Grundloven og Grønlands løsrivelse 

For efterhånden mange år tilbage iværksatte Danmark og Grønland en proces hen imod Grønlands løsrivelse fra Danmarks Rige og fuld selvstændighed for Grønland. Debatten om processen foregår fortsat intenst i medierne i alle Danmarks rigsdele. Ikke mindst fordi der jævnligt også i vore dage internationalt tages sikkerhedspolitiske, storpolitiske og handelspolitiske initiativer, som stærkt berører forholdet mellem Grønland og det øvrige Danmark og påvirker løsrivelsesudviklingen. 

 

Lov om Grønlands Selvstyre af 12. juni 2009 (Selvstyreloven) fastslår i § 21, at ”beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk.” Samme paragraf fastslår, at der efter en sådan beslutning skal indledes forhandlinger med den rigsdanske regering, og at en forhandlet aftale ud over godkendelse fra Grønlands Landsting og ved en folkeafstemning i den grønlandske befolkning også skal godkendes (”samtykke”) af Folketinget. 

 

Selvstyreloven er vedtaget som en almindelig lov i Folketinget. Den videre proces mod Grønlands selvstændighed kan således tilsyneladende fortsætte inden for de rammer, som Grundloven har sat for almindelig lovvedtagelse i Folketinget. Regering og Folketing har dermed åbenbart lagt kursen for Grønlands løsrivelse som en form for separatproces, der kun angår Grønland og den befolkning, der aktuelt er bosiddende i Grønland. Og uden at tage hensyn til befolkningen i de øvrige rigsdele, herunder Syd-Danmark, eller til forpligtelsen på den rigsintegrerende sammenhængskraft, som Grundloven flere steder udtrykker i sine paragraffer.

 

Rigsfællesskabet konstitueres ved Grundloven

Ved grundlovsændringen af 1953 blev Grundloven ved sin nye § 1 gældende for Grønland og Færøerne. Grønland blev et dansk amt og grønlændere blev statsborgere som alle andre borgere i Danmarks Rige. Grønland (og Færøerne) blev altså som rigsdel trukket ind under Grundloven og den fællesdanske rigsmyndighed, der inden for rammerne af Grundloven kunne – og skulle! – udøve den samlende lovgivende (og udøvende og dømmende) myndighed over alle rigsdele. De forskellige rigsdele i Danmarks Rige blev dermed ”fælles” og fællesanliggende for alle borgere i alle rigsdele; det er det, Grundlovens § 1 udtrykker. Grønland fik status og betydning som en integreret rigsdel, der bindes sammen med de andre rigsdele af forfatningen (Grundloven), rigsfællesskabet og rigsterritoriet. Grundloven binder Danmarks Rige sammen ved hjælp af lov. 

 

Men loven var ”blot” en sen stadfæstelse af virkeligheden. For den var en konsekvens af den udvikling, der gennem flere århundreder har ført den virkelighed med sig, at mennesker fra de forskellige rigsdele var stærkt forbundne med hinanden, og at Grønland og grønlændere derfor ikke var uden betydning for sjællændere, fynboer og andre borgere i Danmarks Rige, ligesom heller ikke Jylland, Fyn og andre rigsdele var uden betydning for grønlændere. Det var denne folkelige, familiemæssige, samfundsmæssige, kulturelle og historiske sammenhæng og udvikling, som Grundlovens nye § 1 blev det synlige forfatningsmæssige udtryk for. Alle overordnede sammenhænge mellem rigsdelene angik herefter gennem Grundloven alle rigets borgere, dvs. alle stemmeberettigede, på lige fod. 

 

Men kan så regering og Folketing virkelig alene splitte det danske rige ad i småstumper, udskille rigsdele, ja, opløse hele Danmarks Rige, om det skulle være, uden at hele den danske befolkning inddrages gennem en folkeafstemning? Det turde være umuligt, sådan som Grundloven taler om disse ting, selv om ingen grundlovparagraf direkte udtrykker et krav om folkeafstemning i hele Danmarks Rige ved forøgelse eller indskrænkning af rigets område.

