Gør klimakampen national

Når to danske politikere, Rasmus Nordqvist (ALT) og Pernille Rosenkrantz-Theil (S), på dansk og i dansk tv diskuterer plasticbæreposer er det eksempel på, at klimadebatten er udtryk for ’metodologisk nationalisme’.

 

De taler kun om, hvad der skal ske inden for nationalstatens grænser, selvom de godt ved, at det ikke hjælper globalt, og selvom de begge er modstandere af grænser, og Nordqvist er endog modstander af nationalstaten. No borders, no nations, som de nu siger i Tyskland.

 

Fordi de ved det, har de et argument, der også holder sig inden for nationens grænser.

 

Når de får at vide, at Danmark er et lille land, og at det ikke betyder noget, hvad vi gør, har de et standardsvar, som de har fra H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”.

 

Det er forestillingen om, at Danmark skal være ”foregangsland”.

 

Vi synger jo: ”end høres danskens sang og mejselslag” så vidt om jorden. Blot er det nu ikke dansk kunst, men altså forbud mod plasticbæreposer, som andre skal høre om vidt på jorden.

 

Det hedder national ”branding”. Det er jo også fra samme sang, at vi har billedet med, at Danmark er et lille land. Og det er et virkningsfuldt billede, fordi det er nationalt og glemmer Grønland.

 

Det ville være langt mere virkningsfuldt, hvis man forbandt klimakamp med nationalisme i stedet for uanskuelig videnskab. På den måde ville klimakampen blive folkelig.

 

Grundtvig skrev: ”Får vi ægte danske love,/danske skoler splinterny,/danske tanker, danske plove, rinder op vort gamle ry”. Vi skal have en dansk klimakamp. Klimakampen bliver kun virkningsfuld, hvis den bliver national. Vi vil jo kæmpe for alt det, som vi har kært.

 

Klimakampens forudsætning er kærlighed til fædrelandet, men den kan man ikke længere gå ud fra findes, og derfor er klimakampen voldelig og en kamp uden kærlighed.

 

”Dansk er immer kærlighed!” Det bør være klimakampens motto.

 

Kampen for klimaet på Maldiverne eller Arktis kan vi kun forholde os til på en helt teoretisk måde. Eller vi kan intet forbinde med klimaet i 2300.

 

Vi gør da også det, at vi hele tiden bruger en bestemt frase: ’for vores børn og børnebørn’ selvom vi burde sige tipoldebørn.

 

Det vil sige, at vi kæmper for mennesker, som ikke er født, men vi gør det, fordi de er danske. Eller vi håber, de vil være danske også i fremtiden.

 

Mennesker før os er gået i døden for det nationale fællesskab, men aldrig for abstrakte universelle ’værdier’. Der er ingen, der vil ofre deres liv eller levevis for EU’s flag eller klimaet.

 

Danmark er et politisk og begrænset forestillet fællesskab. Vi forestiller os, at vi har fællesskab med de døde og de ufødte og med alle dem, der bor i Danmark, men som vi aldrig har set eller vil se.

 

Det er derfor, at fællesskabet er forestillet. Vi skal ikke forestille os noget, som vi kan se. Vi kan ikke forestille os kloden eller verden, for vi kan kun forestille os noget begrænset. Vi har intet forestillet, politisk fællesskab i EU, men vi har i Danmark.

 

Vi kæmper for, at den danske strand skal være frisk, fordi vi ser på naturen med øjne, der er trænet af nationale sange og malerier. Uden kærlighed til fædrelandet bliver klimakampen forgæves og voldelig.

 

Intet er mere skræmmende end en international hær af klimaaktivister, som flyver rundt om i verden og kæmper for kloden.

 

I Danmark burde vi kæmpe i kærlighed for Gudenåen og Vadehavet og kærranunkel, engkarse eller strandsennep. Vi skal passe på Danmark. Uden nationalisme, ingen bøgeskov.

Hans Hauge

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…