Gammelmarxisten Jeremy Corbyn – Storbritanniens næste premierminister?

Jeremy Corbyn

Det førende konservative dagblad The Daily Telegraph havde d. 8. november tværs over forsiden overskriften: Vote Conservative, say Corbyn rebels. Dette er en klar opfordring her op til underhusvalget d. 12. december til at stemme på den nuværende premierminister Boris Johnson og dennes konservative parti. Den skyldes en række oprørske tidligere og nuværende medlemmer af det oppositionelle britiske arbejderparti, Labour, og var tydeligvis dagens sensationsnyhed, der er fyldt med politisk sprængstof, og som også gav genlyd i de andre medier.

 

Den Corbyn, der nævnes, er naturligvis lederen af Labour, den 70årige Jeremy Corbyn, der i 2015 blev valgt til partiets leder, en sejr organiseret af den yderliggående venstresocialistisk-marxistiske græsrodsbevægelse Momentum. Tilsammen har Corbyn, Labours skyggefinansminister John McDonnell og netop Momentum drejet det gamle hæderværdige socialdemokratiske arbejderparti så skarpt til venstre, at The Daily Telegraphs overskrift er blevet muliggjort. Det er denne Corbyn, der, om alt går skævt i den kommende valgkamp, kan blive Storbritanniens næste premierminister!

 

Jeremy Corbyn er en farlig person, hvilket et blik på hans biografi viser. Han har således i sine yngre år sværmet for diktaturstaten DDR og gjort sig bemærket med sine beklagelser over den tyske genforening i 1989. Glemmes må det heller ikke, at Corbyn har udnævnt de muslimske terrororganisationer Hamas i Gaza og Hizbollah i Syrien til sine venner og har ladet sig betale for at optræde i det anti-israelske iranske mullahfjernsyn. Af denne grund og pga. en militant antisemitisme, der hersker blandt en række medlemmer af Labour og som Corbyn har ignoreret, har ingen jødisk organisation siden 2015 bidraget økonomisk til Labourpartiet. Corbyn har aldrig udtalt sig pro-israelsk, hvilket ikke lover godt for britisk udenrigspolitik, om han nogensinde skulle blive den næste premierminister.

 

Endvidere har Corbyn benægtet, at den jugoslaviske præsident Slobodan Milošević begik krigsforbrydelser. Han har lovprist den afdøde cubanske diktator Fidel Castro som ”en forkæmper for social retfærdighed”, fremhævet den ligeledes afdøde korrupte venezuelanske diktator Hugo Chávez som en sand demokrat og kaldt henrettelsen af Osama bin Laden i 2011 for en tragedie.

 

Og man kunne blive ved med en katalog over Corbyns øvrige antidemokratiske holdninger. Således har han erklæret, at NATO er ”en trussel mod verdensfreden” og ment, at Kinas formand Mao, der har flere end 45 mio. døde på sin samvittighed, ”gjorde mere godt end ondt”. Nævnes bør også Corbyns positive holdning over for den irske republikanske terrororganisation IRA og denne organisations engagement i den nordirske borgerkrig fra 1968-98, som kostede 3.600 menneskeliv. Nogle uger efter at IRA i 1984 havde placeret bomber i dét hotel i Brighton, hvor det konservative parti afholdt sin konference med det formål at myrde den britiske premierminister Margaret Thatcher, afviste Corbyn at beskrive IRA som terrorister.

 

Ja, Corbyn er i sandhed en ækel karl. Ikke desto mindre tiljubles han på nærmest hysterisk vis af mange britiske unge, der ingen historisk hukommelse har og hverken kan eller måske snarere vil huske den kolde krig eller kommunismens mange og blodige forbrydelser.

 

Men nu synes modstanden mod Corbyn at formere sig – og dette i Labours egne rækker. Partiets næstformand, den noget valne og opportunistiske Tom Watson, har netop trukket sig tilbage fra sin post, men dog erklæret, at han under valgkampen vil støtte Corbyn. Dette skridt var alligevel en mindre sensation i de britiske medier, men højdepunktet blev nået, da fire fremtrædende Labourpolitikere, der har viet partiet hele deres karierre, og hvoraf tre er tidligere ministre, d. 7. november i år trådte frem og meddelte, at de så sig tvunget til appellere til Labours ”patriotiske” stamvælgere at stemme konservativt ved det kommende valg. For dem er Corbyn ”uegnet som leder” og ”en skamplet på partiet og en skamplet på dette land”.

 

Årsagerne til denne appel er både Corbyns manglende politiske stillingtagen i Brexitspørgsmålet, hvor han har tøvet med at vælge side, hans negative holdning til det britiske forsvar og til NATO og ikke mindst den generelle antisemitisme, der i de senere år har hærget partiet under hans ledelse. Så sent som d. 7. november måtte to kvindelige Labourkandidater til Underhuset nedlægge deres kandidatur efter at den ene havde sammenlignet Israel med en børnemishandler og den anden erklæret, at hun ville ”fejre” Tony Blairs og Benjamin Netanyahus død.

 

Den mest fremtrædende af de fire oprørere, den tidligere socialminister Ian Austin, hvis jødiske fader var flygtet fra Holocaust-rædslerne, har i en artikel – ligeledes i The Daily Telegraph – erklæret: ”Jeg kan ikke forblive passiv, mens Labour er blevet forgiftet af racisme, ekstremisme og intolerance under Jeremy Corbyns ledelse. (…) Jeg tror ikke Jeremy Corbyn elsker sit land. Han og hans tilhængere synes altid at understøtte vort lands fjender – enten det drejer sig om IRA, da de myrdede mennesker i indkøbscentre, hoteller og pubs, terrorgrupper som Hamas og Hizbollah, eller når han snakkede Putin efter munden, da denne forsøgte at myrde mennesker her i Storbritannien.”

 

Hermed er alt sagt, og man kan kun håbe, at Ian Austins ord har deres virkning. Men der er ingen garanti for en konservativ valgsejr. Vil de valgkredse i Nordengland, der støtter Brexit, måske kaste deres stemmer på Nigel Farages Brexit-parti? Vil anti-Brexit partiet The Liberal Democrats lokke konservative vælgere, der netop ikke ønsker Storbritanniens udtrædelse af EU, over i dets lejr, eller vil det lykkes Labour ikke mindst vha. de sociale medier at mobilisere de unge vælgere ved at love dem guld og grønne skove, fx. afskaffelse af de høje studiegebyrer, ligesom i 2015?

 

Resultatet er umuligt at forudsige. Men vi har da lov til at håbe, at Ian Austins appel vil få en sådan virkning, at Boris Johnson kan blive siddende som britisk premierminister i 10 Downing Street i endnu en valgperiode og føre Storbritannien, som et flertal i befolkningen har ønsket det, ud af EU.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…