Glansen er gået af Sankt Gertrud: Statusopgørelse over den franske præsident Emmanuel Macron

Efter sit valg til Frankrigs præsident i 2017 blev Emmanuel Macron omgående de EU-venlige mediers kæledægge: her var en ung og dynamisk person, der ikke blot indenrigspolitisk kunne gennemføre en række tiltrængte reformer, men også udadtil kunne sætte gang i den videre europæiske integration.

 

Macrons sejr byggede nemlig på et utal af løfter om sociale og politiske forandringer, om en fornyelse, der ikke mindst skulle genføde Frankrig som den førende europæiske nation – et tydeligt ekko af præsident de Gaulles stormagtsfantasier i 1960erne. Men da valgkampens løfter skulle indfries, fulgte en brat opvågnen til den politiske hverdag.

 

Vi kan begynde med valgløftet om at reducere Frankrigs afhængighed af atomkraft, der blev hilst med jubel af den liberalt-miljødyrkende del af befolkningen og som blev overtaget efter den tidligere socialistiske præsident François Hollandes katastrofale energiprogram. Her var det illusoriske mål frem til 2025 at halvere den elkraft, som Frankrigs atomkraftværker producerer og som udgør 72% af det samlede elforbrug. Planerne blev stiltiende revideret, og i stedet udkastedes planer om at forlænge de 58 atomreaktorers levetid med endnu en del år, et projekt, der vil koste de franske skatteydere 48 mia. euro. Macrons slagord “En marche”, dvs. “Fremad”, der også blev navnet på det af ham grundlagde politiske centrumsparti, fik hermed en ironisk-patetisk klang, der naturligvis er utilsigtet.

 

Videre alvorlige skrammer fik Macron umiddelbart efter valget, da han proklamerede, at militærudgifterne skulle reduceres med 850 mio. euro. Denne udtalelse medførte, at generalstabschefen, Pierre de Villiers, der havde kritiseret disse nedskæringer, i protest trådte tilbage fra sin stilling, den højeste inden for det franske forsvar, efter at Macron for åbent tæppe havde appelleret til de Villiers ”pligtfølelse” og ”tilbageholdenhed” og mindet ham om: ”Det er mig, der er Deres chef.”

 

Og så fandt i oktober 2018 de første voldsomme protester organiseret af den politiske græsrodsbevægelse De gule veste (Mouvement des gilets jaunes) sted, generelt rettet mod Macrons skattepolitik. Protesterne spredte sig fra Frankrigs nordlige egne til resten af landet og var mere specielt rettet mod regeringens voldsomme forhøjelse af benzinpriserne, der især ramte ejerne af dieselkøretøjer.

 

Flere end 300.000 mennesker afspærrede gader, olieraffinaderier og motorveje og tvang trafikken til et fuldt stop. Protesterne opstod spontant blandt utilfredse borgere, spredtes via Facebook og udvidede sig til også at være vendt mod en planlagt generel skatteforhøjelse, der især ville ramme pensionister per 1. januar 2019, mod en liberalisering af taxaerhvervet og mod hvad der opfattedes som en bevidst ignorering af landbefolkningens økonomiske problemer.

 

Disse problemer er stadigvæk ikke løst, og så sent som d. 16. november i år flammede protesterne op igen med brændende biler og barrikader i Paris’ gader. Heller ikke Macrons gyldne løfter om at nedbringe Frankrigs enorme statsgæld, der overskrider alle de grænser, EU selv har sat, er blevet indfriet. Til gengæld var Macron konstant på nakken af den tidligere italienske regering og ikke mindst hans personlige fjende, indenrigsministeren Matteo Salvini. Denne havde nemlig gjort opmærksom på, at den franske præsident, der hele tiden kritiserede den restriktive italienske flygtningepolitik, såmænd selv havde lukket grænserne til Frankrig for asylansøgere. Efter den nye centrum-venstreregering er kommet til magten i Italien er Macrons kritik besynderligt nok pludselig forstummet.

