Indlæg fra læserne 14. november: Grønlands historie # Imperier # Arbejdets velsignelse

Grønlands historie

Af Kjeld Krageskov

 

Stor TAK til ”denkorteavis” samt Jens Kristian Bech Pedersens for indlæg om:

”Grønlands selvstændighed/løsrivelse fra Danmark.”

 

For en del år siden skrev jeg et lignende læserindlæg til en af vore store aviser om ca. samme emne som de J.K.B.P. beskriver:

 

”Hvorfor er det ikke intentionen at ”syd” danskerne, også, skal stemme om Grønlands eventuelle selvstændighed/løsrivelse fra Danmark?”

Læserbrevet blev ikke optaget med bla. den begrundelse at det var ”upassende for avisen”.

 

DR mfl. bør lave en hel-aftens udsendelse som belyser Grønlands historie – herunder spørgsmålet : Grønlands evt. løsrivelse fra Danmark/selvstændighed!

Herunder bør Grønlands Historie (Grønlænderne af i dag) belyses af bla. fx DR. PHIL Thorkild Kjærgaard.


Imperier

Af Jørgen V. Casse MA historie

 

Når talen falder på imperier, så har verden i nyere tid oplevet hele tre af slagsen, hver med deres eget særpræg.

 

Vi starter med det største imperium, nemlig det verdensomspændende engelske, det var et imperium hvor solen aldrig gik ned, et besidder imperium. I hvert eneste segment sad der engelske administratorer, med en guvernør som højeste embedsmand. Denne guvernør havde sin egen stab hovedsagelig bestående af embedsmænd uddelegeret til det pågældende område fra England, undtagelsen var juvelen i kronen, Indien hvor guvernøren havde titel af vicekonge (Viceroy), Den sidste vicekonge i Indien var Georg d. 6. fætter, Lord Louis Mountbatten, efter 1947, blev han udnævnt til guvernør i Indien frem til 1950, hvor Indien fik sin fulde selvstændighed, og guvernøren måtte rejse hjem til England. På Falklands øerne har England en af de sidste guvernører i aktiv tjeneste.

 

Det engelske imperium omfattede således et kejserrige, Indien, tre dominions, Canada, Australien der også er et kontinent, og New Zealand, en union, den Sydafrikanske Union, plus al det løse i Afrika, Stillehavet, og Atlanterhavet, karibien, samt en lille koloni Sydamerika. Alt sammen topstyret fra London. De tre dominions havde en vis selvstyre indenfor imperiet, men alle havde en guvernør, de var ‘domineret’ af England deraf betegnelsen ‘dominion’.

 

Det andet imperium opstod under og efter anden verdenskrig, oprettet af Sovjetunionen, (USSR) dette imperium havde to funktioner, hovedsagelig at fungere som stødpudezone overfor eventuelle revanchister i et nyt militært oprustet Tyskland, men også mod den nye fjende USA. Den anden funktion var at disse østeuropæiske lande skulle bruges delvis som markeder for USSR, dels som råvareleverandører for samme. Russerne havde oplevet det forsmædelige, at en velforberedt modstander havde kunnet invadere landet og næsten nedkæmpet det, Tyskerne nåede frem til en linje gående fra Leningrad, over Moskva, til Stalingrad, altså næsten hele det europæiske rusland. Det var et chock der satte sig spor i den politiske og militære ledelse i Moskva, og som har været drivkraften bag mange af USSR’s handlinger frem til 1989, devisen har været ‘aldrig mere en 22. juni’. Da USA i 1949 oprettede NATO i et forsøg på at inddæmme USSR, kom svaret fra USSR i 1955 med oprettelsen af Warszsawapagten. Østfrontkrigen fra 1941 og frem til 1945, kaldes i USSR for den store fædrelandskrig.

 

Det sovjetiske imperium var ikke et besidder imperium i lighed med det engelske, der sad ikke russiske administratorer i de enkelte lande. Metoden her var at indsætte kommunistiske ledere, og at indrette disse landes politiske system som en kopi af det sovjetiske, dermed blev de loyale vasalstater, der i en væbnet konflikt situation kunne medvirke til beskyttelsen af USSR. For en sikkerheds skyld blev der stationeret store kontingenter af sovjetisk militær i disse vasalstater, ikke mindst i den sovjetiske zone, senere Østtyskland (DDR). En kommende krig skulle udkæmpes i DDR. For USA’s vedkommende i Vesttyskland.

