Radius: Hvordan sikres den kritiske infrastruktur mod angreb?

Forsvarsministeriet offentliggjorde i maj 2018 en ny strategi for cyber- og informationssikkerhed. Budskabet var, at Danmark skulle opruste i kampen mod digitale trusler. En ny national strategi for cyber- og informationssikkerhed skulle bidrage til at borgere, virksomheder og myndigheder skulle styrkes i kampen imod cyberangreb og digitale trusler.

 

Det fremgik, at seks sektorer er særligt sårbare, hvis cyberangreb rammer. Det drejer sig om energi-, transport, tele-, finans-, sundheds- og søfartssektoren. Ved et cyberangreb imod f.eks. et elværk risikerer store dele af landet at gå i stå. Det vil selvsagt have konsekvenser for store dele af vores samfund.

 

I de seks sektorer findes et virvar af offentlige og private aktører efter et system, som langt fra er gennemtænkt, men opstået som følge af ofte glemte historiske forhold.

 

En række ministre fra skiftende regeringer har i årenes løb beklaget salget af det daværende Tele Danmarks kobbernet, som den dag i dag stadig er afgørende for internetforbindelsen i mange hjem, til Ameritech.

 

Men det allerværste eksempel er måske det beredskabsnet, som myndigheder, politi, beredskab, ambulancer og så videre benytter til dagligt og i krisesituationer som ved terrorangreb. Det har Danmark som et af få lande overgivet ejerskabet af til et privat, udenlandsk firma – amerikanske Motorola. Det har der ikke været debat om. I stedet er mange optaget af, om TDC benytter en kinesisk leverandør.

 

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der er vores mest kritiske infrastruktur, og hvornår er det nødvendigt ikke blot at beskytte dens it-systemer, men også sikre ejerskabet?

 

Infrastrukturen på naturgasområdet

Det 100 pct. statsejede Energinet.dk har siden 2005 drevet den danske eltransmissionsinfrastruktur og i forbindelse med salget af DONG Energy blev det politisk aftalt, at de samfundsmæssige hensyn knyttet til DONG Energys naturgasinfrastruktur og olierør skulle sikres ved, at Energinet.dk skulle købe aktiverne på kommercielle vilkår.

 

Det, der helt præcist blev solgt fra til Energinet.dk var olierørledningerne i Nordsøen, og gasledningerne i Nordsøen, dvs. søledningen fra Tyra-platformen til Nybro, søledningen fra Syd-Arne-platformen til Nybro, og søledningen mellem Tyra- og Harald-platformene og gasterminalen i Nybro.

 

Regeringen indgik den 1. juni 2017 en bred politisk aftale om at samle det danske gasdistributionsnet i ét statsligt selskab.

 

I dag er samlingen i realiteten gennemført: Statens selskab, Energinet.dk, ejer Dong Energy’s gamle distributionsnet, Dansk Gasdistribution, med 122.000 kunder, som staten for 2,35 mia. kr. den 1. oktober 2016 købte af Dong Energy forud for selskabets børsnotering.

 

Energinet.dk overtog allerede den 1. maj 2007 Dongs gaslager i Ll. Torup. Prisen dengang var 2,4 milliarder kroner.

 

Den 20. oktober 2014 købte Energinet.dk det underjordiske gaslager i Stenlille på Sjælland for en pris på 2,25 milliarder kroner af DONG Energy.

 

Nature Energy var førhen ejet af otte fynske kommuner, men den 1. maj 2018 overtog Energinet.dk det fynske gasdistributionsnet. De 8 fynske kommuner, der ejede NGF Nature med 55.000 kunder, fik godt 1 mia. kr. for distributionsnettet og samtidig solgte kommunerne selskabets biogas- og kommercielle dele til det britiske selskab Pioneer Point Partners for 1,1 mia. kr.

 

De 57 kommuner i Hovedstaden, Midt- og Nordjylland, der har ejet HMN Naturgas med 220.000 kunder, solgte tidligere den kommercielle gasdel til elselskaberne SEAS-NVE og Eniig. Salgsprisen er ikke offentliggjort.

