Hvorfor vil politiet ikke fortælle sandheden?

Det er efterhånden veldokumenteret, at væsentlige oplysninger vedrørende Omar el-Husseins terrorhandlinger i februar 2015 ikke var medtaget i politiets evalueringsrapport fra 2015.

 

Senest er det i bogen ”Terroristen fra Nørrebro – jagten på Omar el-Hussein” bl.a. oplyst, at Omar allerede inden terrorhandlingen faktisk var opført på politiets ”bekymringsliste” over militante islamister i Danmark.

 

Der tegner sig således et billede af, at der ikke var tale om en utilpasset ung mands impulsive voldshandlinger, men en om en velplanlagt, muslimsk terrorhandling.

 

I dag må man spørge sig selv, hvorfor ny viden om Omar el-Hussein først kommer frem, når journalister og forfattere graver den frem. Hvorfor er det ikke myndighederne, der informerer offentligheden?

 

Politiet er karrigt med oplysninger

Vi har i forbindelse med Tibet-sagen og andre sager til overmål fået dokumenteret, at politiet er ganske karrigt med oplysninger, der kan sætte tjenesten i et dårligt lys.

 

De manglende oplysninger om Omar el-Hussein kan næppe begrundes med, at efterforskningen tilsagde diskretion.

 

Det kan tænkes, at politiet og PET havde politiske motiver – og måske instrukser – til at nedtone det muslimske terroraspekt.

 

Men forklaringen på, at der serveres en historie om en pludselig radikalisering og en spontan handling, er snarere, at politiet og PET havde en rigtig dårlig sag.

 

Rettidig omhu kunne måske helt have forhindret anslagene ved Krudttønden og synagogen i København og sparet menneskeliv og sårede.

 

Den politimæssige håndtering af selve terroraktionen virkede mildest talt ubehjælpsom og har givet anledning til alvorlig tvivl om Politiets kompetence.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…