 

Ved sin samlende rigskonstitution stadfæster Grundloven den helhed i form af rigsfællesskabet, hvor alt forfatningsmæssigt gælder alle på lige fod. Ingen rigsdel og ingen befolkningsgruppe i rigsfællesskabet står i overordnede rigsfælles forhold med en særlig rettighed i forhold til andre. Tilhørsforholdet for enhver rigsdel angår helheden, dvs. hele rigsfællesskabet; det vil sige alle stemmeberettigede i alle rigsdele. Grundloven vil samle og ikke opsplitte. Derfor turde det ikke være muligt, at der kan afholdes separate og partikulære folkeafstemninger inden for en enkelt rigsdel om denne rigsdels tilhørsforhold til rigsfællesskabet, men hele rigsfællesskabet må inddrages. Der er tale om det folkelige, familiemæssige og samfundsmæssige fællesskab, som Grundloven pålægger alle at være forpligtet på og deltage i. 

 

Hvis Folketinget mener – som lovgivende repræsentant for hele den danske befolkning! – at kunne vedtage Grønlands løsrivelse fra rigsfællesskabet gennem såkaldt almindelig lovgivning, så er det dog mærkeligt, at Folketinget – som hele befolkningens repræsentative lovforsamling! – har valgt ensidigt kun at lytte til et afgrænset folkeafstemningsresultat, dvs. fra Grønland, og ikke fra de andre befolkningsdele, som Folketinget også repræsenterer. Hvorfor skal jyder, sjællændere og andre holdes ude af dette, når Folketinget åbenbart mener, at det angår befolkningen på en sådan måde, at der kræves en folkeafstemning? Forholdene, sammenhængen og fællesskabet i riget går dog begge veje. Rigsfællesskabet er ikke et ensidigt forhold. 

 

Grønland optoges i rigsfællesskabet ved en grundlovsændring

Den folkeafstemning, som kræves for grundlovsændringer, blev afholdt 28. maj 1953, og her vedtog den danske befolkning at sige ja til den grundlovsændring, der i øvrigt også indeholdt andre ændringer end Grundlovens gyldighed for Grønland og Færøerne. Men det, der er vigtigt i forhold til Grønland, er, at det betragtedes som en grundlovsændring at gøre Grundloven gældende for Grønland. Derfor står der nu som den nye § 1 i 1953-Grundloven, at ”denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.” Grundloven siger, at Grundloven i sin helhed gælder for Grønland, idet der dog også er indsat nogle få særbestemmelser, der gælder vedrørende Grønland, fx om en gavmild og berettiget overrepræsentation på to mandater i Folketinget.  

 

Ved grundlovsændringen i 1953 blev der efter Grundlovens regler afholdt folkeafstemning i Danmark, dvs. i hele det Syd-Danmark, for hvilket Grundloven på det tidspunkt var gældende. Men der blev ikke afholdt folkeafstemning blandt befolkningen i Grønland; det var der jo ikke et lovformeligt krav om, da Grundloven forud for 1953 ikke gjaldt for Grønland. Men Syd-Danmark kunne ikke komme uden om folkeafstemningen; for her gjaldt Grundloven. Alle stemmeberettigede i det Danmark, der på det tidspunkt var omfattet af Grundloven, skulle derfor spørges og anerkende, at Grønland (og Færøerne) kom ind under Grundloven, og at dermed borgerne på Grønland blev ligeberettigede i forfatningsspørgsmål med alle andre borgere i det samlede Danmarks Rige. 

 

Man kan derfor groft set sige, at Grundloven i forhold til Grønland nærmest blev gjort gældende for Grønland på arbitrær vis. For i forfatningsmæssig forstand gjaldt der ikke nogen lov, der lovmedholdeligt kunne overføre Grønland fra lovarven under Enevældens forfatning til Grundlovens demokratiske lovbestemmelser. Noget lignende skete for den danske befolkning, da Grundloven indførtes i Danmark i 1849. Her blev der ikke afholdt nogen folkeafstemning om vedtagelse eller forkastelse af grundlovsforslaget. Her inddrog man udvalgte dele af befolkningen til at vælge de største dele af en grundlovgivende forsamling. Om denne forsamling kan man sige, at den i forhold til vore nutidige demokratiske grundlovsbestemmelser på arbitrær vis, dvs. uden folkeafstemninger, førte Danmark fra enevælden over i demokratiet. 

