Til minde om Geoffrey Cain bringer vi hans beretning fra terrorangrebet på Krudttønden

Geoffrey Cain fortæller hvordan et terrorangreb opleves (Foto: Kristian Tørring)

Geoffrey Cain døde natten til søndag 13. januar. Han blev 80 år.

 

Geoffrey Cain så tidligt, at islam var en trussel mod frihedsværdierne i vores samfund. Det bekæmpede han stædigt og vedholdende gennem mange år. Ikke fordi han var en hadefuld person. Tværtimod!

 

Han var et meget venligt og lyst gemyt, humoristisk og en stor dyreven. Men han mente vores humanistiske frihedselskende samfund var truede. Derfor kæmpede han utrætteligt.

 

Han var også formand for Raoul Wallenberg Foreningen, en stor ven af Israel, medlem af grundlovsforeningen Dansk Kultur og Trykkefrihedsselskabet, oversætter fra fransk, forfatter og læserbrevsskribent.

 

Geoffrey Cain skrev blandt andre bogen “Ondskabens ikon” (2000) om venstrefløjens og de politisk korrektes dæmoniseringen af Pia Kjærsgaard. Den blev genudsendt i 2006, “Gensyn med ondskabens ikon”.

 

Den Korte Avis kan takke Geoffrey Cain for mange mails med inspiration til artikler og sjove og rørende videoer ofte om venskaber og bånd mellem dyr, og mellem dyr og mennesker.

 

Han skrev også artikler til Den Korte Avis.

 

Her bringer vi hans værdifulde beretning fra terrorangrebet på Krudttønden, der blev bragt 9.maj 2018:

 

Geoffrey Cain sad lørdag den 14. februar sammen med cirka 20 andre tilskuere i Krudttønden, da filmproducenten Finn Nørgaard blev skudt på klos hold udenfor.

 

Geoffrey Cain skrev:

Nu er der gået tre år siden terrormordene i København i 2015, og som nogen vil huske, skete det hele i to runder. Først skød og dræbte Omar al Hussein den ubevæbnede Finn Nørgaard udenfor kulturcentret Krudttønden, hvorefter han cirka seks timer senere tog til Synagogen og dræbt en jødisk vagt, den sympatiske basketboldspiller Dan Uzan, der blev skudt i hovedet og – igen – på klos hold.

Læs også
Medier: Imam forbindes med terror på Sri Lanka – “Allah skabte dette land til muslimer”

 

Det første attentat var egentlig rettet mod den svenske billedprovokatør Lars Vilks, der deltog i en paneldiskussion om ytringsfrihed arrangeret af forfatteren Helle Merete Brix. Det andet attentat var et angreb på Israel i skikkelse af en dansk jøde. Det var to mord på samme dag, og det medførte en politisk reaktion af den sædvanlige slags.

 

We shall overcome”
I stedet for at se på gerningsmanden og hans sammensvorne (de unge arabiske mænd, der lykønskede ham på netcaféen efter det første drab), brugte daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt mordene til at profilere sig som Danmarks store moder. På en plads tæt på Krudttønden istemte en stor mængde bekymrede borgere sammenholdssange, der mindede om en dansk udgave af ”We shall overcome”.

 

Alle svor, at demokratiet nok skulle sejre og lod som om det var demokratiet, der var blevet angrebet og ikke ytringsfriheden (Krudttønden) og jøderne, der antoges at symbolisere Israel. Der kom også andre reaktioner i form af udstationering af bevæbnede vagter foran den jødiske Carolineskole og synagogen, mens det ikke var nødvendigt med vagter foran den moské, som Omar al Hussein havde besøgt flere gange, inden han skred til handling.

 

Der blev også sat en mængde betonmure op rundt omkring for at forhindre evt. terrorkørsel. De blev i folkemunde straks døbt ”koranklodser”, men det ord er vist ikke blevet bemærket af Dansk Sprognævn, der normalt ivrigt registrerer lignende verbale nyskabelser. DR interviewede Dan Uzans far, mens Helle Merete Brix og Lars Vilks ikke blev hørt.

 

Hvad skete der i Krudttønden?
Ja, hvad skete der? Jeg var der selv den dag og oplevede det sådan her. Midt under den russiske piges islamkritiske tale kom der et højt råb, og lyden af, hvad jeg troede, var fyrværkeri. “Vist nok venstrefløjen igen”, tænkte jeg, og derfor blev jeg siddende, da en gruppe tilhørere fór gennem salen og forsvandt i strakt galop ud ad en sidedør. Resten af salen smed sig ned og spillede død, (hvad jeg sandsynligvis også ville have gjort, hvis sagens alvor var gået op for mig).

 

Tilbage i salen – der nu så ud til at være fuldstændig tom! – var der kun to. Mig og en lille mørk mand, der sad overfor mig. Vi sad der så og kiggede på hinanden, indtil han efter en stund rejste sig op og – lidt ”Doctor-Livingstone-I-presume”-agtigt – præsenterede sig: Doron Silberberg, israeler. Herom mere senere.