 

Det tredje imperium er det amerikanske, her er der ikke tale om at besidde noget ejheller at udstationere større troppe kontingenter. Det amerikanske imperium er et hegemoni imperium, altså et overherredømme, styret indirekte ad politisk, og økonomisk vej og lejlighedsvis militær intervention, for at fjerne uønskede elementer i de pågældende lande, jævnfør f.eks. Granada, Korea, Vietnam, Iraq, og Afganistan, Chile, og den fejlslagne Svinebugt invasion. Vesteuropa har siden anden verdenskrig været underlagt dette amerikanske hegemoni. Et af de helt klare eksempler har været Marshall hjælpen, både den civile og den militære. Marshall hjælpen skulle være en hjælp til Europa, men bag det hele var det en hjælp til selvhjælp. Det er først med oprettelsen af EF/EU at Europa har forsøgt at komme ud af det amerikanske hegemoni, dog men en vis godkendelse af USA. Om det så er en fordel at Europa i stedet kommer under hegemoni af Tyskland og Frankrig, det er op til enhver selv at afgøre, men det er alternativet i dagens Europa, med et svagt styret USA og en præsident der ikke har blot en basal ide om internationalpolitik.

 

Hele systemet var en konsekvens af det der skete efter første verdenskrig, hvor USA mistede sine bedste markeder i Europa. Tyskland var nede, det havde jo tabt sin del af krigen, og var idøm storet krigsskadeserstatninger, England havde lånt penge i USA til førelsen af sin krigsindsat, Frankrig havde brugt egne midler til sin del af krigen, og havde ikke overskud til noget efter 1919. Italien var også ude, Rusland var blevet kommunistisk og ikke en ønsket handelspartner set med USA øjne. Alt dette førte til børskrakket i 1929. Dette krak var af bibelske dimensioner. Depressionen spredte sig som en tsunami til hele Europa. Den ‘civiliserede’ del af verdenen oplevede en økonomisk nedsmeltning, som det skulle vise sig næsten umulig at komme over, anden verdenskrig var faktisk redningsplanken for USA, men da denne lakkede mod enden indså man, at situationen for USA ville være den samme som efter første verdenskrig. Det er her at tanken om amerikansk hegemoni over verden for alvor tager form, for USA’s vedkommende bliver overskriften ‘aldrig mere en sorte torsdag’ (torsdag d. 24 oktober 1929 var dagen da børsen på Wallstreet brød sammen). Man ønskede at kunne styre verdensøkonomien totalt for at forhindre en så katastrofal situation i at gentage sig. Den økonomiske krise i 2008 viste at det ikke var lykkedes for USA at skabe tilstrækkelig styring af egne økonomiske forhold. Krisen i 2008 var ikke af samme katastrofale omfang som den i 1929, men dog slem nok.

 

USA sørgede for gennem Marshall hjælpen at Europa blev afhængig af amerikanske varer og tjenesteydelser. Marshall hjælpen fungerede på den måde, at de penge som blev ‘doneret’ til de betrængte europæiske lande, heriblandt Danmark, med lidt over 300 millioner dollars, skulle anvendes på indkøb af amerikanske varer, på den måde kom pengene tilbage til USA. Ikke nok med det, varer indkøbt i USA skulle også sejles på amerikanskflagede skibe for 50% vedkommende, modtagerlandet måtte anvende de andre 50%, der var dog en undtagelse, nemlig Danmark, hvor procentforholdet var anderledes, her blev der tale om 55/45% de 45% var den danske del af kagen. Ønskede man at gøre indkøb med Marshall hjælp penge, andet steds end i USA skulle man handle med firmaer der modtog Marshall hjælp. I Danmark kunne det f.eks. ske ved benyttelse af stålvalseværket der var oprettet for Marshall penge. I danmark blev en del af pengene brugt til indkøb af værkstedsmaskiner og landbrugsmaskiner hovedsagelig traktorer.