 

Sådan må det jo være; for et forfatningsmæssigt systemskifte fra ikke-demokrati til demokrati må – selv om det foregår i den bedste politiske orden fra det værre til det bedre – betegne et brud med det gamle og en revolutionær overgang til det nye. Eller man kan sige, at enevælden på enevældig vis indførte demokratiet. 

 

Hvordan kan man ved såkaldt almindelig lovgivning opsplitte Danmark?

Som sagt siger 1953-Grundlovens § 1, at Grundloven gælder for Grønland. Og ovenikøbet har vi set, at dette forhold blev gjort til grundlov efter reglerne om grundlovsændring. Men nu har altså Folketinget ment, at man kan ophæve denne grundlovsbestemmelse, ikke universelt, men partikulært for Grønlands vedkommende ved almindelig lovgivning, og altså uden at der er tale om en grundlovsændring. Hvordan kan dette være? Hvordan kan man gøre en lov, dvs. om Grundlovens gyldighedsområde, til Grundlov for en bestemt rigsdel, og gøre dette efter Grundlovens bestemmelser, og dernæst ophæve denne Grundlov for den samme rigsdel uden om Grundloven, dvs. uden at denne ophævelse skal foregå efter reglerne om en grundlovsændring? 

 

Og hvordan kan man ved en almindelig lov som Selvstyreloven vedtage, at Grundlovens lovbestemmelse om dens gyldighed for Grønland (og Færøerne) kan ophæves alene ved folkeafstemning i Grønland, når det folk, som Grundloven henfører til afstemningsfolket, udgør folket i hele det Danmarks Rige, som Grundloven er grundlov for? Grundloven siger ingenting om folkeafstemning i en separat del af riget. Siger intet om, at en separat og eksklusiv vælgergruppe skulle kunne afgøre en sag om Grundlovens partikulære gyldighedsområde. Grundlovens § 1 konstituerer rigsfællesskabet som en sag, der angår alle rigsdele og alle stemmeberettigede borgere. Sådan blev § 1 vedtaget; sådan må man derfor også forudsætte, at en partikulær ophævelse af Grundlovens gyldighed for en separat landsdel skal vedtages. Det, der forfatningsmæssigt angår grønlændere, angår også jyder, og omvendt.

 

Eller sagt på mere jordnært og ligefremt dansk: Hvordan kan det lade sig gøre at støde Grønland ud af det grundlovsbestemte tilhørsforhold til Danmarks Rige, rigsfællesskabet, uden at spørge alle danskere? Tilhører Grønland – gennem Grundloven, historien og familien – da ikke lige så meget mig som jyde, sjællænder eller fynbo som Jylland, Bornholm osv. tilhører grønlænderen? 

 

For en almindelig borger, der bruger sin almindelige fornuft til at forstå disse forfatningsmæssige forhold, ligner dette et forfatningsmæssigt kup, der har til formål at omgå et prekært politisk løsrivelsesproblem ved at se bort fra Grundloven; eller i det mindste at tage lidt let og løst på det, som Grundloven vil holde sammen på. 

 

Grundlovens § 1 er ikke beskrivelse af en omstændighed, men en forpligtelse

Grundlovens § 1 er en lov. Med sin karakter af lov er denne paragraf ikke blot en beskrivelse af en omstændighed, som kan foreligge eller ikke foreligge alt efter situationens udvikling, de politiske tilfældigheder og indholdet i den øvrige lovgivning. Grundlovens § 1 står fast som en lov, der forpligter til håndhævelse, som enhver lov gør det. Hvordan skal vi ellers forstå Grundlovens § 1 som lov? 

 

Altså siger denne grundlovsparagraf, at de rigsdanske myndigheder med alle sine myndighedsredskaber skal håndhæve denne lov. Og håndhæve den på den måde, at ingen del af Danmarks Rige ved nogen politisk proces eller ved nogen almindelig lovgivning kan melde sig ud af Grundlovens gyldighedsområde, uden at dette sker på den måde, som Grundloven foreskriver for grundlovsændringer. 

