Ruth Berings erindringer fra dengang det enkle liv i udkanten af Aalborg blev ‘moderne’ med Gug Kirke og en ny præst

Gug Kirke med det hvide tårn i baggrunden (Foto: gugkirke.dk)

Da vi for en del år siden flyttede fra København til Jylland, nærmere betegnet Himmerland fem km syd for Aalborg, var en del af området endnu ikke bebygget.

 

Det var græsmarker, og om efteråret  havde man selskab af en del mus, som jeg fangede i en fælde. Ikke en smækfælde, det var synd, for de var egentlig søde og lignede Mickey, og de levende mus blev smidt ud på marken et stykke væk til stor morskab for familien, og det var ganske vist, for de var snu og flyttede ind igen. Indtil fangsten udgjorde i alt 48 mus med unger og hele molevitten, jeg holdt regnskab med flokken, hvorefter der blev opsat en smækfælde, der ordnede fire stakkels mus.

 

Et par år senere begyndte man at bygge Gug Kirke tegnet af ægteparret Exner. En moderne betonudgave, som ikke har så meget at gøre med en kirke i traditionel forstand, i hvert fald ikke, hvad det ydre angår. Mere det, nogle kalder en “sjælegarage”. Store flotte ruder udgør noget af taget, og min vinduespudser faldt da også ned og brækkede ryggen, men slap med livet i behold.

 

Men så i 1972 stod kirken der. En præst skulle der til, og så ankom sognepræst i 1973 til præsteboligen på vor vej, Regnar Juelsvej.

 

Han var en speciel udgave af en præst, i hvert fald dengang i mine øjne. Senere fandt jeg ud af, at præster kommer i flere kategorier og af forskellig politisk observans. På et tidspunkt fik jeg nok, da han satte venstreorienterede artikler op på prædikestolen. Dem kom han dog til at fjerne igen. Jeg husker en prædiken, hvor han skældte ud over al den “marrrtialisme”, som han kaldet det, og jeg havde et mindre sammenstød med ham, omkring et stisystem for gående udenfor præstegården.

 

Vejen, vi bor på, er en lukket vej, men en rockerbande i nærheden benyttede gangstien og den lukkede villavej til for fuld udblæsning at skyde genvej med deres store kværne til fare for dyr og mennesker.

 

Jeg fik kommunen til at opsætte et par bomme, men det faldt ikke i god jord hos præsten, der mente, at “vi skal jo være her allesammen”. Hvortil jeg svarede, at netop derfor luftede jeg heller ikke min hund på motorvejen.

 

I et andet hus boede dengang en kriminalbetjent, som havde observeret et par gutter, der ikke havde noget at gøre i naboens have. Naboen var på ferie, og betjenten forsøgte at fange de formodede tyve, hvor den ene smuttede, mens det lykkedes ham at få den anden gennet ned på præstens kontor.

 

Og hvad gjorde så præsten, mens der blev ringet til Politigården. Jo, nu havde tyven fået ris, så skulle han også have ros og en belønning, hvorefter han foran den ret misfornøjede kriminalbetjent stak ham tyve kroner – og det var mange penge dengang i 70´erne.

 

I 1978 skulle kirken have et nyt orgel. Under afholdelse af festen i forbindelse med indvielse af orgelet blev sognepræsten syg og døde kun 5 1⁄2 år efter, at Gug Kirke var blevet indviet. Trist. Vejen, der fører forbi den lokale købmand, er opkaldt efter ham.

 

Siden har der flere gange været forsøgt hærværk på kirken, efter sigende nogle fremmede, der er flyttet til en nærliggende boligblok. Udvendige lamper er gentagne gange brækket ned, indtil de blev sikret.

 

En dag, jeg gik tur med min hund få meter fra kirken – Ludvig, som min hund hed, blev i øvrigt vældig sur og gøede som en rasende, når de bimlede med klokken – men den pågældende dag så jeg noget sært liggende i jorden. Det ligende en flaske, og jeg fjernede af og til den slags for at aflevere dem. Men denne var ikke tom. Flasken var født med rom, så jeg, men indholdet var ikke rom, men en olieagtig substans.

 

En Molotov-cocktail var gemt under lidt jord. Så jeg fandt et godt sted, hvor den lå uset, mens jeg gik hjem og ringede til politiet.

 

Ja og tak, de skulle sende en vogn ud med det samme. Jeg gik op til kirken og ventede, og ikke længe efter svingede en bil ind og ud sprang en kvindelig betjent – kvindelig – må man sige det i dag uden at få nogen på nakken ? Sammen fandt vi flasken, som jeg rakte hende.

 

Den kvindelige så på mig med slet skjult mishag:

 

“Vil du fortælle mig, at du har jaget mig herud for det?”, klagede hun, mens hun tog flasken mellem to fingre og majestætisk skred.

 

Det var li´ godt grow, tænkte jeg og gik hjem og spurgte Politiet, hvad det så gik ud på. Damen fik en irettesættelse, hun kendte ikke til det hærværk, der havde været på kirken både ud- og indvendig. Ja, så.

 

Hvem den “cocktail” havde været tiltænkt, fortaber sig i det uvisse. Men man ser for sig en fyldt kirkesal, hvor en genstand af den karakter ryger gennem vinduet, lander i mængden og eksploderer.

 

Piet Hein

At leve i nuet er livets teknik-

og alle folk gør deres bedste,

men halvdelen vælger det nu, som gik,

og halvdelen vælger det næste.

 

Og det forrige nu og det kommende nu

blir aldrig i livet presente,

og alle folk lever sågu

med bare at mindes og vente.

 

 

For det nu, som er gået, er altid forbi,

og det næste blir aldrig det rette.

Næ, sørg for, at nuet, du lever i,

engang for altid er d e t t e.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…