 

Det er helt tydeligt, at Marshall hjælpen, udover at være en hjælp til selvhjælp for USA også var et middel til at skaffe sig indflydelse og hegemoni over vesteuropa. Det ses tydeligst ved, at USA tilbyder USSR del i Marshall hjælpen, det ville gøre USSR afhængig af USA og dermed et økonomisk hegemoni. USSR afslog venligst tilbuddet. USA frygtede at USSR ville forsøge et handelsfremstød i vesteuropa, USSR ville gerne kunne afsætte sine produkter i vesten, fra amerikansk side ønskede man ikke konkurrence. Jerntæppet var en kærkommen gave til USA. Jerntæppet var en sovjetisk handelsrestriktion overfor USA.

 

Den russiske økonomi var temmelig skrøbelig, den tillod ikke at produkterne skulle udskiftes ofte. Derfor holdt de længere end det tilsvarende produkt fremstillet i USA. Holdningen i USA var brug og smid væk, helst meget hurtigt, det fremmede produktionen og omsætningen, denne fik også et boost gennem design, smid ud hvad du købte i går der er en ny model i dag flottere og smartere end den foregående, meget ofte var det gammel vin på nye flasker, men det gjorde ikke noget blot man hoppede på limpinden. Sovjetiske produkter osede ikke netop af smart design, hverken deres biler eller de hårdehvidevare, men de holdt længe, og det var også nødvendigt for der var ikke nye varer til erstatning af gamle. Det blev på sin vis klart efter ‘die vende’ i 1989. Efter murens fald strømmede østtyskerne ind i Vest Berlin for at købe de forjættede vestlige varer, men det varede ikke længe inden de selvsamme østtyskere ønskede de gamle DDR varemærker tilbage, man opdagede at de var så meget bedre end det der blev produceret i vesten, hvor alting har en forudbestemt levetid.

 

Det amerikanske imperium er indirekte styring af landene. Man kan kalde det et ‘blødere’ imperium end både det engelske og det sovjetiske, en fløjlshandske dog med en jernnæve inden i.

 

Konklusion, det engelske imperium strålede i pomp og pragt, se blot dronning Elisabeths kroning i 1953, mere storslået kan det ikke gøres. Det sovjetiske var så afgjort en discount discount udgave, det amerikanske er som deres biler forkromet til det næsten usmagelige, men det kan ikke skjule at det er og bliver en blikkasse på fire hjul, en billig illusion. Båt! Båt! Båt!


 

Arbejdets velsignelse

Af Visti Christensen

 

Nu har menneskeheden i 6.000 år stønnet under arbejdets forbandelse. Man ønskede mere tid og fritid til at slappe af i. Og det har vi så fået nu. 

 

Maskiner og robotter klarer mere og mere, men tiden og sandheden har taget andet tøj på. At arbejde siges nu at være blevet en velsignelse.

 

Og det i en sådan grad, at politiske partier alvorligt mener, at hvis blot fremmede folk fra andre kulturer kommer i arbejde, så er målet nået.

 

Så bliver man fællesskabsdeltager, lærer sproget, bidrager med skat til samfundet osv. Så er integrationen lykkedes, og paradis lige om hjørnet.

 

Men hvad så, når de offentlige velfærdskasser tømmes, fordi muslimkulturens kvinder helst skal gemmes derhjemme på kontanthjælp mv.?  

 

Anne Sophia Hermansen, klummeskribent og blogger hos Berlingske, har på Folketingets hjemmeside fundet noget relevant og interessant.

 

Hun skriver, at folketingets medlemmer er utroværdige, populistiske levebrødspolitikere, der for manges vedkommende er uden erhvervserfaring.

 

Bemærkelsesværdigt få har haft et normalt arbejde, men kun et beskedent studenterjob i politiske partiers sekretariater eller i fagforeninger mv.

 

”At være politiker er blevet en karriere,” skriver hun, ”og den kan opnås uden at kende til arbejdslivet udenfor de velkendte politiske cirkler.”

 

Og alligevel lovgiver de teoretisk for alt folket, som om reelt, almindeligt arbejde var en velsignelse, og det alt overskyggende saliggørende. 

 

Og så nævner hun ellers en række politikere, som aldrig har arbejdet. Nogle navne forbløffes man over, andres kommer ikke helt bag på én.

 

En liste med udvalgte politikeres navn og ”uddannelse” kan findes på Folketingets hjemmeside. 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…