 

Forhandlingerne om salget af selve infrastrukturen – HMN Gasnet – til Energinet.dk har trukket ud. Kommunerne, der ejede HMN Gasnet, krævede en kommerciel pris for distributionsnettet, og prisen for det fynske net med omkring 55.000 kunder, havde skabt forventning om en ganske høj salgspris.

 

Nu har Energinet og HMN Naturgas indgået en aftale, der betyder, at Energinet senest 1. april 2019 overtager HMN GasNet og dermed gasdistributionsnettet i Nord- og Midtjylland, i hovedstadsområdet samt i Nordsjælland. Prisen er oplyst til 1,809 mia. kroner.

 

Hermed er hele den danske infrastruktur på naturgasområdet samlet i Energinet.dk.

 

Infrastrukturen på elområdet

Det har siden 2007 ligget klar, at der var et politisk krav om at den ”kritiske infrastruktur” på elområdet – transmissionsnettet – skulle være ejet af det statslige Energinet.dk.

 

I forbindelse med den politiske aftale om salget af DONG Energy var det i 2015 forudsat, at DONG Energy fortsat ville eje eldistributionsnettet i København, Frederiksberg og store dele af Nordsjælland.

 

Udover DONG Energy kontrollerer omkring 45 forskellige selskaber eldistributionsnettet.

 

I den politiske aftale er det samtidig anført, at en fortsat høj forsyningssikkerhed er afgørende for samfundet.

 

DONG Energy har efterfølgende skiftet navn til Ørsted, der har samlet eldistributionsnettet i København, Frederiksberg og store dele af Nordsjælland i elforretningen Radius med over en million elkunder på Sjælland.

 

Energiselskabet Ørsteds bestyrelse har vurderet, at Ørsted ikke er den bedste langsigtede ejer af Radius og et par mindre selskaber, og at det er i selskabets, aktionærernes og kundernes interesse, at de overgår til et nyt ejerskab med henblik på at skærpe Ørsteds strategiske fokus og ambition om at skabe et globalt førende selskab inden for grøn energi.

 

Derfor har Radius været til salg, men salgsprocessen er nu stoppet efter, at den politiske opbakning til salget forsvandt, da Socialdemokratiet meddelte, at man ikke længere støtter processen. SF har hele tiden været modstander af et salg.

 

Ørsted vil fortsætte med at undersøge, hvordan man kan skille sig af med Radius og de andre forretninger, man gerne vil sælge. Det vil også kunne ske ved en udskillelse og selvstændig børsnotering med samme ejerkreds som Ørsted.

 

Socialdemokratiet vil kun acceptere et salg, hvis det ender med, at Radius bliver forbrugerejet, eller at staten fortsat har en aktiemajoritet.

 

Eldistributionen

Der tegner sig nu et politisk flertal for at eldistributionen ligeledes defineres som ”kritisk infrastruktur”.

Udover Radius findes der omkring 45 andre eldistributionsselskaber. Overvejende ejet af andelsselskaber eller kommuner.

 

Behov for bred politisk aftale

Hvis Socialdemokratiets kriterier – forbrugerejet eller statslig aktiemajoritet – lægges til grund, behøver en bred politisk aftale om at sikre kontrollen over eldistributionen ikke nødvendigvis indebære, at de mange elnetselskaber, som i de seneste år har haft travlt med at opkøbe og fusionere med hinanden, skal nationaliseres og samles i ét statsligt selskab. Et krav om, at staten træder til, hvis der ikke kan opnås enighed med et af de eksisterende, forbrugerejede selskaber, når et elnet skifter hænder, er en enkel og pragmatisk løsning.

 

Kritisk infrastruktur på andre områder

Alle problemer vedrørende kritisk infrastruktur er ikke hermed løst.

 

Hvad skal vi gøre med de ca. 400 fjernvarmedistributionsselskaber, samt ca. 2.500 vanddistributionsselskaber – hvoraf de 220 er under vandsektorloven, som omfatter alle kommunalt ejede vandforsynings- og spildevandsforsyningsselskaber samt private vandværker, der sælger mere end 200.000 kubikmeter vand om året?

 

På lufthavns- og teleområdet er det desværre for sent at gøre noget.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…