Skrækvision om Frankrigs totale opløsning under islam – kalifatet har overtaget landet

Med denne roman fortsætter Laurent Obertone sin skrækvision om Frankrigs vej mod den totale opløsning.

 

I første bind, Guerilla, le jour où tout s’embrasa fra 2016 (omtalt i Den korte Avis), havde Islam allerede fået godt fat, og nu er det endelige kollaps under Islam en realitet. Kalifatet har overtaget landet, præsidenten er blevet myrdet af islamiske bander, og resten af politikerne er på flugt. Statsministeren, der var blevet advaret på forhånd, har før sin flugt erklæret undtagelsestilstand, hvorefter ingen hører mere til ham. Ondskaben svirrer i luften, og den hvide mand er jaget vildt. 

 

Vi bliver straks trukket ind i dramaet, hvor blikket møder de lange køer op ad trappen til et højhus. Her står mennesker tæt pakket og venter apatisk på at blive smidt ud fra øverste etage og – hvis de er heldige – straks møde døden i et klask på stenbroen. Det er homoseksuelle og lidt skæve eksistenser, som udgør den ventende skare bevogtet af kalifatets soldater. At ofrene er flere i antal end deres bødler, jihadisterne, ænser de ikke, for – som vi ved – har de kun lært at forhandle og debattere og har glemt de urinstinkter, som burde få dem til at tage kampen op. 

 

I Paris og de større byer er der totalt kaos. Elektriciteten er gået, togene er standset, lufthavnene lukket, nettet gået ned, ingen vand, ingen varme. Der ligger lig overalt i gader tilsølet med blod, og der er ikke mulighed for at tilkalde hjælp, for hospitalspersonalet er enten myrdet eller på flugt. Overalt ser man afrikanere med våben, som myrder løs, anstifter brande, plyndrer butikkerne i indkøbscentre og stener politiet, hvis de dukker op. Anarkiet er totalt. Scenen er sat. Velkommen til den totale krig.

 

Efter de seneste myrderier er gaderne igen lagt øde i en uhyggelig stilhed. Sneen ligger tyk. De få, som vover sig ud, taler om at gå i demonstration, men over for hvem? Der er ikke længere nogen stat, som på tre dage er brudt sammen. Frataget statens beskyttende rolle, er befolkningen efter mange års kloroformering og bekvemmelighed totalt hjælpeløse.

 

Der har været korte sporadiske forsøg på modstand i byerne, men folk er flygtet eller har barrikaderet sig og overladt gaderne til sabotører og grupper af venstreradikale bander.  

 

Dog ikke alle synes at have forstået dybden i problemet. En hårdt såret journalist, som leder en klub for bøsser og “social-emotionelle unge”, vågner op på gaden efter at være blevet slået ned af en gruppe afrikanere. Han har svært ved at orientere sig i mørket, men i sin omtumlede tilstand konstaterer han dog med tilfredshed det økologisk hensigtsmæssige i, at der nu er slukket for gadebelysningen. Som lønnet journalist har han efter egen opfattelse et særligt ansvar her, og det samme gælder solidaritetsfølelsen med de svage, som dog ikke synes at gengælde hans følelser. Ja solidaritetsfølelsen må være det ultimative stadie af humanismen, mener han, og han vil uden tvivl opnå anerkendelse på redaktionen og i alle journalistiske kredse. Rystende af kulde og stærkt blødende samler han en avis op, der skriver om fake news og i beroligende formuleringer kalder de første tegn på opstand for folkelig ophidselse. Nu er de alle, som havde monopol på nyhederne, forsvundet i natten.

 

Og imens alt dette står på, nærmer sig endnu et skib med kurs mod Marseille med en ny ladning afrikanere, ført af en NGO’er, som med sit had til sin egen race har som erklæret mål at bidrage til en udskiftning af den hvide europæer.

 

På et tidspunkt begynder modstanden at manifestere sig bl.a. med indblanding udefra. USA diskuterer med Kina om at gribe ind, for det skader samhandlen, og bekymringen fylder desuden hos hele den nordlige halvkugle. Fremmedlegionen har med professionel effektivitet slået en gruppe af kalifatets soldater ned, men selv efter denne massakre overvejes det blandt nogle civile, om ikke dialog havde været bedre end våben.

 

Der er efterhånden igen kommet vand i hanerne og lys på gaderne. Men er det den endelige sejr eller kun en frist? Obertone giver os ikke svaret.

 

Konklusion

Som i det forudgående bind oplever vi brutaliteten, og vi noterer os den samme uforståelige dumhed hos de samme medløbere, heriblandt gruppen Frontkæmpere for Multikultur, som hellere lader sig skyde en kugle for panden – og med en sidste hvisken forbander “de højreekstreme” – end komme til fornuft. Men også en forbløffende dumhed møder vi hos fjenden. For hvordan føre krig, når samfundet lukker ned, hvis man ikke har sikret sig forsyninger? 

 

Romanen består af 110 korte scener, nærmest som essays, der kun løseligt hænger sammen, hvoraf ikke alle vejer lige tungt efter min mening. Scenerne er som nævnt makabre, men også med en særlig smuk, grum poesi i beskrivelsen af sneen, mørket og en dødelig stilhed, hvor Paris ligger under sit ligklæde af sne og aske. 

 

Men der er også bid og ironi, når den hårdt sårede journalist, der ikke kan få standset sin blødning, bekymrer sig om økologien. Eller hvor en islamisk bandeleder, nu med rang af hærchef, fjumrer rundt i sne til knæene for at finde en benzintank, som uden elektricitet ikke er til megen hjælp.

 

Romanen er skrevet i et højere sprogligt stillag, men som gyser synes jeg, den mangler samme drive som i den foregående bog, der med sit høje tempo og nærmest staccatoagtige skrivestil tog vejret fra læseren og gjorde den svær at lægge fra sig. En bog som i øvrigt er blevet en bestseller. Den Korte Avis skrev om bogen her  

 

Laurent Obertone er journalist, og som forfatter skriver han sine bøger under pseudonym.  

 

Bogen er på 428 sider og er udkommet 2019 på forlaget Ring.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…