Farvel til kristendommen
Af Visti Christensen
Der er intet nyt i, at venstrefløjen foreslår folkeskolens kristendomsundervisning afskaffet. Det har de alle dage arbejdet latent på. Det nye er, at de nu taler åbent om det.
Med de radikale i spidsen ønskes faget omdøbt til ’Religion’, hvori man kan boltre sig i alskens hedenske – mere eller mindre verdensfjerne – filosofier og halv religiøse anskuelser.
At religioner stort set er filosofi, mens kristendommen er historie, interesserer ikke yngre danske ånder, som finder bibelhistoriens etiske grundfortællinger og kristentroens morallære irrelevant for samfundet.
Vi ved ikke, om socialdemokratiet igen bøjer sig for deres parlamentariske grundlag. Traditionelt er socialdemokrater hovedsagelig medlemmer af menighedsråd for at holde økonomisk opsyn.
Som præst og konfirmandunderviser i en menneskealder, har jeg kunnet følge med i, hvad de unge bragte med af kristendomskundskab fra folkeskolen til konfirmandstuen.
År efter år bekræftedes jeg i, at slet ingen undervisning i kristendom i skolen nok burde foretrækkes – fremfor det, de unge mødte op med af skæv og mangelfuld viden om kirke og tro.
Bevares, de havde da læst bønnen ”Fader Vor” i Mattæusevangeliet, men herudover var man stort set kun blevet præsenteret for Paulus og hans ”forfærdelige” kvindesyn.
Jeg husker fra egen skoletid, at en ung lærerinde pligtskyldigt fortalte om kristendom, men sluttede med at sige: ”Ja, nu kan I jo tro på det, hvis I vil. Selv gør jeg det ikke.”
Det er ikke kun kristentroen, men også den etisk-æstetiske moral, der alle dage har været forkyndelsens gode sidegevinst, som for længst er fordampet fra danskernes hverdagsliv og tanke.
Og resultatet ses tydeligt. Vor kulturkristne baggrund er ikke en levende og værdig modstander til de kulturelle påvirkninger og udfordringer, vi oplever fra især muslimsk kulturmission.
Religiøs tænkning og kristne værdinormer, har længe stået i skammekrogen. Kirkens ydre traditionelle handlinger er bibeholdt, men oftest kun som en smuk ramme.
Det har bevirket, at Jesu anbefalinger, befalinger og opskrifter på et godt menneskeliv, er glemt og nu erstattet af egocentreret dyrkelse af eget indre og ydre skønhed.
Det var Ritt Bjerregaard, der som undervisningsminister fik ordet kristendom ud af folkeskolelovens formålsparagraf i 1970erne. Forstokkede lærere indoktrinerede børn i kristentro, mente hun.
Senere er faget gradvist fortyndet til det rene ingenting. Nu må der højst orienteres om kristendom, ikke undervises i kristentro. Den levende, kristne fortælling er blevet en gold, religiøs teoriundervisning.
Hvor er jeg dog træt af at blive kaldt racist
Af Pernille Birkler
I dag er ordet racist et af de mest benyttede skældsord, og det bruges i tide og især i utide. Og det er blevet et effektivt middel til at lukke munden på alle, der ser med bekymring på den stigemde islamisering af Danmark.
For afskyr man Islam, så får man øjeblikkelig prædikatet racist smækket på ryggen.
Men at være muslim har intet som helst med race at gøre. Tag f.eks. europæere og asiatere, der med rimelighed kan siges at tilhøre forskellige racer.
Muslimer tilhører ikke én bestemt race, de er tværtimod spredt ud over hele kloden – desværre. For med i bagagen har de Islam.
At være muslim = Islam, og Islam er en politisk ideologi på linje med kommunisme, fascisme og andre politiske ismer. Og Islam hører til i gruppen af krigeriske og ekstremt voldelige ismer.
Ville man f.eks. kalde en, der ikke kan lide kommunisme for racist? Eller hvis man ikke bryder sig om socialdemokratiet, er man så racist?
Sjovt nok bliver muslimer aldrig kaldt racister, selv om mange af dem ikke lægger skjul på, at de ikke kan lide danskere, og nogen af dem direkte hader os.
Jeg er ikke racist, jeg er bedøvende ligeglad med, hvor en person kommer fra, og hvilken hudfarve vedkommende har − om den er hvid, brun, lyserød eller skotskternet.
Til gengæld er jeg realist, og derfor afskyr jeg Islam.