 

Grundlovens § 1 er således ikke en rent universel og ligegyldig omstændighedsbeskrivelse uden lovkraft i den forstand, at Grundloven kun gælder for rigsdelene, når og hvis de tilfældigvis indgår i Danmarks Rige, som om det er Grundloven uvedkommende, når en rigsdel vil ud af Grundloven. Grundloven fanger; for Grundlovens § 1 er lov. Grundloven bestemmer riget; bestemmer det fælles samlede rige, selv om rigsdelene Grønland, Færøerne og Syd-Danmark ikke er eksplicit nævnt. Grundloven siger i § 1, at Grundloven gælder – og skal gælde! – for Grønland. Grundloven siger selv, at den gælder for Grønland og enhver dansk rigsdel. 

 

Eller igen sagt på mere jordnært og ligefremt dansk: Kan man virkelig ophæve Grundloven for Grønland – eller for Sjælland eller Bornholm og Jylland for den sags skyld – uden at gennemføre dette som en grundlovsændring? Og altså uden gennem en folkeafstemning at spørge alle stemmeberettigede borgere i hele Danmarks Rige? Det angår jo alle.

 

Nej, Grundlovens § 1 er ikke omstændighedspjat. Denne paragraf betyder, at dersom en landsdel (Grønland og Færøerne og andre danske landsdele) er kommet ind under Grundloven og gennem Grundloven er blevet en del af rigsfællesskabet, så skal denne landsdel ikke igen kunne komme uden for Grundloven og rigsfællesskabet, uden at dette sker ved en grundlovsændring efter den nuværende Grundlovs § 88. Grundlovens § 1 binder alle i riget sammen. Hvad Grundloven skal brede sig over, er en sag for alle. Og som ved enhver grundlovsændring skal da enhver borger i alle rigsdele spørges gennem en folkeafstemning. 

 

Grundlovens § 1 binder alt sammen i et rigsfællesskab, hvor en hel eller delvis løsrivelse fra dette rigsfællesskab angår hver eneste stemmeberettigede borger i alle rigsdele. Grundloven samler det hele, både territorium og befolkning – ved lov, som skal overholdes! Grundloven giver ikke tilladelse til afholdelse af separate folkeafstemninger om grundlovsændringer eller andre love, hvor et særligt udpluk af stemmeberettigede borgere får lov at bestemme eksklusivt over deres egen banehalvdel og dermed over Danmarks Rige samlede størrelse og befolkning – og andre ikke. Grundloven gælder for alle territoriedele og befolkningsdele af Danmarks Rige. Enhver stemmeberettiget borger medbestemmer over hele riget – dette er rigsfællesskab.

 

Kan Folketinget virkelig ved almindelig lovgivning opløse hele Danmark?

Kunne man forestille sig, at Folketinget engang langt ude i fremtiden ved en almindelig lovvedtagelse i Folketinget kunne give Bornholm tilladelse til at løsrive sig fra rigsfællesskabet uden at spørge efter Grundloven? Eller kunne give Sjælland eller Jylland en sådan tilladelse? Kunne Folketinget i princippet således ved almindelig lovgivning opsplitte hele rigsfællesskabet og opløse hele Danmark, hvor de opløste enkeltdele derefter måske meldte sig under fanerne hos andre magter? Kunne man – i juridisk og forfatningsretlig forstand – forestille sig, at Danmarks Rige og rigsfællesskabet således totalt opløstes gennem almindelig lovgivning, således at Grundloven ville stå uændret tilbage som en tom ordlyd, men uden noget rige at være Grundlov for? 

 

Nej, det kan Folketinget ikke eller det skal Folketinget ikke kunne. For dette ville forfatningsjuridisk være aldeles meningsløst, hvis Grundlov betyder grundlov. Det ville derfor kræve vedtagelse efter Grundlovens § 88 om grundlovsændring. Grundlovens § 1 beskytter rigsfællesskabet og forpligter regering, Folketing og domstole til at håndhæve rigsfællesskabet, medmindre en rigsdel løsrives fra Danmarks Rige ved en grundlovsændring, hvor alle borgere i det samlede rigsfællesskab deltager i en folkeafstemning. 

