En pragtfuld bog om Christian IV’s bygningsværk: Holmens Kirke

Endnu en pragtfuld bog fra Gads forlag har set dagens lys. Holmens kirke har netop fejret sit 400-års jubilæum, og det gøres med manér i dette overflødighedshorn af ord og billeder. Tillykke til Holmens faste stok – og alle os andre.  

 

Fra ankersmedje til flådekirke

Christian IV var en elendig hærfører. Alligevel hører han til én af vore mest elskede regenter, hvilket hovedsageligt skyldes hans store indsats som bygherre. Trinitatis kirke med Rundetårn, Regensen, Rosenborg, Børsen. Trefoldighedskirken i Kristianstad i det gamle Skåneland og Holmens Kirke, som begge er kors- eller centralkirker. Hans valgsprog var jo også ”fromhed styrker rigerne”. Hvis hele folket ikke passede kirkegangen, gik det galt for fædrelandet.

 

En række bidragydere skildrer på fornem vis alle aspekter af Holmens kirke. Man overraskes gang på gang over, hvor mange spændende ting der er at sige om emnet. Bogen er ikke en side for lang. Vel støder man på billeder, som man synes at have set tidligere i bogen – i hvert fald noget, der ligner – men det gør ikke spor. Vel er der gentagelser. Man tager dét med. Fra fortællingen om den lille ø Bremerholm mellem København og Amager til de store kongelige og nationale begivenheder tages læseren ved hånden. Bogen er en god vejviser i de sidste fire-fem hundrede års danmarkshistorie. 

 

”NB!!! Synges ikke i Holmens Kirke”

I en luthersk kirke indtager musikken en stor og vigtig plads. Claus Røllum-Larsen giver en god beskrivelse af det musikalske liv – med de skiftende instrumenter, organister og deres forskellige præferencer. Mærkeligt nok får kirken først et rigtigt orgel i 1740, et noget fejlbefængt instrument. Vi skal dog helt frem til 1871, før det blev udskiftet med et nyt og større, da den nok så bekendte Niels W. Gade havde sat sig solidt på orgelbænken. I mellemtiden havde den musikalske smag ændret sig. Idealet var nu, at orgelet skulle efterligne det romantiske symfoniorkesters dynamiske kvaliteter. Den gamle, smukke facade fik lov til at blive stående. Det var Gade, som i koralbogen skrev ovenstående formaning ved salmen ”Glade jul”, som han ikke ønskede sunget i ”sin” kirke!

 

Gade blev efterfulgt af Thomas Laub, som havde et helt andet – og i mange år ganske omdiskuteret – syn på kirkemusik og salmesang. Det var under ham og hans efterfølgere, at orgelet blev om- og nybygget i barokretning. Slut med følelser og romancer – goddag til det nøgterne og retlinede. I dag kan vi heldigvis omfavne begge ”skoler”, som hver giver deres bidrag til et rigt kirkeligt musikliv.

 

De ”stinkende rige” – et nationalt samlings- og erindringssted

Udtrykket ”stinkende rig” kender vi alle. Men ved vi også, at det stammer fra dengang, hvor de, der havde råd, blev begravet under kirkegulvet – med slemme lugtgener til følge? Siden fik man det store kapel ved siden af kirken, hvor bl.a. søheltene Niels Juel og Peter Wessel Tordenskjold – og såmænd organist Gade – ligger begravet. En hel særlig historie har Holmens kirkegård nær søerne. 

 

Vi får også fortællingen om kirkens menighed, som er skrumpet gevaldigt ind i løbet af årene. Men end lever gudstjenestelivet i forskellige former. Bogen handler ikke bare om mursten og marmor, men om mennesker – også de levende. Afsnittet om kirken og Søværnet er interessant. 

 

Dette værk være hermed anbefalet på det varmeste. Gads forlag har gjort det igen – så velgjort og så smukt, at man forsigtigt lægger den fine bog fra sig på et sted, hvor man hurtigt kan finde den igen.   

 

Ulla Kjær m.fl., Holmens Kirke

Gads forlag 2019, 240 sider, rigt ill., 300 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…