan Uzan var utvivlsomt antisemitisk, palæstinensisk begrundet. Et par krydsende spor, der nok var værd at følge. For Omar el- Hussein var “palæstinenser”, noget der sjældent omtales, formentlig søn af en af de mange ikke-asylberettigede “kirkepalæstinensere”, som i sin tid fik så kæmpe mediedækning, fordi arrangørerne fik hele parnassets venstrefløjskunstnere til hver aften inden deadline at tænde lys uden for kirken til fordel for de stakkels statsløse, så at S, SF og de radikale gladelig lod sig presse af en koalition af præster, BZere og kunstnere til at give dem asyl i 1992 med en af de radikale udarbejdet særlov. Så uden at trække causalitetsbegrebet ud over elasticitetens grænser, kan man betragte Jelved & co som medskyldige i de tos død.
Fyns flyveplads trues af lukning
Af Jørgen Mejrup
Seks danske flyvepladser kan ikke få fly-brændstof.
Hvis Sydfyns Flyveplads ender med at blive privat drift, det afskære turister og forretningsfolk i hele Sydeuropa fra at blive fløjet til og fra Sydfyn.
– Så må vi enten lukke, eller søge efter en anden plads. Det kunne være Odense eller Ærø, siger indehaveren af flyselskabet Starling Air APS på Tåsinge, Peter Nordquist.
– Det kan være slut allerede fra nytår. Så udløber Starling Airs forlængede driftsaftale med Svendborg Kommune, lyder det fra Starling Airs ejer.
Det lille flyselskabs trængsler begyndte, da det blev klart, at Svendborg Kommune ikke længere vil finansiere driften af flyvepladsen på grund af kommunale besparelser. Flyvepladsen tilhører kommunen, der har overladt den daglige drift til det lille flyselskab.
For at føje spot til skade har pladsens leverandør af brændstof, Air BP lukket for hanerne til “de gyldne dråber” på pladsens tankanlæg – under henvisning til dårlig rentabilitet.
Sydfyns Flyveplads deler skæbne med fem andre mindre flyvepladser: Kalundborg, Holbæk, Viborg, Randers og Kolding efter at AIR BP før nytår opsagde kontrakterne om levering af brændstof.
Den alvorlige situation har fået DMU (Dansk Motorflyver Union) på banen:
– Vi forhandler nu med flere olieselskaber, senest Dansk Fuel om leverance af fly-brændstof.
Selskaberne vil gerne levere, men det kniber med at blive enig om prisen, oplyser formanden for motorflyvernes union, Knud Nielsen.
Han antyder, at det kan blive nødvendigt at importere brændstof fra Polen, som det praktiseres i Herning. Prisen for brændstof fra øst er halvanden til to kroner mindre pr. liter.