Tre antropologer har netop udgivet en bog om æres-relateret vold i etniske minoritetsmiljøer i Danmark. Det er Yvonne Mørck, Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold Samsøe.
I et interview om bogen i Berlingske 16.2 siger forfatterne, at det nye i bogen er, at de lægger vægt på det kulturelle aspekt.
Tidligere har man mest set voldsproblemer i etniske miljøer som et socialt betinget fænomen, men de tre forfattere ser også på den mellemøstlige æres-kultur som bestemmende for volden. Hvis man analyserer en bestemt persons vold overfor andre er der nemlig i nogle tilfælde et sammenhængende system bag.
Volden går ikke ud over tilfælde mennesker, men er nøje doseret, for at de andre personer skal opføre sig på en bestemt måde – nemlig overholde et æreskodeks fra Mellemøsten.
Jeg har endnu ikke læst bogen, og jeg kan derfor ikke sige, om antropologerne er så modige, at de tør tage næste skridt med og analysere, hvilken indflydelse den islamiske renhedsfiksering har på æres-kulturen. Det nævnes nemlig ikke i interviewet i Berlingske.
Men fra anden side ved vi, at æresbegreber og islams mange forskrifter for, hvad der er rent og urent er vævet ind i hiandenen på en måde, så det er vanskeligt, at holde islam og æres-begreber ude fra hinanden. Og dermed også holde islam og æresrelateret vold ude fra hinanden.
Ligegyldigt om antropologerne tager denne del af analysen med, er det vigtigt at rose dem for at turde tage de politisk korrekte briller af og se uhildet på det fænomen, de analyserer – nemlig vold i etniske miljøer – og erkende, at der kan ligge andre motiver bag end sociale forhold og diskriminsation.
Det burde naturligvis være sådan overalt, – altså at man ser på virkeligheden som den er og ikke lader sig forlede af politisk korrekthed til kun at se bestemte ting eller forledes til direkte at skjule ting, der ikke passer ind i det “rigtige” billede af virkeligheden.
Tænk på, hvordan vi først flere år efter terrorangrebet på Krudsttønden og synagogen får at vide, at terroristen Omar Hussein bar en koran på sig, da han begik sine angreb og drab. Er det mon ikke angst for, at den virkelige virkelighed skal falde udenfor den politisk korrekte opfattelse af virkeligheden, at man har hold dette skjult for offentligheden så længe?
I en atmosfære, hvor vi ikke ved, om forskerne og politiet siger, hvad de ser, eller siger, hvad de ønsker, vi skal se, bliver det umuligt at skelne mellem virkeligheden og fake news. Det skaber utryghed.
For hvordan kan det være, at det som de fleste mennesker opfatter som virkelighed og sund fornuft i myndighedernes øjne er forkert eller fake? En sådan atmosfære er sprængfarlig og ødelæggende for tilliden i samfundet.
Måske dette var det rigtige sted at starte i kampen imod fake news? At kræve af forskere og myndigheder, at de siger sandheden, også selvom den er ubehagelig og politisk ukorrekt.
Tak for, at i hvert tilfælde nogle antropologer har taget kampen op.
