Det er 50 år siden Godhavnsdrengene gik ud af skolen.
Men de lider stadig under den nedværdigende behandling, den vold og det misbrug, de var udsat for på drenge- og skolehjemmet Godhavn.
Nogle af Godhavndrengene fandt sammen i en gruppe i 2005.
De ville fortælle omverdenen om den grusomme behandling, de blev udsat for i 1960’erne og ind i 1970’erne.
De har forsøgt at føre retssag mod staten. Og der er lavet en film om dem.
Men det, de brændende ønskede, var en undskyldning fra den danske stat, der var ansvarlig for forholdene på den statsejede institution Godhavn.
I går fik Godhavnsdrengene så den oprejsning og den officielle undskyldning fra den danske stat, som de i mange år har kæmpet for at få.
Det var statsminister Mette Frederiksen som gav Godhavndrengene en undskyldning på den danske stats vegne ved en højtidelighed på Marienborg.
Poul Erik Rasmussen fortæller
Poul Erik Rasmussen er talsmand for Godhavnsdrengene. Han var med hele vejen og en central skikkelse under ceremonien på Marienborg, hvor han til sidst fik en stor omfavnelse af Mette Frederiksen.
Poul Erik Rasmussen har fortalt sin historie til flere medier.
Han var 13 år gammel, da han ankom til Børnehjemmet Godhavn i Tisvilde i 1963.
Her skulle han gå i skole. Men det bliver ikke til megen skolegang for Poul Erik og de andre drenge, der var anbragt her.
De næste par år er et mareridt fyldt med angst, tæsk og ydmygelse, inden han endelig slipper ud.
– Jeg var en af dem, der fik mange tæsk på Godhavn, og jeg har prøvet både at få slået en tand ud, brækket en næse, flækket øjenbryn, og jeg har også fået brækket en arm, har han tidligere sagt til TV2.
Det fortæller han mere om på TV2 Lorry:
https://www.tv2lorry.dk/video/klip/sondags-mac-net-tv?autoplay=1#player
Og hele beretningen om Poul Erik Rasmussen og andre af Godhavndrengene kan læses her i en fremragende fremstilling med samtaler med flere af drengene, der i dag er voksne mænd:
Her er nogle citater fra beretningen på TV2, som alle bør læse i sin helhed.
Poul Erik fortæller, at han fik nummer 26, som blev brugt om ham.
– Man kunne jo godt have sat navn i. Men på den anden side set, så havde vi jo lige pludselig været mennesker i stedet for numre. Og det havde nok ikke været for godt. Jeg synes, vi blev opfattet som værende ikke-mennesker, siger Poul Erik Rasmussen han til TV2 og fortsætter:
– Forstander Bek og hans disciple, der havde 50 børn, som græd sig i søvn. Hvordan kunne de betragte os som numre i stedet for børn? Der var ikke noget, der hed kærlighed eller noget, der hed følelser. Det er nok det, jeg har sværest ved at forstå. De havde sgu selv børn. Hvordan kunne de så have sådan et syn på os? Det fatter jeg ikke.
Hver formiddag skræller Poul Erik kartofler, fordi han kom til at sige, at han gerne ville være kok. Og hver anden dag arbejder han i marken sammen med de andre drenge.
Han går kun i skole to-tre timer hver anden dag.
– Da jeg forlod Godhavn, var det uden nogen skolepapirer eller noget. Jeg havde jo ikke rigtig gået i skole, siger Poul Erik Rasmussen og fortsætter:
– Jeg gik derfra med en grå papirspose med lidt tøj, 26 kroner på lommen og så bogstaveligt talt et spark i røven. Der var ikke nogen værge eller nogen til at hjælpe mig videre. Så det gav jo nogle kæmpe problemer. Jeg kendte jo ikke noget til livet. Jeg havde bare været lukket inde på Godhavn, siger Poul Erik Rasmussen til TV2.
To år med tæsk og ydmygelser i et omfang, man ikke kan forestille sig på en dansk børneinstitution.
En fattig mor bad børneværnet om hjælp
Det var typisk adfærdsvanskelige børn eller børn, der kom fra fattige hjem, som blev fjernet fra deres familier af Børneværnet og kom på børnehjem. Sådan et barn var Poul Erik, inden han kom på Godhavn.
Dengang syntes han selv, han var lidt klogere end alle de andre i skolen, så han pjækkede for at tjene penge i stedet. Men en dag kom der pludselig to mænd fra Børneværnet og passede ham op på gaden.
– De sagde: ”Du skal følge med os”. Men hvor jeg skulle hen og hvorfor, det fik jeg ikke at vide. Og det var dengang, man troede på voksne, fortæller Poul Erik Rasmussen til TV2.
Samme aften efterlyste hans mor ham hos politiet, da hun ikke kunne finde ham. De oplyste, at han var kommet på børnehjem.
Først mange år senere, da Poul Erik Rasmussen får aktindsigt i sin egen sag, går den tragiske sandhed op for ham. Det var hans egen mor, der uforvarende fik sendt ham på børnehjem. Det kan lyde absurd i dag, forklarer han, men det var en anden tid.
– Det var min mor, der havde bedt myndighederne om hjælp. Ikke om at få mig på børnehjem. Men at få hjælp til at få mig i skole, siger Poul Erik Rasmussen, der, efter vreden har lagt sig, godt kan forstå, at hun bad om hjælp. Hun havde nemlig heller ikke noget let liv, siger han til TV2.
Hvordan kunne det ske?
Hvordan kunne det ske i et dansk velfærdssamfund i 1960’erne og 70’erne?
Der var tilsyn med skolen. Men de tilsynsførende talte kun med forstanderen.
Lige indtil Oskar Plougmann fra ministeriet dukkede op.
Oskar Plougmann havde ægte empati for børn og et skarpt blik for vanrøgt. Og han var ikke bange for at stå op mod ‘autoriteter’.
For første gang var den en udefra der talte med drengene under fire øjne og fik deres beretninger.
Det blev begyndelsen på enden for den modbydelige forstander, som systemet havde holdt hånden over.
Det var simpelthen så gruopvækkende, siger Oskar Plougmann til TV2 Lorry. Han var med på Marienborg, da statsministeren gav Godhavndrengene en undskyldning.
Godhavndrengene blev skadet for livstid.
– Jeg tror det, der er fælles for os Godhavnsdrenge, er, at vi er bange for at betro os til nogen. Vi er bange for at vise følelser. Vi tror ikke på autoriteter. Vi kender ikke vores ståsted. Men først og fremmest har vi svært ved at knytte os til nogen, siger Poul Erik Rasmussen, der har haft 73 jobs gennem sit liv, siger Poul Erik Rasmussen til TV2.
I går fik Godhavndrengene deres store ønske opfyldt.
Statsminister Mette Frederiksen gav dem en undskyldning på den danske stats vegne.
Som formand for Godhavnsdrengene takkede Poul Erik Rasmussen for undskyldningen og glædede sig over, at staten nu har påtaget sig den skyld, som de tidligere børnehjemsdrenge selv har båret på i så mange år.