Hvis islamiseringen skal bremses, skal muslimsk tørklæde forbydes i udadvendte offentlige stillinger

Den italienske journalist og forfatter Giulio Meotti beskriver islamisternes fremmarch først i Mellemøsten og dernæst i Vesten: ”Først blev kvinderne påtvunget tørklædet, så indledte islamisterne deres jihad imod Vesten.”

 

Når et land bliver overtaget af islamister, er det første, der sker, at usynliggøre kvinderne. For som Meotti udtrykker det, er hijab islamisternes stærkeste våben.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor Tyrkiets Erdogan har brugt tørklædet til at fremskynde den voldsomme islamisering af samfundet, forbød Tunesiens præsident (1957-1987) Habib Bourguiba kvinderne at bære hijab på skoler og i offentlige kontorer. Han kaldte klædningen for en ”afskyelig las”.

 

Med lidt forskelligt ordvalg er der sandelig også mange her, der har alt andet end smigrende udtryk for den islamiske indhylning af kvinder.

 

Det er et intimiderende og provokerende stykke tøj, der ikke hører hjemme i de vestlige lande. Og som i øvrigt kvinder i islamiske lande som bl.a. Iran og Saudi Arabien med fare for fængselsstraf kæmper for at kunne smide.

 

Men i stedet for at vise solidaritet med deres medsøstre i disse lande, foretrækker de, der bor i Vesten, at følge de middelalderlige regler, som islamisterne udstikker for dem.

 

Det har bestemt ikke skortet på advarsler fra bl.a. frafaldne muslimer om islamismens udbredelse i Vesten. Ligesom trusler er kommet fra de mest rabiate imamer om voldtægt af ikke-indhyllede, mord på vores medborgere, og at islam vil overtage land efter land. Disse trusler kræver modige politikere, hvis de skal stoppes.

 

Intet af dette gør dog indtryk på venstrefløjen og de kulturrelativistiske (som der findes en del af endog i borgerlige partier). De er fuldstændigt døve og blinde over for denne anmassende ideologi, der er kamufleret som religion. Frafaldnes viden om islam ignoreres, og de rabiate mener det såmænd nok slet ikke.

 

En kamp fra hus til hus

Afislamiseringen af Danmark er en daglig kamp og må af hensyn til modstanderne ske med bittesmå skridt ad gangen. For der ydes stærk modstand fra venstrefløjen og de kulturrelativistiske, der har gjort fælles front med islamisterne.

 

Det er derfor prisværdigt, at Dansk Folkeparti igen er fremkommet med et forslag til, at synlige religiøse symboler (læs: hijab) skal være forbudt – foreløbig dog kun i offentlige stillinger.

 

Som ventet, blev forslaget omgående skudt ned af Justitsministeriets jurister: Det kan ikke lade sig gøre. Det er ulovligt. Det forbyder konventionerne.

 

Religionsfriheden

Religionsfriheden er her i landet sikret i Grundlovens § 67:

 

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider imod sædeligheden eller den offentlige orden.

 

Også Menneskerettighedskonventionens (EMRK) artikel 9, stk. 1 beskytter religionsfriheden. Endvidere beskytter den friheden til at skifte religion og til ingen religion at have.

 

Stk. 2 taler om beskyttelse af andres ret og frihed og ”skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.”

 

Hvad enten det gælder Grundloven eller EMRK, er det kun selve religionsfriheden, der i praksis ses på, mens det uroskabende og beskyttelse af andres frihed helt ignoreres.

 

Spørgsmål og svar til beslutningsforslag

DF stillede den 1. februar 2019 spørgsmål til integrationsminister Inger Støjberg vedrørende indhylning af offentligt ansatte.

 

Svarene, der er kommet via Justitsministeriet, kan sammenfattes i svar på spørgsmål 4:

”Et forbud mod synlige religiøse symboler i arbejdstiden kan f.eks. tænkes begrundet i hensynet til, at offentligt ansatte fremtræder religiøst neutrale, hvilket kan være et legitimt hensyn til andres rettigheder. Der gælder imidlertid ligeledes et krav om proportionalitet (nødvendigt i et demokratisk samfund).

 

Det må antages, at et forbud mod at bære synlige religiøse symboler for alle offentligt ansatte i arbejdstiden, herunder f.eks. mindre smykker, vil være for vidtgående i lyset af det formål, der søges opnået med forbuddet, som f.eks. hensynet til religiøs neutralitet. Et sådant forbud vil gælde alle offentligt ansatte uanset hvilket arbejde, de udfører i den offentlige sektor. Det vil således også ramme de offentligt ansatte, som ikke i forbindelse med deres arbejde har direkte borgerkontakt. Det er derfor umiddelbart vurderingen, at et sådant forbud ikke vil opfylde proportionalitetskravet efter EMRK artikel 9, stk. 2, og vil derfor ikke kunne retfærdiggøres.”

 

Min fremhævelse er, hvad DF v/Martin Henriksen i svaret ser som en mulighed for at få et forbud mod hijab for offentlige ansatte, nemlig at kun de, der har borgerkontakt, skal forbydes at bære hijab i arbejdstiden, mens andre, som borgerne ikke konfronteres med, fortsat kan bære hijab.

 

Et mere uddybende svar fra Justitsministeriet ses af svar på spørgsmål 3.

 

Men juraprofessor og ekspert i forfatningsret Jens Elo Rytter mener dog, at Martin Henriksen kan have ret i forbuddet om religiøs beklædning, således at forbuddet måske er lovligt.

 

Et nyt gennemarbejdet forslag (det samme lange seje træk, som jo også var nødvendigt med burka og niqab forbuddet) fremkommer forhåbentlig snart, og måske kan det resultere i et bredt forlig.

 

Befolkningens rettigheder og den sociale uro

Er forbud mod synlige religiøse symboler for dem, der har borgerkontakt på offentlige arbejdspladser, bør kun være den første af de foranstaltninger, der er nødvendige til fjernelse af det skel, som islamiseringen har bevirket mellem muslimer og den danske befolkning.

 

Når religionsfriheden misbruges til at provokere og intimidere, er det på tide, at også islamisternes proselytter begynder at fatte situationens alvor.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…