Sidste onsdag blev et usædvanlig bestialsk mord begået i den tyske by Stuttgart. På åben gade huggede en mand en anden mand ned med en slags sværd.
En modig kvinde standsede sin bil, og offeret forsøgte at redde sig ind i bilen. Men manden med sværdet flåede ham ud af bilen og ned på jorden. Så huggede han ham i maven med sværdet.
Gerningsmanden løb væk fra stedet, mens offeret lå livløst tilbage på gaden.
Undervejs forsøgte en iransk kvinde på arabisk at få sværdmanden til at stoppe. Men han ænsede hende overhovedet ikke – han huggede bare løs med sværdet, mens han råbte: ”Hvorfor gjorde du det?”
Gerningsmand og offer kendte hinanden. De havde, sammen med en tredje person, delt en lejlighed dér, hvor mordet fandt sted. Morderen mente åbenbart, at han havde noget, der skulle hævnes.
11-årig datter så det hele
Den Korte Avis skrev om mordet og viste billeder af gerningsmandens flugt. Siden er der kommet nye oplysninger i sagen, der gør mordet endnu mere forfærdende.
Således ved man nu, at offerets 11-årige datter overværede de frygtelige begivenheder. Hun kom gående med faderen i hånden, da morderen sprang frem og gennemførte sit blodige forehavende.
Samtidig tyder meget på, at mordet hænger sammen med en uansvarlig asylpolitik. Her ligger endnu et chok.
Skulle aldrig have været i Tyskland
Manden er i tyske medier blevet omtalt som en 28-årig syrer ved navn Issa Mohammed. Han skal have fået asyl i Schweiz, hvorfra han er rejst ind i Tyskland.
Men nye oplysninger kunne tyde på, at Issa Mohammed svindlede sig til asyl og var i Tyskland under falske forudsætninger.
Han fik asyl og siden tysk opholdstilladelse på baggrund af hans egne oplysninger om, at han var syrer på flugt.
Men ifølge Stuttgarter Zeitung og BILD efterforsker politiet nu en formodning om, at manden ikke er syrer, men derimod en 30-årig palæstinenser, der ikke er berettiget til ophold i Tyskland.
Merkels fatale asylpolitik
Hvis det bliver bekræftet, bunder det uhyggelige mord i endnu et af de talløse svigt i det tyske asylsystem.
Flere gange tidligere har den slags svigt kostet menneskeliv i Tyskland. Terroristen Anis Amri fra julemarkedet i Berlin skulle for eksempel heller ikke have befundet sig i Tyskland.
Nu har en mand mistet livet. Hans 11-årige datter har fået et frygteligt traume, som hun sikkert aldrig overvinder. Et antal mennesker har fået en forfærdende oplevelse af blodig vold. Og mange tyskere har endnu engang fået rystet deres tillid til den asylpolitik, som Angela Merkel har hovedansvaret for.
Men Merkel fortryder ikke, hvad hun gjorde.