 

Hele Danmarks befolkning skal have kontrol med forøgelse og indskrænkning af rigets område.

I Grundlovens § 19, stk. 1 står: ”Kongen (regeringen) handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han (kongen/regeringen) dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen (regeringen) uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke.” 

 

Her rejser der sig mange spørgsmål? Har overhovedet Grønlands løsrivelse noget med et mellemfolkeligt anliggende at gøre? Man kan i hvert fald sige, at Grønlands løsrivelse vil sætte et nyt forhold mellem Grønlands befolkning og den øvrige danske befolkning. Og man kan helt sikkert også sige, at det er et forhold ”af større betydning,” og så sandelig også, at der er tale om en ”handling, der indskrænker rigets område.” Så regeringen må inddrage Folketinget. Det er sikkert denne grundlovsparagraf, der har tvunget regeringen til at indføje i Selvstyreloven for Grønland, at Grønlands løsrivelse skal godkendes (gives ”samtykke”) af Folketinget. 

 

Men denne paragraf siger intet om, at Grønlands løsrivelse skal godkendes ved en folkeafstemning, hverken på Grønland eller i hele Danmarks Rige. Regering og Folketing har alligevel valgt at kræve Folkeafstemning, og dermed bevist, at spørgsmålet har stor og afgørende folkelig, ”mellemfolkelig”(?) og menneskelig betydning for rigsfællesskabet. Men hvorfor skulle dette så – i Grundlovens forstand – kun have betydning for befolkningen i Grønland? Selv om Grundlovens § 42, stk. 8 siger: ”Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland, fastsættes ved lov,” hvorfor så kun en separat afstemning i Grønlands hjemmebefolkning? 

 

I Selvstyreloven er der jo ikke tale om ”regler om folkeafstemning” i Grønland sideordnet med de øvrige folkeafstemningsregler, der er givet i Grundlovens § 42 for det øvrige Danmark, men derimod om afgørelse af et specifikt spørgsmål, der angår hele Danmarks Rige. Skulle det virkelig være i den forstand, at § 42 taler om en særlig og separat folkeafstemning i Grønland og udelukkelse af øvrige stemmeberettigede borgere i Danmarks Rige?

 

Forskellighed og fællesskab

Grønland er i forfatningsmæssig og rigsfælles forstand ikke noget særligt i forhold til Jylland, Færøerne, Sjælland og andre rigsdele. I forfatningsmæssig forstand er vi alle ens og fælles om det hele. Grundloven har – som en konsekvens af flere århundreders fælles historie og udvikling – udslettet denne særlighed og forskellighed imellem os, så ingen, hverken bornholmere, færinger, grønlændere, jyder eller andre kan påberåbe sig en særlig forfatningsmæssig behandling til gunst for sig selv eller til ugunst for andre, ud over de få særregler, der i Grundloven gælder for Grønland og Færøerne, og som det ville kræve grundlovsændring at ophæve eller forandre. 

 

Men i en anden forstand har de forskellige rigsdele selvfølgelig deres særlighed og forskellighed. Den fynske befolkning er noget særligt i forhold til grønlændere, ligesom den grønlandske befolkning er noget særligt i forhold til sjællændere. Der findes kulturelle, historiske, menneskelige, samlivs- og samfundsmæssige, klimamæssige og geografiske forhold, som er aldeles inkommensurable i forholdet mellem Grønland, Færøerne og Syd-Danmark. 

 

Denne særlighed skal der selvfølgelig tages hensyn til – begge veje, og på den allerbedste måde. Og derfor vil det selvfølgelig være nødvendigt inden for den øvrige lovgivning at lovgive forskelligt for det forskellige, og give særlige friheder og opgaver og særlige love for de forskellige dele af riget. Dette behov for elasticitet i forholdet skal opnås ved hjælp af den øvrige lovgivning. For dette er ikke Grundlovens opgave; Grundloven skal derimod samle og holde sammen på det hele og ikke adsplitte. Det er Grundloven, der binder forskellighederne og fællesskabet sammen; Grundloven er en forfatning af og for det hele. Grundloven er ægteskabet; den øvrige lovgivning er hverdagens elastik i dette rigsægteskab.

