Houellebecq morer sig over at udmale Vesten som et helvede på jord – og hans ny bog bliver revet væk

Michel Houellenbecq (Wikipedia)

Er Michel Houellebecq i en alder af 62 år endelig en glad mand?

 

Det kan han synes at have al mulig grund til at være.

 

Da hans syvende roman “Sérotonine” udkom i Frankrig, blev 90.000 eksemplarer revet væk på to dage.

 

Forlaget Flammarion, som havde trykt et førsteoplag på 320.000 eksemplarer, sendte omgående ekstra 50.000 bøger i trykken og holder fortsat fingeren klar på trykknappen.

 

Houllebecqs forrige roman “Soumission” (Underkastelse) var også en oplagssucces. Den solgte 800.000 eksemplarer og handlede om, hvordan Frankrig blev islamiseret.

 

Hvad er så emnet for Houellebecqs nye roman, som lokker så mange kunder i boghandlen?

 

Hovedpersonen er en pensioneret landbrugskonsulent Florent-Claude Labrouste, som i moden alder konstaterer, at han har forsplidt sit liv og bare lever som en grøntsag. Selv hans nabo, en tysk pædofil ornitolog,kan ikke ruske ham op til dåd, da han møder en lille pige, som tyskeren har taget nøgenbilleder af.

 

Houellebecq nyder en vampyrs fornøjelse ved at suge blodet ud af unge og gamle, byboere og landbefolkning, proletarer og adelige, hollændere og japanere (“de rene ludere”). Houellebecq morer sig barnligt over at udmale Vesten som et helvede på jord.

 

Florent-Claude lever sammen med Yuzu, en kultiveret japaner, som er villig til at dyrke bunkesex sammen med ham. Han dropper hende og forsøger at finde lykken sammen med den danske Kate og den franske Camille. Men han var for ubegavet til at finde lykken med nogen af dem. I stedet kaster han sig over osteproduktion i Normandiet, men EU ødelægger initiativet med sine mælkekvoter. Ud til højre med Bruxelles.

 

Og sådan giver Houellebecq til bogens sidste side sine læsere alt, hvad de formodes at hade. Serotonine er iøvrigt et hormon, som spiller en kemisk rolle for balance i det centrale nervesystem.

 

Kunsten at kede er at få det hele med, sagde en filosof.

 

Men i en kommentar i  bladet Le Point finder jeg et fornøjeligt hug til det parisiske borgerskabs seletive interesse for økologi. Det generer dem ikke at forurene atmosfæren ved at rulle rundt i firehjulstrækkende terrængående Mercedes dieselbiler.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…