Indlæg fra læserne 9. april: Asylbørn

De stakkels asylbørn

Af Visti Christensen

 

Røde kors har med sædvanlig overophedet humanisme fået deres psykologer til at undersøge børn af afviste asylansøgere på Sjælsmark Udrejse Center. De finder, at disse – trods Ipads – savner kammerater og mistrives, og at det ikke kan udelukkes, at 6 ud af 10 sidenhen kan udvikle diverse psykiske lidelser.

 

Og Røde kors og de politiske småpartier med samme farve, var ikke sene til at finde de store gulvvioliner frem i deres beskrivelse af den påståede børnemishandling. En 5-årig dreng var bange for politiet og mørket, og en 8-årig pige kunne ikke sove. – Som om alle andre børn ikke havde det sådan ind imellem!

 

Men nu forsøges udlændingedebatten så igen kørt af sporet. Og børn er et godt våben. For hvem ønsker at gøre børn fortræd? – Men hvem siger, at afviste asylansøgere og deres børn ville få det bedre af at leve i kommunalt lejede parcelhuse, opdelte herskabsvillaer eller andre asylcentre? Vil det ikke blot give dem en falsk forhåbning om en ændret asylbehandling?

 

Anette Heick er lørdagsskribent i BT. Hun er nu gået ind i debatten. Helt på børnenes side. Og selvom man flere gange har glædet sig over hendes sunde syn på etik, æstetik og mobiltelefoner, så er hun denne gang galt afmarcheret, og hendes bevæggrunde er også politiske.

 

Fru Heick Junior uhar boet i Sverige i en årrække, og har ikke kunnet stemme derovre. Men nu er hun flyttet tilbage til Danmark, og her vil hun ikke længere stemme på det parti, som hun hver eneste gang – før sin udlændighed i Sverige – stemte på. Blandt andet som følge af udrejsecentret i Sjælsmark.

 

Nu får vi ikke at vide, hvilket parti, hun nu vil skuffe og glæde, ligesom hun heller ikke omtaler Sveriges udlændingepolitik. Hvad hun alene nævner er, at hun ikke anerkender det støjbergske synspunkt, at visse forældre kan finde på at bruge deres børn som gidsler for at opnå særbehandling.

 

Men herved afsløres, at hun ikke har boet i en muslimsk Malmø-ghetto, at hun ikke har kendskab nok til Koranen og muslimsk adfærd, tankegang og misbrug af børn med paradisnøgler af plastic om halsen, når de sendes ud som mineryddere i Allahs navn – eller til muslimsk Taqiyya-kulturstrategi i Vesten.

 

Den største ulykke er dog, at mange venligboere og hjælpeorganisationer ikke kan og vil indse forskel på humanisme og kristendom, men sammenblander eller forveksler énsidig humanistisk hjælp med kristen næstekærlighed, hvis hjælp ofte – for ikke at blive taget ved næsen – har valgt at kalkulere med løgnens tilstedeværelse og visse forudgående og nødvendige ”tempelrensninger”.

 

Kærlighed har ingen grænser, men det har sandheden.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…