 

Grønlands løsrivelse – et skæbnechok for hele Danmarks Rige

Hele Danmarks Riges stilling afgøres på mange måder både nationalt og internationalt med Grønlands eventuelle løsrivelse. Grønlands eventuelle løsrivelse ville være et skæbnechok for Danmarks Rige og for hele befolkningen. Det angår alle danskere; derfor må alle inddrages i en folkeafstemning. Alt andet vil være et løsrivelseskup imod Grundlovens gyldighed i Grønland, og et kup mod det Rest-Danmark, som gennem Grundloven er bundet til Grønland i rigsfællesskabet. Det ville ganske ulykkeligt splitte dansk-grønlandske familier op på to selvstændige lande, der under internationalt tryk fra større og mere magtfulde nationer på katastrofal og tragisk vis kunne drive mere og mere fra hinanden.

 

Når § 19 kræver Folketingets samtykke, førend kongen kan foretage en handling, der forøger eller indskrænker rigets område, må dette naturligvis ses som et opgør med den enevældige konges magtmonopol hvad angår udstrækningen af Danmarks Rige, hvor Grundloven skulle gælde. Den danske befolkning skulle selv gennem det repræsentative Folketing have hånd i hanke med, hvilke landsdele, der lukkes ind og ud af Danmark. Det var alt for vigtigt et spørgsmål at overlade til kongen alene – hen over hovedet på rigets befolkning. 

 

Men nu? Nu er spørgsmålet om Danmarks udstrækning og Grundlovens gyldighedsområde et spørgsmål, der er alt for vigtigt at overlade alene til Folketinget. Om viceværten for Danmarks Hus hedder kongen eller Folketinget, så er det lige tragisk, om viceværten misligholder huset, og lader det forfalde og opløse hen over hovedet på indbyggerne – uden at spørge dem alle.

 

Grundloven om suverænitetsafgivelse

Grundlovsændringen i 1953 indførte også den nye § 20, der siger: ”Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde. Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.” 

 

Her er der tale om overdragelse af beføjelser til mellemfolkelige myndigheder; dvs. om det, som vi bla. i forbindelse med overdragelse af beføjelser til EU kalder suverænitetsoverdragelser. Selv om Grønlands eventuelle løsrivelse har mellemfolkelige aspekter og konsekvenser, kan man ikke direkte sige, at der er tale om overdragelse af beføjelser til ”mellemfolkelige myndigheder” i samarbejdsøjemed. Alligevel er der jo med hensyn til Grønlands eventuelle løsrivelse og selvstændighed tale om en analogi med hensyn til overdragelse af beføjelser, ”som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder.” 

 

Og man kan i hvert fald sige, at sager, der angår ”beføjelser”, dvs. hel eller delvis ophævelse af Grundlovens gyldighed ”i nærmere bestemt omfang” inden for Danmarks Rige, og sager, som har mellemfolkelig karakter, i Grundlovens § 20 bliver tillagt en sådan betydning, at der skal anvendes helt exceptionelle vedtagelsesprocedurer, hvor alle folketingsvælgere skal deltage. 

 

Kan regering og Folketing overhovedet tillade sig ikke at betragte Grønlands løsrivelse som netop en sådan analogi, der – mindst! – ville kræve en procedure efter Grundlovens § 20? Det vil kort sagt sige: mindst fem sjettedeles flertal i Folketinget eller efterfølgende folkeafstemning i hele riget om Grønlands løsrivelse. 

 

Det ville dog være ejendommeligt, at det kræver en sådan procedure for at ophæve fx Danmarks EU-forbehold, dvs. for at indføre en fremmed mønt, euroen, i Danmark, at ophæve forsvars- og retsforbeholdet osv. Men afgivelse af den største territoriedel i Danmarks Rige, Grønland med 2,1 million km2 (50 gange så stort som Syd-Danmark), til 56.000 mennesker, der for en stor del er dybt beslægtede med øvrige danskere, kræver ikke en sådan total folkeafstemning. Ovenikøbet selv om mange ikke-grønlandske danskere historisk, kulturelt, forskningsmæssigt, erhvervsmæssigt og slægtsmæssigt har lod og del i dette territorium, og som sagt på mange måder har haft det gennem århundreder. 