 

Endvidere kan den skandaløse affære omkring Macrons 26-årige bodyguard, den tidligere socialistiske aktivist Alexandre Benalla, nævnes. Under en 1. maj-demonstration i 2018 pryglede han iført en politihjelm og med et politiarmbånd løs på to værgeløse demonstranter, der lå på gaden. Sagen blev i første omgang tysset ned, men så kom den med stor forsinkelse på forsiden af dagbladet Le Monde. Anklagemyndighederne indledte en undersøgelse, og Benalla blev langt om længe fyret. Men hvorfor blev sagen tysset ned, og hvorfor hyllede Macron sig i majestætisk tavshed? Og hvorfor er Benalla ikke forlængst blevet straffet? Macron er den dag i dag offentligheden et svar skyldig – og dette svar kommer nok aldrig.

 

I frisk erindring er den franske præsidents veto mod, at der blev indledt forhandlinger om Nordmakedoniens og Albaniens optagelse i EU, selvom Bruxelles havde givet grønt lys. Ikke mindst Nordmakedonien, der ovenikøbet havde givet efter i navnestriden med Grækenland og nu kaldte sig Nordmakedonien i stedet for det oprindelige Makedonien, følte sig med rette krænket over dette franske diktat, som end ikke Macrons trofaste tyske forbundsfælle Angela Merkel officielt vovede at protestere imod. Endnu engang opførte Macron sig som en lille Napoleon, der ville spille med musklerne, men uden Napoleons strategiske format. Var det ikke Macron, der ønskede sig et dynamisk EU?

 

Og helt forrykt er den franske præsidents sidste udspil: hans groteske bemærkning d. 21. oktober i år til det britiske tidsskrift The Economist, at NATO var ”hjernedød”, efter at USA under Donald Trump havde vendt ryggen til forsvarsorganisationen. På baggrund af NATOs og EUs passivitet i forbindelse med Tyrkiets invasion i Nordsyrien understøttet af russiske bombefly er Macrons kritik til en vis grad berettiget, men denne burde også have været rettet mod den vestlige verdens passivitet både i forbindelse med Putins anneksion af Krimhalvøen i 2014 og under den vdagsaktuelle oldelige kinesiske reaktion på de demokratiske demonstrationer i Hongkong. Udtalelsen er ikke blot fornærmende, men i højeste grad usand.

 

Det er nu engang NATO, der er årsagen til fred i Europa siden 1945 – og ikke den i tide og utide fremsatte påstand, at denne skyldes EU – og angrebet på Trump skyldes udelukkende dennes berettigede kritik af, at det er USA, der skuldrer langt den største byrde ved finansieringen af NATO.

 

Ved et møde i Wales i 2014 havde de 29 NATO-lande nemlig sluttet en aftale om, at hvert land trinvis ville øge forsvarsudgifterne til 2% af disse landes bruttonationalprodukt (BNP). Men sidste år lå gennemsnittet på sølle 1,46%, mens USAs udgifter er på 3,5% af BNP og kun Storbritannien, Grækenland, Polen og Estland – og i hvert fald ikke Frankrig – lever op til den indgåede aftale. Retfærdigvis bør det nævnes, at Tysklands Angela Merkel afviste Macrons udtalelse – men med en for hende typisk udvandet formulering. Til gengæld – og dette kan næppe undre – var Polens premierminister Mateusz Morawiecki klar i mælet, da han beskyldte Macron for uansvarlighed.

 

Men Macron lader sig ikke påvirke hverken af facts eller brudte løfter. Som Frankrigs præsident taler han ned til omverdenen, thi ”vi alene vide”, og det er ikke tilfældigt, at han ikke mindst i den engelske presse er blevet sammenlignet med den franske konge Ludvig XIV., også kaldt Solkongen, der som bekendt enevældigt residerede i pragtslottet Versailles, mens han ruinerede sit land.

 

En række af Macrons ministre har da også forladt regeringen, mens bureaukraterne i Bruxelles med den bovlamme nye kommissionsformand Ursula von der Leyen holder mund som artige skolebørn. Macron burde for længst være stillet i skammekrogen og forblive der, indtil han forhåbentlig bliver væltet ved næste valg til den franske nationalforsamling i 2022. Forlængst er glansen gået af alle EU-tilhængeres kæledægge.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…