 

Til forhør på politistationen
Klokken cirka 15. blev vi alle kørt til politistationen på Bellahøj, og fik først lov til at gå cirka. klokken 23. Der blev serveret pizza (man kunne vælge hvilken slags), og selv om politiet havde sagt, at vi skulle lade være med at tale sammen, blev der diskuteret livligt mht. hvad der egentlig var sket.

 

Læs også
Indvandringskritisk parti stormer frem i Holland efter det islamiske terrorangreb

Jeg talte med den høje, statelige bartender (med islamistskæg!), der sandsynligvis reddede sin servitrices liv ved at kaste sig over hende, mens gerningsmandens kugler fløj om ørerne på ham. Og så også med den sympatiske unge gæstelistekontrollør, ham der var først ud af en sidedør, hvor han stod ansigt til ansigt med al Hussein og så ind i hans “bløde, mørke øjne” (som han senere fortalte en journalist).

 

Det hele var – og er – ikke så lidt mudret, og indtil nu har jeg forstået det sådan, at sidstnævnte unge mand fluks lukkede døren i igen og fór gennem salen sammen med de andre i flugtpelotonen og ud gennem køkkendøren. Men hvilken dør havde han åbnet? Jeg har siden set, at der var en anden dør i salen, som jeg den skæbnesvangre eftermiddag ikke havde bemærket, og hvor Omar al Hussein havde forsøgt at komme ind. Det er muligvis gennem denne dør, at den myrdede Finn Nørgaard kom ud og gik bagom gerningsmanden, som han så prøvede at overmande. Men jeg er ikke helt sikker.

 

Alle oplevede tingene forskelligt
På politistationen havde de, der tilsyneladende vidste noget, sagt, at FN var gået ud i foyeren for at få sig en øl. Og så midt under den russiske piges tale!? (Mærkeligt men ikke umuligt). Dvs. folk troede, at han var gået ud i foyeren før skyderiet – og således ikke var sammen med den lille gruppe, der forsvandt i løb ud af en sidedør. Men det er som sagt stadig uklart for mig, hvad der egentlig skete.

 

Tilbage til Doron Silberberg. Ingen havde bemærket, at han ikke var løbet ud eller havde kastet sig ned, og da jeg gjorde opmærksom på, at han var blevet siddende, sagde de, at han måtte være blevet lammet af skræk. Her kunne jeg sige, “spørg ham selv”. Og ja, sagde han. han var blevet siddende, fordi han ligesom undertegnede ikke var klar over, hvad der var gang i. Han troede, at krak-krak-krak-krak-krak-lyden bare var nogen, der bankede på. (Ja, det var det også kunne man sige. For Finn Nørgårds vedkommende var det døden, der bankede på.)

 

Palæstinensernes kirkebesættelse i halvfemserne

Så det var sagen set med mine øjne. Og så det næste spørgsmål: Hvorfor var Omar Hussein i Danmark i det hele taget? Var han et ”barn” af den såkaldte palæstinenserlov fra 3. marts 1992, den lov der gav kollektivt asyl til 321 afviste palæstinensere og som tidligere Justitsminister Hans Engell senere betegnede som en ”katastrofe”?

 

Det kunne sagtens tænkes, at en af de 321 afviste var hans far, og derfor skrev jeg et læserindlæg om denne hypotese til tre aviser. Ingen af dem reagerede, selvom der var rigeligt med interessante – og sandsynligvis også glemte – facts som jeg havde googlet på Wikipedia. Her står der, at det hele startede med, at en stor gruppe af afviste palæstinensere asylsøgere besatte Enghave Kirke og kort derefter også Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe havde inviteret dem indenfor. Derved gav hun stafetten videre til hele 600 danske præster, der uden tøven skrev under på en støtteskrivelse til fordel for de afviste, vel vidende at flere af dem havde været på ferie i de lande, de angiveligt var flygtet fra.

 

Læs også
Jihadisten fra Nørrebro  

Derefter bredte idéen sig som ringe i vandet, og næste aktører i spillet var BZ’erne, der besatte Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet i en vellykket sympatiaktion. De fik straks opbakning fra de radikales Bernhard Baunsgaard, SF’eren Ebba Strange og kulturpersonligheder som Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz, og sagen endte med, at et flertal i Folketinget bevilgede samtlige 321 palæstinensere asyl.

 

Og hvordan er et gået dem siden?
Ifølge en undersøgelse fra 2011 er 42 procent blevet dømt for kriminalitet, mens en tidligere opgørelse fra 2005 viste, at 56 procent af de palæstinensiske kirkebesætteres børn også var blevet straffet for kriminalitet. Er det ikke meget tænkeligt, at Omar al Hussein er søn af en af dem?

 

Det er der mig bekendt ingen, der har undersøgt, og debatredaktionerne var som sagt ikke interesseret i den vinkel på tingene. Men hvad nu hvis den holder stik? Ville det ikke være interessant at vide, om de mange, der dengang lobbyede for en særlov, nu føler et vist ansvar for mordene ved Krudttønden og Synagogen? Plus – naturligvis – en hel del andre? Man hører så tit om mangel på ”kritisk journalistik”. Men at undersøge netop den vinkel ville vist være den forkerte slags kritik.

 

Og bestemt ikke noget man får Cavlingprisen for.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…