 

Hele spørgsmålet om Grønlands løsrivelse er af regering, Folketing og politikere grebet helt forkert an, fordi Grundlovens pligt- og lovskyldige konstitution af sammenhængen i rigsfællesskabet og rigsfællesskabets betydning for befolkningen og enkeltmennesker i alle rigsdele ikke er respekteret. Regeringer og Folketinget har taget alt for let og løst og useriøst på sagen.

 

Og så kan man ovenikøbet sige, at Grønlands løsrivelse og selvstændighed, dvs. ophævelse af Grønland som en del af Grundlovens gyldighedsområde, overhovedet ikke er overladelse af ”beføjelser i nærmere bestemt omfang,” hvis der med ”bestemt omfang” menes ”begrænset omfang.” Og ”begrænset” omfang må der jo i § 20 også være tale om; for ingen kan vel mene, at regering og fem sjettedel af Folketinget med denne paragraf – i en forhåbentlig utopisk situation – skulle kunne være bemyndiget til at overlade absolut alle Grundlovens beføjelser til en mellemfolkelig myndighed; dvs. med et snuptag ophæve hele Danmark, Grundloven i sin helhed og Danmarks fulde og totale suverænitet; fx ved at lægge hele Danmark ind under Tyskland og under al tysk lovgivning. 

 

Men en sådan afgivelse af totalsuverænitet er der jo tale om ved Grønlands eventuelle løsrivelse og selvstændighed. I dette tilfælde drejer det sig om det hele – for Grønlands vedkommende – og for resten af Danmarks Rige, sådan som dette hele Grønland har betydning for resten af Danmark. Derfor må Grønlands løsrivelse betragtes en ændring af Grundloven; og proceduren for løsrivelsen må indrettes derefter.

 

Ligner Lov om Selvstyre for Grønland noget grundlovsagtigt?

Nogle juridiske analytikere har i medierne fremsat den opfattelse, at Selvstyreloven i tilfælde af, at sagen blev forelagt Højesteret, formentlig ikke ville blive anset for at være en såkaldt almindelig lov, som Folketinget uden videre kunne ophæve igen efter de samme regler, som Folketinget vedtog den efter. Og årsagen skulle være, at Højesteret formentlig ville anse Selvstyreloven for at være en lov, der rangerer i mellemlaget mellem en almindelig lov og Grundloven. 

 

Dette er ganske ejendommeligt, da Grundloven selv jo slet ikke taler om sådanne love, der rangerer i dette mellemlag. Men det siger i det mindste noget om nogle juristers opfattelse af Selvstyrelovens forhold til de lovområder, som ellers er grundlovsanliggender. Selvfølgelig! Så her må der dømmes: Er Selvstyreloven en almindelig lov eller er den en lov, der kun kan udfoldes efter sine fulde intentioner (Grønlands selvstændighed) gennem en grundlovsændring? 

 

Hvis den er en almindelig lov, må den kunne ophæves af Folketinget efter samme procedure, som den blev vedtaget af Folketinget.  Dette ville være det lykkeligste! Stands ulykken! 

 

Er Selvstyreloven ikke en almindelig lov, må den falde den ind under Grundlovens bestemmelser om grundlovsændringer, dvs. at Selvstyreloven i virkeligheden ikke kan vedtages uden en grundlovsændring, og omvendt heller ikke kan ophæves uden en grundlovsændring. Hvad ellers? 

 

Altså: Hvis det ifølge disse juridiske analytikere ville kræve mere end en almindelig lov at ophæve Selvstyreloven, hvorfor skulle det så ikke kræve mere end en almindelig lov at vedtage den, sådan som det skete i 2009? Og videre herfra til kernespørgsmålet: Hvorfor kræver den af Selvstyreloven muliggjorte fulde løsrivelse af Grønland fra Danmarks Rige og fra Grundloven så ikke en grundlovsændring efter Grundlovens procedure for sådanne ændringer? Dvs. blandt andet gennem obligatoriske folkeafstemninger i alle de tre befolkninger, der er stemmeberettigede statsborgere i alle de tre rigsdele, Syddanmark, Grønland og Færøerne. Hvordan kan Selvstyreloven sige, at ”beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk,” lovens § 21, stk. 1? Og hvorfor kan man ved gennemførelse af selvstændighed for Grønland – i spørgsmålet om folkeafstemninger – nøjes med ”en folkeafstemning i Grønland,” sådan som det siges i Selvstyrelovens § 21, stk. 3?

