Fronsac – en perle i Bordeaux

Fronsac er navnet på et lille og næsten glemt vinområde i den østlige del af Bordeaux-regionen i Sydvestfrankrig. Dets dyrkede areal på 1200 hektarer ligger på den nordlige højrebred af floden Dordogne nær byen Libourne, hvor floden Isle munder ud i Dordogne og giver solrefleksioner til vinstokkene.

 

I disse omgivelser laves der vin, som i de sidste 20-30 år har taget et kvalitetsmæssigt quantespring opad. Og der hersker ingen tvivl om, at inspirationen hertil er kommet fra det herostratisk berømte vindistrikt Pomerol, der ligger som østlig nabokommune. Vinene er hamrende gode, og som et ekstra incitament til at smage de gode dråber vælter priserne ingen af pinden. 

 

Sand og kalk

Jordbunden består mest af sandsten og kalksten samt en smule ler ligesom i Pomerol og for den sags skyld også i det nærliggende St. Emilion, og de bedste marker ligger i nogen afstand fra floden på de lidt højere beliggende arealer.

 

Merlot druen dominerer i Fronsac, og der fremstilles hovedsagelig éndrue-vine, som dog ved festlige lejligheder fortyndes med druetypen Cabernet Franc. Druen Cabernet Sauvignon kan forekomme, men er sjælden, da den ikke modner optimalt i det køligere klima, som naturen har udstyret Fronsac med. 

 

Magondeau

Et af de slotte i Fronsac, som laver vin, der i bedste årgange kan matche dem fra Pomerol, hedder Château Magondeau. Det er opført i 1878 på bredden af Isle med udsigt over floden og med kælderfaciliteter i den maleriske Saillans havn. Her lagde flodpramme til kaj og lastede vintønder for senere at sejle dem til handelsfolk i Libourne og i Bordeaux. 

 

Den første ejer var notar i Libourne. Han hed Monsieur Puiffe de Magondeau og gav således navn til slottet. I 1933 arvede den næste ejer, Henry Goujon, gennem sin kone ejendommen og drev den indtil 1964, da sønnen André overtog den og indførte slotslagring og -aftapning i stedet for at sælge sine druer til købelystne naboer. 

 

Nye horisonter

Dette tiltag gav nye horisonter, og slottet blev i 1989 overtaget af sønnen Olivier, som på det tidspunkt havde afsluttet en eksamen som ønolog. Han har i dag ført Magondeaus status i Fronsac frem til top10.

 

Ejendommen råder over 18 hektarer, som slynger sig gennem bakke og dal i Saillans’ omegn. Her er udelukkende plantet Merlot druer, hvis vinstokke har en gennemsnitsalder på 40 år. Beplantningen er tæt, og der gennemføres en hård beskæring, som følges op af udtynding af druematerialet. På den måde holdes hektarudbyttet betydeligt under den lovbefalede maksimumsgrænse på 47 hl. 

 

Druerne gennemgår efter høsten afstilkning og sortering en termostatreguleret gæring

Læs også
Gode vintilbud til kriseplagede danskere

 

med skindet på i cementtanke og små egetræstønder. Efter lagring i 15-17 måneder tappes vinen på flaske.

 

Hos Vinslottet

Sortimentet af vine hos Château Magondeau er af naturlige årsager begrænset og koncentreret om 3 udgaver, som alle føres af slottets importør i Danmark, Vinslottet i Greve. Det drejer sig om flagskibet Passion de Magondeau i årgang 2012 til 199 kr., om 2014 Château Magondeau Beau Site til 139 kr. og om 2016 Château Magondeau til 99 kr. 6 stjerner for fornem performance!

 

En fællesnævner for alle er, at de fremstår dybe og mørke i glasset og har den sydvestlige Bordeaux-regions typiske duft af cigarkasse, grafit, viol, hyld og vanilje, mens vinen i munden lægger komplekse lag af silkeblødhed over smagsløgene og ender op i en betagende finish.

 

Kraftige vildtretter, røde bøffer og stærke, modne ost vil give vinene et seriøst modspil.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…