Forventelig medieangreb mod Dansk Folkeparti

Af Jakob Søgaard Clausen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti

 

I Danmark har en lille elite sat sig på de landsdækkende medier.

 

De bor i København og Hovedstaden. De interviewer sig selv og deres venner. De får bekræftet deres egen snævre verdensopfattelse.

 

De forstår ikke, hvorfor det er vigtigt med et Danmark i balance.

 

De forstod (og forstår stadigvæk) ikke Dansk Folkepartis massive fremgang ved valget i 2015. Det kom som et chok for dem. De satte breaking på og sendte med det samme horder af sendevogne hele vejen over Storebæltsbroen og ned til Sønderjylland for at finde ud af, hvad der dog var sket.

 

Hvordan kunne Dansk Folkeparti dog blive så store?

 

Svaret er naturligvis enkelt og lige for. Svaret er, at Dansk Folkeparti er et parti, som går op i hele Danmarks ve og vel. Et parti som ikke kun interesserer sig for fremgang i Danmarks store byer. Et parti som værner om Danmark, og som kæmper imod den massive ikke-vestlige indvandring fra primært Mellemøsten og Afrika, og de mange dårligdomme, som følger med.

 

Men det forstår de ikke i Medie-Danmark. De kan ikke se det fra den kulturradikale boble, som de færdes i i København.

 

Som statistikken herunder viser, bor knap 60 % af de ansatte i mediebranchen i Danmark i København og Hovedstaden.

 

Det giver en dyb skævvridning i forhold til den medieproduktion, som skabes i Danmark. Det gør det, fordi det sted i landet, hvor man bor og færdes til daglig, naturligvis har betydning for, hvordan man ser verden. Og den måde, hvorpå man ser verden, har betydning for det arbejde, man producerer som en del af Medie-Danmark. Det er problematisk, fordi det arbejde, som Medie-Danmark producerer, påvirker danskernes meninger og holdninger.

 

Derfor kæmper vi i Dansk Folkeparti for et Medie-Danmark, der er i balance. Det har vi gjort ved at reducere i DRs størrelse. Det har vi gjort ved at styrke lokale ugeaviser og lokale dagblade, ligesom vi har fritaget TV2-regionerne fra de besparelser, som regeringen ville pålægge dem.

 

Og netop derfor har Dansk Folkeparti sikret, at den ene af Danmarks to fremtidige skattefinansierede taleradioer skal have sit hovedsæde mindst 110 km fra København.

 

Det betyder et farvel til Radio24syv, som ikke mener, de kan løfte opgaven uden for København. Det har fået mange fra den kulturradikale klasse til at lange voldsomt ud efter Dansk Folkeparti.

 

Det er dog et forventlig angreb. I deres kulturradikale boble i Hovedstaden har de ikke meget forståelse for Dansk Folkepartis ønske om et Danmark i balance. Derfor forsøger de nu at skabe en illusion om, at vi i Dansk Folkeparti er ude på et hævntogt mod Radio24syv, som vi åbenbart skulle finde alt for kritisk.

 

Det passer naturligvis ikke. For Dansk Folkeparti handler det ene og alene om at sikre et Danmark i bedre balance. Et Danmark, hvor vores landsdækkende medier er til stede i hele landet, og dermed også har forståelse for, hvad der har betydning for ganske almindelige danskere.

 

Vi gør det ikke for vores skyld. Vi gør det for Danmarks skyld.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…