 

En grønlandsk forfatning bør behandles som en grundlovsændring

I Grønland er der nedsat en forfatningskommission, der skal fremsætte et forslag til en forfatning for et selvstændigt Grønland. Det vil sige et Grønland, der med en sådan grønlandsk forfatning udgår af rigsfællesskabet, og som dermed løsriver sig fra den forfatningsramme, som Grundloven har sat for Grønland. Medmindre, naturligvis, Grønland vælger en forfatning, der ligger inden for Grundlovens rammer, og dermed i én eller anden form modererer sit ønske om selvstændighed. 

 

Men hvis den grønlandske forfatning helt eller delvis ophæver Grundlovens gyldighed for Grønland, må forudsætningen for Grønlands selvstændighed være, at en sådan kun kan iværksættes ved hjælp af Grundlovens bestemmelser om grundlovsændring. Det vil sige: Grønlands løsrivelse skal til folkeafstemning i befolkningerne i alle rigsdelene i Danmarks Rige.

 

Afgørelse af Rigsfællesskabets fremtid er en sag for hele Danmarks vælgerbefolkning

Den grønlandske forfatter og samfundsdebattør Nauja Lynge peger på et andet, men analogt aspekt af processen for Grønlands løsrivelse fra rigsfællesskab og Grundlov. Hun siger i en JP-blog 8. nov. 2019 følgende: ”Det har flere gange været foreslået, at grønlændere i Danmark også får stemmeret i Grønland. Det er også en mulighed. Faktisk var det vist Aaja Chemnitz Larsen, der foreslog det sidste gang, vi diskuterede emnet. Det kan være, det er hende, vi skal ringe til. Hun plejer gerne at åbne døren, hvis man har noget på hjerte. Under alle omstændigheder så ender det galt, hvis man bliver ved med at umyndiggøre grønlændere i Danmark. Forhold i Grønland, som får så stor betydning for os, skal vi inddrages i. I øvrigt tankevækkende, at det var ok at være grønlænder i Danmark, indtil Grønland fik Hjemmestyre. Siden da er det kun gået ned ad bakke.”

 

Der bor i 2019 ca. 56.000 mennesker i Grønland. Af disse er ca. 7-8000 født uden for Grønland, hovedsageligt danskere. Der bor ca. 16.000 grønlændere i Danmark, dvs. Syd-Danmark. Befolkningen i Grønland er et blandingsfolk af inuit og nordeuropæisk oprindelse; men altså også med en større rent dansk befolkningsgruppe. Men det afgørende er, at Grønland og Grønlands befolkning folkeligt, slægts- og samfundsmæssigt, kulturelt og historisk indgår i en så nær sammenhæng, at man i analogi med Nauja Lynges ord må sige: ”Under alle omstændigheder ender det galt, hvis man bliver ved med at umyndiggøre danskerne i dette spørgsmål om fællesskabet i Danmarks Rige. Forhold i Grønland, som får så stor betydning for alle danskere, skal alle danskere inddrages i.”

 

Når beslutning om Grønlands selvstændighed ifølge Selvstyreloven kan ”træffes af det grønlandske folk,” er det virkelig relevant at spørge: Det grønlandske folk, hvem er det? Er kun de mennesker, der på afstemningstidspunktet bor i Grønland, egentlige grønlændere, når rigsfællesskabet dog gennem tiden, gennem grønlandsk-danske familieforbindelser og alle de geografiske rigsdeles samfundsmæssige sammenhæng har spredt grønlænderne og andre danskere over alle rigsdele? Og dermed ved rigsfællesskabet har gjort grønlændere og danskere ligeberettigede som statsborgere under den samme og fælles Grundlov til at afgøre fremtiden såvel for de enkelte rigsdele som for hele Danmarks Rige.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…